‘Rigtige mænd hedder Torben’

Hvorfor laver han overhovedet kunst?

Dét spørgsmål rumsterer i hovedet på mig som en logisk følge af et kras møde med Dust, Kiwi, Rucola – Torben Ribes udstilling af nye værker i IMO-projects på Carlsberg-grunden.

Et møde med en ram eftersmag af jaka-bov, Sunny Beach og vingummier fra Pöetsch og idéen om kunsten og dens ophøjede karakter vakler rundt langs hjernebarken i et forsøg på at komme sig igen. Torben Ribes værker er nemlig ligeså konkrete som at blive kørt ned af en knallert 45.

Han tog sin afgang fra Det Kongelige Kunstakademi i København i 2006 med menneskestore rugbrødsskiver og trestjernet salami med garniture udskåret minutiøst i træ, og i 2009 blev han nomineret til en Carnegie Art Award.

Popkunstens parodi
Torben Ribe parafraserer, parodierer, kommenterer og kopierer kunst i ét væk. Every day, every night. "I copy therefore I AM/PM", lød for eksempel udsagnet i et af kunstnerens værker fra 2009. Og det er hverken løgn eller tænkt som en hyldest.

Nej, Torben Ribe vrænger af kunsten og dens opstyltethed, latterliggør den gode smag og idéen om kunst som en vej til den dybe erkendelse af eksistensen, ironisk eksemplificeret i det tidligere værk How Eternity Works – a practical guide fra 2008. En kropsstor men tom bog med en lovende titel og en forsideillustrationen, der viser, ja, en skive trestjernet.

Når Ribes værker fungerer er de utrolig morsomme, samtidig med at de rammer kunstens selvtilstrækkelighed i mellemgulvet – nej undskyld, det er for uskyldigt; midt i fjæset. Og på den vis refererer Ribes værker til popkunstens ironiserende opgør med dybden og kunstens ophøjede karakter.

‘Rigtige mænd maler abstrakt’
Torben Ribe vil ikke aflive kunsten, men synes snarere at søge en ny ærlighed, en ny værdi, der ikke bygger på omsættelighed i kunstmarkedet eller utopiske funktionsmærkater. Kunst skal udfordre selvfedmen, det forudbestemte, det skønne – den gode smag.

Det er ikke tilfældigt, at Ribe ofte bliver associeret med sine rugbrød, for det er her hans projekt har været tydeligst. Det er et no-bullshit-værk, der meget konkret kommenterer ‘den gode smag’, og som samtidig leverer et grovkornet spark til kunsten.

Det er heller ikke bare for sjov, at han tidligere har produceret en t-shirt med teksten: ‘Rigtige mænd maler abstrakt’ i velkendt ølmavestil. For i det abstrakte (og absurde) ligger også en reel frihed.

Den komplekse fordom
Den aktuelle udstilling Dust, Kiwi, Rucola tørner frontalt ind i vores ideer om skønhed, det forudbestemte og ophøjede, dog i en noget mere kompleks og svært fordøjelig form.

Titlen refererer til farvehandlerens navne på cremet grå (Dust), pastelgrøn (Kiwi) og mørkegrøn (Rucola) og tæller en serie udskårede vægge sat i scene på kradse baggrundsfarver med utrolig grimme tapet-fragmenter, abstrakte flader, håndtag i børstet stål, stikdåser, kulørte lamper, afskårne ledninger, menneskelige efterladenskaber som madrester og ubehjælpelige forsøg på lappeløsninger og fugtskader.

Der er formentlig ingen af udstillingens værker, der ville gå på borgmester-kontoret, og hvis det kreative segment tog på IMO i samlet flok ville reaktionen være således:

Kvalme, begyndende hovedpine, spredt desperat latter og overbærende ryst på hovedet.

Men det er netop denne enighed, Ribe konfronterer. Han vil ud over smagen, rense kunsten for fordomme, for til sidst at hylde kunsten som fri og kritisk udtryksform.

Parodier med potens
Men hans brændsel er, om han vil det eller ej, selvsamme fordom – også hans egen! Værkerne er fulde af floskler, parodier fra samtalekøkkenet, fladskærms-stuen, folkekulturens provins, om man vil.

I samme nu igangsætter han betragterens blik, smagsdomme og fordomsfulde associationer. Præcis ligesom farvekodernes postulerede sandhed om, hvilken farve ‘rucola’ har og hvad ‘rigtige mænd’ gør.

Det er ikke et nyt opgør, men Ribe formår at investere sig selv og give opgøret ny aktualitet, konfronterende kant og humoristisk bid med for eksempel Carpe Diem Mom, Colours of Harmony (Pregnant) og Silk Skin, Spa, Pasta. Værker, hvis titler er fyldt med netop helt igennem forlorne udsagn og umulige associationer.

Det er altsammen mentale konstruktioner, der er skabt i konformitetens navn, og som Ribe er et aktuelt – og meget interessant – modsvar til.