Sammen om kunsten: Kulturminister og fonde står sammen i nyt initiativ

13. maj 2020

Kulturministeren og en række af landets førende kunst- og kulturfonde er gået sammen i et samarbejde, der bakker op om nye kunstprojekter under COVID-19.

SUPERFLEX: One Two Three Swing! på Copenhagen Contemporary, 2018. Foto: Anders Sune Berg

Kulturministeren og en række af landets førende kunst- og kulturfonde er gået sammen i et samarbejde, der bakker op om nye kunstprojekter under COVID-19.

Kulturministeren og en række af landets førende kunst- og kulturfonde er gået sammen i et samarbejde, der bakker op om nye kunstprojekter under COVID-19.

Det nye initiativ Sammen om kunsten har til formål at understøtte, at kunstnere og kunstlivets institutioner kan udvikle og præsentere kunstoplevelser til publikum under de restriktioner, som coronakrisen bevirker, og under den delvise genåbning. Indsatsen har ligeledes til formål at skabe grobund for udvikling af nye kunstneriske udtryk og koncepter.

Foruden kulturministeren deltager Statens Kunstfond, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Bikubenfonden og Det Obelske Familiefond. Bl.a. har Statens Kunstfond afsat 5 mio. kr. til initiativet, ligesom kulturministeren også ønsker at bakke op med 5 mio. kr.

Mulighed for at nytænke

Med den fælles indsats ønsker fondene og kulturministeren at invitere kunstnere, kunstnergrupper og kunst- og kulturinstitutioner til at udvikle og afholde nytænkende kunstoplevelser her og nu inden for rammerne af coronakrisens restriktioner. Samtidig er det ønsket, at der skabes rum til eksperimenter og udvikling af nye udtryk og koncepter, som kan efterlade varige spor. Sammen om kunsten kommer til at indgå i et partnerskab med DR, så formidlingsperspektivet i de initiativer, hvor det er relevant, kan styrkes.

Kulturminister Joy Mogensen udtaler om initiativet: ”Kunsten er hårdt ramt lige nu. Kunstnerne kan ikke gå på scenen og nå publikum, som de gjorde det før. Alligevel ser vi utrolig mange rørende og kreative kunstoplevelser, som finder vej gennem skærmen eller op til vinduet. Jeg ønsker at bakke op om dette nye initiativ og derved hjælpe til, at nye formater kan gro og møde endnu flere i den her svære tid.”

Størstedelen af traditionelle kulturtilbud er berørt af COVID-19, og det medfører en udfordring med at få kunsten og kulturen ud til danskerne i en ekstraordinær tid. Med det nye initiativ  opfordres kunstnere og kulturinstitutioner til at ansøge om midler til projekter gennem de deltagende fonde.

Kilde: Statens Kunstfond og Kulturministeriet

Fakta

Kulturministeren ønsker at støtte initiativet med 5 mio. kr. til puljen og vil søge om opbakning til det i Folketingets Finansudvalg. Dertil støtter Statens Kunstfond med 5 mio. kr. De øvrige fonde afsætter midler til projekter i tråd med deres individuelle kriterier og støtteområder. Sammen om kunsten vil ske i et partnerskab med DR, så formidlingsperspektivet i de initiativer, hvor det er relevant, kan styrkes. Puljerne vil blive slået op hurtigst muligt.