Så går startskuddet til KURS
På lørdag åbner Vestsjællands Kunstmuseum den første af ialt fem udstillinger, som er skabt i samarbejde mellem fem sjællandske museer.
På lørdag åbner Vestsjællands Kunstmuseum den første af ialt fem udstillinger, som er skabt i samarbejde mellem fem sjællandske museer.
info
KURS er et nyt udstillingsfællesskab mellem fem kunstmuseer i Region Sjælland. Den første fælles kunstbegivenhed KURS: HAVNEN, HØJEN, SØEN, TORVET, TRÆET sætter fokus på fem topografiske landskabstemaer, der kendetegner de områder, museerne er del af. På én fælles billet kan man opleve mere end 50 aktuelle danske og udenlandske kunstneres fortolkninger og fortællinger om det enkelte museums tema.
Udstillingerne
KURS: SØEN på Vestsjællands Kunstmuseum spørger hvilke betydninger og forestillinger, der knytter sig til søen. Hvad er det, vi søger i naturen? Kan kunsten udvide vores forestilling om, hvad søen og vandet kan bruges til? I alt 14 kunstnere fra såvel Danmark som udlandet udforsker med deres værker Sorø Sø som sted og søen som et traditionelt motiv i kunsthistorien. Med udgangspunkt i museets beliggenhed nær søen og museets samling af søskildringer fra 1800-tallet tegner udstillingens kunstnere to bevægelser, som kan sammenfattes under overskrifterne søen i kunsten og kunsten i søen. Åbning lørdag den 15. august
KURS: HØJEN på Odsherreds Kunstmuseum sætter fokus på højen som topografisk størrelse, begreb og fænomen ved at vise en række nutidseksempler på kunstværker, der relaterer sig til højen/bjerget. Højen er et markant punkt i landskabet, men bærer samtidigt på et indhold – et mylder af liv og spor af levet liv. Udstillingens værker viser, at højen er et skatkammer af mystik og forunderlighed og den appellerer både til nøgtern nysgerrighed og til evnen til at fabulere, fundere og forundres. Åbning lørdag den 22. august
KURS: TRÆET på Fuglsang Kunstmuseum stiller skarpt på træet både som begreb, motiv, materiale og som metafor for visuelle erkendelser som det overordnede landskabelige aspekt. KURS: TRÆET vil udforske træets mange forskellige betydninger, og en række både danske og udenlandske samtidskunstnere vil give deres bidrag til fortolkning af træet som kunstnerisk tema. Kunstnerne udfordrer natur og museum, hvor værkerne dukker uventet og overraskende op, bl.a. en stjerneprojektor på 4,5 m udført i træ! Åbning torsdag den 3. sept.
KURS: TORVET på Museet for Samtidskunst lader otte kunstnere og kunstnergrupper etablere hver deres dialog med torvet. Værkerne, hvor hovedparten er produceret særligt til lejligheden, knytter sig på forskellig vis til torvet, og bevæger sig omkring begreber som fortælling, historie, utopi, erindring og socialitet. Udstillingen breder sig ud over museumsrummet, ud på Stændertorvet og Hestetorvet, som begge er markante torve i Roskilde. Åbning fredag den 4. sept.
KURS: HAVNEN finder sted på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum (tidligere Kunstmuseet Køge Skitsesamling). Her sætter 16 kunstnere med en række nye og eksisterende kunstværker fokus på havnen med dens historie, liv og fortællinger. Mellem fiskekutterne dukker Marianne Jørgensens paradisiske ø op, og i Åbassinet har FOS skabt en flydende kulturpavillon, Osloo, der både har radiostation, bar og et omfattende arrangementsprogram om bord. På KØS træder man i Randi og Katrines totalinstallation direkte om bord på en færge og løber senere på flaskeposter med indbygget skibsbrud af Alexander Tovborg, mens Peter Callesen vender tilbage til barndommens leg med papirsbåde – nu med sig selv om bord. Åbning lørdag den 5. september.
Fakta
Udstilling
KURS
15 aug 2009 17 jan 2010
Fakta
KURS er støttet af Region Sjælland, Kulturministeriet, Kulturarvsstyrelsen, Kunstrådets Billedkunstudvalg, Kunstrådets Internationale Billedkunstudvalg, Ny Carlsbergfondet, Højesteretssagfører Davids Legat For Slægt og Venner, Køge Kyst.