Praksisbaserede kunstforskere II: Søren Dahlgaard: Den aktiverende skulptur

‘At lege godt sammen’ står centralt i Søren Dahlgaards kunstneriske virke, hvor mennesker inviteres til at male havenisser med seks meter lange pensler eller så frø med en middelalderagtig armbrøst. Det betyder medejerskab og uforudseelige værk-variationer, konkluderer kunstneren i sit praksisbaserede ph.d. projekt.

Jeg er kunstner med afsæt i skulptur. I min kunst er publikums fysiske deltagelse ofte en væsentlig del af værket og oplevelsen. Derfor arbejder jeg med begrebet ‘den aktiverende skulptur’. I et praksisbaseret ph.d. forløb på Victorian College of Art, University of Melbourne har jeg haft mulighed for at undersøge, beskrive og udlede ny teori ud fra mine arbejdsmetoder.

Min ph.d. forskning har som omdrejningspunkt tre casestudy-kunstprojekter: The Inflatable Island, The Gnome Painting Technique og The Slingshot Planting Technique.

Projekterne kombinerer kunstgenrerne action sculpture, social kunst og land art/environmental art. I krydsfeltet af disse tre genrer bliver nye versioner af værket færdiggjort gennem leg og i samspil med naturens kræfter, andre kunstnere eller publikum.
Mine værker aktiverer ofte publikum gennem leg og bygger på forestillingen om de iboende kvaliteter ved at ‘lege godt sammen’.

Den tyske 1700-tals filosof Friedrich Schiller beskriver leg som et ‘instinkt’ (spieltrieb). Ifølge Schiller bliver vi mennesker gennem legens evne til at frigøre og associere spil. Ligeledes peger den hollandske spilteoretiker Johan Huizinga på, hvordan “leg på én gang er en del af og fjernet fra hverdagen”, mens spilforsker Bernard De Koven gør opmærksom på legens eller spillets transformerende egenskaber: “Et spil kan ændre sig. Det spil, vi spiller, kan blive til noget, vi aldrig havde til hensigt, det skulle. Et spil kan etablere en ny måde at se og spille sammen på.“

De tre casestudy-kunstprojekter
The Inflatable Island – Fuppidhoo

The Inflatable Island – Fuppidhoo, tager udgangspunkt i en 8-meter lang, 3,6 meter høj og 3,6 meter bred oppustelig ø-skulptur, syet af det samme materiale, som faldskærme og varmluftballoner er lavet af. Øen vejer 20 kg, er hurtig at puste op med en el-blæser og kan pakkes i en kuffert. Ø-kunstprojektet består af tre værkserier: Øen i landskaber, The Walking Island og The Flying Island.

Øen i landskaber er en omfattende fotoserie, hvor øen er placeret i hen ved hundrede forskellige landskaber rundt om i verden. Denne værkserie begyndte i Venedig i 2013 i forbindelse med udstillingen The Maldives Exodus Caravan Show, som jeg kuraterede og producerede til Venedig Biennalen.

I denne udstilling var den oppustelige ø installeret på taget af en campingvogn, der husede udstillingen og fungerede som blikfang for udstillingen og samtidig som et symbol for klimaflygtninge-tematikken.

Læs også interview med Søren Dahlgaard: Klimakunst nytter

Fotoserien med øen i landskaberne er en udvikling af narrativet fra The Maldives Exodus Caravan Show. Udstillingsrummet – campingvognen – er ikke med mere. Øen agerer dels klimaflygtning, dels et stykke transformeret landskab og er derved en del af kunstdiskursen omkring emnerne klima, økologi og den antropocæne tidsalder. Samtidig trækkes tråde til land art og miljø/øko-kunst fra 1960-70’erne.

The Walking Island er et video værk, hvor en 3. klasse efter mine instruktioner bærer den oppustelige ø gennem deres skolegård. Det gjorde de med stor begejstring.

Deres kreativitet tilførte værket nye og utilsigtede elementer, som da de gemte sig under øen, hvorefter de rejste sig op, eller da de forårsagede, at øen roterede gennem skolegården. Eleverne udviklede fortællingen om øens rejse.

The Flying Island er en video, hvor den oppustelige ø flyver over en sandklit i den australske ørken. Det var utilsigtet, at øen skulle flyve, men det blev efterfølgende et eksempel på et frugtbart samarbejde mellem vinden og mig som kunstner.

The Gnome Painting Technique

The Gnome Painting Technique er lavet i samarbejde med den australske kunstner Tully Moore. Værket består af en installation med en havenisse i centrum, som males af publikum med 6 meter lange pensler.

Havenissen er placeret i gallerirummet på en pæl i en lille have med græs, der er omkranset af et hvidt stakit. I gallerivæggen er to huller, hvorigennem de lange pensler stikker ud. På den anden side af væggen kan to publikummer styre hver deres male-stang fra to høje stole. En skærm på væggen mellem de to huller transmitterer live-video af havenissen i galleriet.

