Praksisbaserede kunstforskere IV: Honey Biba Beckerlee: Livet i digitale materialer

Billedkunstner Honey Biba Beckerlee forsker i, hvordan hun kan udvikle en ny sensibilitet over for digitale materialer, der tager højde for det atomiske slægtskab mellem computere og mennesker. Med teknologiens egne metoder og mineraler afslører hun, at ‘det digitale’ ikke er en usynlig, immateriel størrelse, men faktisk besidder en fysisk krop. En krop, der tilmed tærer på jordens vigtige råstoffer.
Vi plejer at sige, at vi lever i informationens tidsalder. At vi lever i et videnssamfund, hvor dét, vi producerer og distribuerer, er information. Men meget tyder på, at det er en vildfarelse.

For ligesom menneskearten har gennemlevet en stenalder, en kobberalder, en bronzealder og en jernalder, bør vi faktisk også i dag benævne vores tid med et grundstof. Med silicium; et af de mest forekommende grundstoffer på vores jordskorpe, men også et af de mest brugte i moderne digital produktion.

Billedkunstner Honey Biba Beckerlee (f. 1978), som er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2008, arbejder researchbaseret med netop nogle af de spørgsmål. Lige nu er hun halvvejs med sit ph.d.-projekt Digital Matters. Et projekt, der handler om at udfordre vores forståelse af ‘det digitale’ som noget, der er uden fysikalitet og krop, noget som svæver frit imellem os uden at efterlade sig spor.

Med rod i teorier om det posthumane og filosofiske retninger inden for kvantemekanik og nymaterialisme interesserer Beckerlee sig særligt for, hvordan hun med billedkunsten kan genforhandle etablerede forestillinger og bringe nye, decentraliserede syn på vores verden frem. Den måde, vi mennesker betragter grænser og opdelinger mellem vores krop, natur og teknologi, bør redistribueres, mener hun. Vi er forbundne med alt omkring os, og tildelingen af subjektposition og agens skal ikke kun tilkomme mennesket, men alle levende organismer.

Kropsliggørelsen af det digitale

Interviewet er kun lige gået i gang, før hun bringer det lidt ubehagelige emne på bordet: At al teknologi er skabt og virker på baggrund af en række vigtige grundstoffer, som mennesket er godt på vej til at opbruge.

Vi sidder i Honey Biba Beckerlees atelier i kunstakademiets lokaler på Peder Skrams Gade bag Charlottenborg Slot på Kongens Nytorv. Vinduerne står åbne. Her er sommervarmt, og rummet er funktionelt indrettet med en sofa, en usamlet væv, to reoler med bøger og et skrivebord, hvor en transparent kasse med et sort, ubestemmeligt materiale står placeret.

“Der er noget i vores forståelse af det digitale, som er fuldstændig ude af trit med vores tid,” starter hun. “Vi har opbygget store narrativer om, at vi handler med viden og information, men samtidig miner vi mere end nogensinde. Vi er stadig dybt afhængige af råstoffer.”

Minedrift er ikke et fremmed fænomen, men at den digitale industris udvinding og produktion er så omfattende og foregår lige rundt om hjørnet, er der færre, som ved. I kassen på bordet viser de sorte, pimpsten-lignende klumper sig at være et spildprodukt fra en dansk siliciumfabrik.

“Vi har alle mulige stereotype forestillinger om den digitale infrastruktur. Vi har hørt om, hvordan sjældne jordarter bliver minet i Kina, og nogle har måske også hørt om de kæmpe ‘E-waste sites’ (steder for elektronisk dumpning, red.) på størrelse med hele landsbyer i Ghana. Men der er også en anden infrastruktur, som ligger meget tættere på os. Vi har for eksempel en siliciumfabrik her i Danmark. En lokal industri, som jeg synes er spændende og vigtig at afdække. For når vi har en forestilling om, at digital teknologi er noget, der bliver udvundet, produceret og skrottet et sted i det fjerne Østen, så kan vi ikke rigtig forholde os til det. Det bliver en fjern problematik.”

Silicium findes ikke rent i naturen, men udvindes blandt andet fra sand ved en møjsommelig og avanceret metode. Kort sagt går den ud på, at sand smeltes ved en temperatur på over 1400 grader. Det kommer der rene, runde siliciumstave ud af, og disse skæres i tynde skiver og udsættes for stråling i en atomreaktor i Tyskland, som laver små huller i dem. Herefter skæres skiverne i små firkanter, som der til slut lægges fine mønstre af kobber på, der kan lede strømmen. Og wupti, så har man en mikrochip.

Omkring halvdelen af det udvundne silicium ender som spildmateriale efter udskæringen af de tynde skiver, og det er altså dét materiale, som står på Beckerlees bord, og hvis plasticitet hun lige nu er i gang med at undersøge. Hvordan det former sig og udvikler sig i hænderne, og hvordan hun kan bruge det i et fremtidigt værk.

“Mit projekt handler jo om fysikaliteten og kropsliggørelsen af det digitale, og derfor arbejder jeg med materialet helt analogt. Det er ekstremt vigtigt for mig, at der er en 1:1-relation med mit emne. At jeg selv står med det i hånden, bearbejder det og formgiver det. Hvor dét er udtrykket. På en måde kan man sige, at det, jeg undersøger, og den måde jeg undersøger det på, er det samme materiale.”

Vævet teknologi

Før Beckerlee satte hænderne i silicium, arbejdede hun i den første tid af sit forskningsprojekt med kobber som materiale. Hun ville undersøge hukommelsesteknologien, og fandt ud af, at kobber spiller en helt central rolle.

