Rikke Benborgs digitale saks klipper huller i verdens overflade

Frame by frame…
Benborgs videoværker skabes overvejende af allerede eksisterende materiale, ofte gamle arkivfilm, som bærer lidt af deres historie med sig ind i den nye kontekst. Det kan tage op til 600 timer at producere bare en enkelt scene frame by frame. ”Men selvom processerne er langsommelige og jeg nogle gange forbander den måde, jeg har valgt at arbejde på, så føler jeg mig også nærmest afhængig af det.”

Benborg er velbevandret i filmhistoriske temaer og stilarter, og på det æstetiske plan såvel som i metoden er der referencer til film af ældre dato. I de sort hvide billeder af skæve rum afsøges de magiske og surreelle afkroge, og tankerne ledes hen på film som Wienes Doktor Caligari’s Kabinet (første spillefilm, der brød med filmgenrens stræben efter realisme).

Deliriumsstudier
Benborgs gennembrud kom med videoværket When you see a witch in the forest who is imagining who? (2001) – et deliriumsstudie af en magisk skov optaget på digitalkamera og med Fie Norsker som en overbevisende heks i sort kostume mellem levende svampe.

Udtrykket er langt fra finpudset, men konceptet er klart – den korte film dyrker det irrationelle, og det organiske er et billede på fantasien. At der ikke findes én, men utallige sandheder, som mennesket og kunsten vokser ud af, bliver et gennemgående tema i Benborgs værker. Flere af dem er skildringer af drømmelignende tilstande, der leger med variabler af virkeligheden og som – ikke ulig surrealismen – på én gang forsøger at opløse og adskille tid og rum.

Dislocations, loops og gentagelsens princip
The End (2005) er en imponerende billedcollage, mestendels fra en gammel amerikansk Lumberjack-dokumentar. Filmen looper i en 365 graders bevægelse, hvor træer konsekvent fældes mellem skovens dyr. ”Gentagelsen, eller loopet, er karakteristisk for måden jeg arbejder på“ fortæller Benborg. “Loopet skaber perfektion, monotonitet, trivialitet – det er en gangart uden afvigelser. Denne tilstand af stilstand, og dette vacuum i tid, interesserer mig.“

I The Dream (2006) er den uforløste fornemmelse og loopformen intakt, men filmen er mere unheimlich. Temaet kredser, præcis som den sorte ravn i videoen, om det at vokse fra et sted – at føle sig fremmed i det hjemlige. Den unheimliche undertone forstærkes i disLOCATIONS (2007), hvor en kingkong kæmpekvinde digitalt brutalt er klippet ind i et storbymiljø.

Straffen for (mis)brug af kvindelighed
Med den digitale saks og skærmen som redskaber brugte Rikke Benborg tre vintermåneder på at dissekere en scene fra Hitchcocks Fuglene (1963) for at erstatte Tippi Hedren aka Melanie Daniels med hende selv. Scenen er netop den, hvor Hitchcock lader den sidste bastion, hjemmets fire vægge, falde og fuglene trænge ind på den apatisk hjælpeløse kvinde.

For all the times I used my sexuality to get what I wanted (2007) handler om kønspolitik: ”Selvom det ikke er en af de ting, jeg generelt arbejder med, så er det udgangspunktet i dette værk. Filmen har altid fascineret mig, men når jeg genser den nu, er det ikke længere frygten, fuglene og undertonerne, der fascinerer, men netop den åbenlyse og typiske skildring af kvinden som hjælpeløs. Det ville jeg påpege, men hen ad vejen begyndte arbejdet at føles som en straf – netop for alle de gange, hvor jeg selv har påtaget mig rollen som hjælpeløs kvinde for bekvemmelighedens skyld. Men fremfor alt undrer det mig, at tingene er som de er. Jeg vil gerne klippe huller i verdens overflade.”

Horrorcaberet
I februar 2007 bevægede Benborgs arbejde sig fra det digitale ud i det virkelige rum. Det kom til udtryk i værket It’s a poor sort of memory that only works backwards, der var et 10 meter langt Ames-rum.

Dette fangede tilsyneladende Benborgs interesse, og alt tyder på at vi også kan opleve hende i teaterkonteksten fremover. Hun er ved at indgå et samarbejde med Teatergruppen Paa Kanten, hvor hun skal lave scenografi til en vaskeægte horrorcabaret.

Det kan virkelig blive interessant – især hvis hun formår at overføre den rumopfattelse og det visuelle udtryk, der præger hendes videoværker, til scenografien. Tænk sig at se Ames-rum brugt på scenen til horrorforestillinger. Den unheimleche fornemmelse kan ligefrem blive Benborgs scenografiske emblem.