Værket minder i sin æstetik og dynamik om computerspil men er en ren analog oplevelse. Et par franske turister, som besøgte udstillingen, malede havenissen i tre timer. De legede godt sammen.

The Slingshot Planting Technique

The Slingshot Planting Technique er lavet i samarbejde med den israelske kunstner Meir Tati. Vi har tilsammen dannet kunstduoen The Kaboom Process siden 2008.

The Slingshot Planting Technique består af en specialfremstillet middelalder-lignende armbrøst på hjul, hvorfra plantefrø-kugler affyres manuelt. Armbrøsten var tænkt som et instrument til at så lokale plantefrø i et ubenyttet, tarveligt offentligt område beliggende mellem kunstcenteret Digital Art Centre og en motorvej i forstaden Holon, syd for Tel Aviv.

Da Tati og jeg gik rundt i Holon med vores skramlede middelalder-armbrøst og affyrede plante-frø-kugler, blev en del lokale beboere nysgerrige. “Hvad var det, vi lavede? Kan vi også prøve”? Det kunne de naturligvis.

Armbrøsten igangsatte samtaler mellem lokale beboere og os kunstnere, om hvordan det offentlige rum kunne forbedres til gavn for det lokale fællesskab og blev dermed et socialt kunstprojekt. Hvordan det gik planterne efterfølgende fik mindre betydning end oprindeligt antaget.

Metode

Min metode består af følgende elementer:

Skulpturens egenskaber
Transformation af familiære objekter
Samarbejder med naturens elementer, materialer og publikum
At lege godt sammen
Gentagelser
Slapstick- og kitsch-æstetik
Skulpturobjektets aura
Generøsitet ved at invitere til fysisk og fælles deltagelse.

Den oppustelige ø, havenisse-installationen og plante-armbrøsten er skulpturer, men ikke færdige værker.
De repræsenterer et udgangspunkt til at faciliterer en proces, og det er denne proces, som udgør en væsentlig del af kunstværket. Processen, samarbejdet og selve kvaliteten af at ’lege godt sammen’ bliver i sig selv værket. Og denne kvalitet er social.

Personen, der udfører aktionen medproducerer sin egen oplevelse og har desuden et element af indflydelse på resultatet via de givne rammer, som kunstneren definerer. Elementet af frihed til at færdiggøre værket giver en følelse af medejerskab, som ikke ses ofte i kunst.

Gentagelse med variation

Fælles for øen i landskaberne, havenisserne og plante-armbrøsten er, at værket udkommer i mange –potentielt et uendeligt antal – variationer. Hver gentagelse er et nyt værk, som kan minde meget om et tidligere, men som også fuldstændig kan ændre sig.
Det medfører ikke blot, at værket består af en serie gentagelser, men samtidig at helt nye og uforudsigelige resultater/værker opstår.

Øen blev løftet op i luften af vinden – som en drage – og transformerede sig derved pludselig til en flyvende ø – eller sky – i nogle sekunder. Et utilsigtet og vidunderligt uheld, jeg ikke havde planlagt eller forestillet mig. Efterfølgende er billedet af den flyvende ø den måske mest interessante billedtransformation ud af de flere hundrede forsøg med øen i landskabet.

På denne vis besidder de aktiverende skulpturer et iboende potentiale, som først giver sig til kende ved at gentage aktionen mange gange, forskellige steder og under forskellige forhold.

Som kunstner udvælger og redigerer jeg de endelige værker og forbliver dermed den overordnede instruktør af de tilbageblivende dokumenter i form af fotografi og video.

Søren Dahlgaard: udstillingsview fra ph.d. udstilling. Foto: Søren Dahlgaard.

Skulpturobjekterne

I min ph.d-udstilling tager selve skulpturerne sig en velfortjent pause fra de mange aktioner. De hviler sig, inden de skal i aktion igen. De repræsenterer en potentielt uendelig cirkulær spiral af nye værker (gentagelser med variation) og samarbejder (oplevelser).

Konklusion

Afhandlingen konkluderer, at skulpturerne i de tre casestudy-kunstprojekter, igangsætter en proces gennem leg defineret af nogle intuitive spilleregler/ instruktioner.

Processen er i sig selv værket. Processen opstår i kraft af samarbejdet med andre mennesker, materialerne eller naturens kræfter. Kvaliteten af at ’lege godt sammen’ udgør en væsentlig del af værket. Denne kvalitet er social.

Den aktiverende skulptur udvider de tidligere forestillinger om action-skulptur og socialt engageret kunst.

Metoden med at færdiggøre nye variationer af værket i en række gentagelser gennem en ramme af ‘at lege godt sammen’ repræsenterer en mulighed for en mere nuanceret forståelse af ejerskabet i kollaborativ kunst.

Læs også om Søren Dahlgaards dejportrætter her.