Beckerlee fandt i sin researchproces ud af, at kobber har en hukommelsesbærende funktion, og at der er en interessant sammenhæng mellem kobber, vævning og computerens opfindelse. Hun opdagede blandt andet, at tidlig hukommelsesteknologi fra 1950-70’erne, før mikrochippen blev opfundet, blev vævet i hånden med kobber, første gang af en amerikansk, kvindelig laboratorietekniker, Hilda Carpenter.

“Dén opdagelse er i en feministisk optik en spændende vinkel for at kunne indskrive endnu en kvinde i historieskrivningen. Men først og fremmest var denne tilbagevenden til vævningen enormt brugbar for mit projekt. For vævningen og mønstrene er med til at fremhæve materialet, kroppen og taktiliteten i den digitale teknologi,” fortæller hun.

Beckerlee fik adgang til Geologisk Museum, hvor hun fik fremvist kobber i en række forskellige tilstande. Blandt andet som mineral, der er det, vi graver op og udvinder kobber fra, men hun så også kobber i sin sjældne rene form.

“Der var enormt mange sammenfald af mønstre, som jeg blev nødt til at kigge nærmere på,” fortæller hun. “Hvordan kan det være, at kobber befinder sig i alle de her mønstre, både når vi bruger det i teknologien og i naturen? Det genererede en masse nye tanker hos mig om, hvordan hukommelse måske er noget, der bliver opbevaret i mønstre. Og helt spekulativt røg jeg ud i, at hukommelse er noget, vi og andre dyr låner. Vi har nemlig alle kobber i hjernen, og også her danner det et mønster med dets løbebane.”

Menneskets hukommelse er afhængig af kobber. Mangel på kobber eller en forgiftning påvirker vores evne til at huske. Den viden har fået Beckerlee til at reflektere over, hvordan vores hukommelse og alle de hukommelsesteknologier, vi producerer, ikke er noget, vi egenrådigt besidder, men noget vi låner og i høj grad skal være kobber taknemmelige for. Og at vores hukommelse, som er en meget grundlæggende og essentiel egenskab for mennesket som art, ikke er afgrænset til vores kroppe, men er dybt forbundet med jorden og dens mineraler.

Beckerlees omfattende research og materialeundersøgelse af kobber har ledt til værket Cu i Cyklus, en skulpturel installation af fem serverracks (reolsystemer, man bruger på datacentre) med hver deres vævede mønster i kobberledning.

I alt har hun brugt seks kilometer ledning, som løber mellem alle fem serverracks, men noget af den er afisoleret, så kobberledningerne er blotlagt, og med dem har Beckerlee vævet følgende mønstre:

• En kobberåre
• Chalcopyrit, som er et mineral vi blandt andet udvinder kobber fra,
• ‘core memory’, en tidlig form for hukommelsesteknologi,
• en tidlig mikrochip
• og en scanning af en mus’ hjerne, der viser kobbers løbebane.

“Alle fem serverracks er vævet sammen, så kobberledningerne løber fra den ene hen i den næste,” forklarer hun. “Både for at vise de forskellige stadier af kobber, men også for at optegne kobbers cyklus, som synes at løbe igennem både biologien, geologien og teknologien.”

En udvidet sensibilitet

Honey Biba Beckerlee har selv forfattet en tekst om sin research og om de spekulationer, der har ledt til værket. Teksten er for nyligt udkommet i tidsskriftet Kulturo som optakt til årets Alt_Cph, Mønstre i Modstand, hvor hendes værk indgår. Teksten fungerer som en slags tidlig metodeafprøvning for, hvordan Beckerlee, når hun skal afslutte sin ph.d., kan aflevere en afhandling.

“Jeg har tænkt meget over forholdet mellem skrift og praksis i mit projekt. En kunsthistoriker ville jo nok traditionelt lave nogle metarefleksioner over et værk, men som kunstner kan jeg ikke stille mig uden for mit værk og analysere på det. Derfor har jeg forsøgt mig med den her tekst, som er et forsøg på at beskrive en researchproces uden at afdække et værk.”

Der er ikke tvivl om, at de praksisbaserede ph.d.er, som stadig er en forholdsvis ny forordning i Danmark, oplever sine udfordringer og begrænsninger, fordi de er knyttet op på både et kunstakademi og et universitet. Også Honey Biba Beckerlee peger på, at forskning og videnskabelig kan se forskellige ud og have forskellige tilgange.

“Praksisbaseret forskning kan vise, at forskning ikke kun er tekst. At der findes en viden, som går ud over det sproglige. Her på kunstakademiet har vi talt meget om ‘tacit knowledge’, altså den viden, der sidder i hænderne. Jeg tror, praksisbaseret forskning er vigtig for at udvide vores forståelse af intelligens.”

Hvordan tænker du om det bidrag til forskningen, som du kommer til at levere?

“Jeg tror ikke, jeg kan bidrage med noget til biologien eller til naturvidenskaben som sådan. Jeg opererer jo først og fremmest i et kulturelt felt, med kunst der kan skubbe til vores symboler, betydninger og kulturelle forståelse af fænomener,” svarer hun og slutter:

“På mange måder handler mit projekt om at fjerne mennesket fra centrum. At vi skal skabe en selvforståelse af, hvordan vi er dybt flettet ind i den biologiske og geologiske cyklus, og at vi skal få en ydmyghed over for sårbarheden. Jeg håber, at min praksis kan bidrage til en større kulturel forståelse af vores samfund og teknologi. At jeg selv kan udvikle en udvidet sensibilitet og give det blik videre.”