René Schmidt åbner Kunsthallen Brænderigården
Brænderigården genåbnede lørdag den 19. september som et spændende nyt udstillingssted for samtidskunst.
Brænderigården genåbnede lørdag den 19. september som et spændende nyt udstillingssted for samtidskunst.
Rødderne i orden
Kunsthallens leder Karen Lintrup lagde i sin åbningstale vægt på, at René Schmidt var et helt naturligt valg, da en kunstner skulle findes til at genåbne Kunsthallen. René Schmidt har de lokale rødder i orden, og han har udviklet sig til en interessant skulptør i den unge samtidskunst.
Retrospektivt univers
Udstillingens titel er jem og fix, og det er en slags retrospektiv gennemgang af kunstnerens univers fra før akademitiden i København helt op til i dag. René Schmidt tager udgangspunkt i det moderne forbrugersamfund og alle dets produkter. Han synes især fascineret af supermarkedernes og indkøbscentrenes farverige produkter og deres fantasifulde indpakninger, og samtidig er ingen materialer og ingen virkemidler fremmede for kunstneren.
Hans kasser og cylindre minder om spillemaskiner og computerkabinetter, og han kan finde på at ophænge kludetæpper af farverige karklude. Desuden leger han med de moderne medier som video og 3-dimensionale IT-programmer.
Et futuristisk samfund
Videoer kan være en vanskelig ting at udstille. Det tager tid at sætte sig ind i et mørkt rum og falde ind i dette helt specielle univers, men de to videoer Limbo og UniGamble giver et klart overblik over kunstnerens foretrukne motiver og figurer. Et futuristisk samfund, et goldt forbrugerparadis og samtidig en fængslende lydside med en blanding af adskillige genrer.
Kloning?
Udstillingens mest markante skulptur er nok 51PEG. En menneskelignende skikkelse. Skræmmende og bizar. Måske den ultimative kloning og et udfordrende bud på, hvad fremtiden kan bringe. Og det er ikke lige rart at tænke på.
Afslappet samfundskritik
René Schmidt udnytter Brænderigårdens mange muligheder især i det store rum i østfløjen. Og så passer tingene faktisk godt til kunstnerens personlighed. En befriende, afslappet person, der pludselig kan forvandles til en skarp samfundsrevser med en særdeles kras tone.
Fakta
Udstilling
jem og fix
21 sep 2008 9 nov 2008
René Schmidt
Kunsthal Brænderigården Se kort og tider