Sasha Huber: “Jeg vil tage mig af dem, der lever i efterlivet fra slaveriet”

Sasha Huber har i mere end 10 år arbejdet med at omskrive kolonialismens historie. Det indebærer blandt andet at omdøbe bjerge og gletsjere navngivet efter en racistisk videnskabsmand fra 1800 tallet. Kunsten.nu mødte kunstneren på Galleri Image i Aarhus til en samtale om udstillingen AGASSIZ (ALL) OVER.

Sasha Huber bor i Finland. Hun blev født i Schweiz i 1975 af en schweizisk far og haitiansk mor, der mødte hinanden i New York, og hendes liv er i det hele taget internationalt; International uddannelse, internationalt ægteskab, internationalt kunstarbejde.

Hun har således arbejdet og udstillet over det meste af verden – Brasilien, USA, New Zealand m.fl.. Nu udstiller hun for første gang i Danmark, i Aarhus, på Galleri Image, og her møder jeg hende en regnfuld fredag formiddag. Ferniseringen finder sted senere samme dag og udstillingsrummet er stadig ved at tage form. Her fører hun mig gennem udstillingens værker, imens der bliver pudset, hamret og installeret.

“De haitianske rødder blev afsættet for mit arbejde som kunstner. Det gav mig lyst til at grave dybere og spørge, hvorfor tingene er, som de er”, fortæller hun: “ Hvor stammer dette had og den racisme fra, som stadig er så tilstedeværende i dag? Udgangspunktet for mit arbejde blev Haiti og kolonialismen – og siden har det udviklet sig derfra”.

Arven fra Agassiz

Udstillingen i Galleri Image kredser om Louis Agassiz, en berømmet schweizisk glaciolog fra det 19. århundrede, der med sin forskning fik placeret sig selv på landkort over hele verden som navngiver af bjergtoppe, vandfald og deslige – deraf titlen Agassiz (All) Over.

Den mindre kendte side af Agassiz’ virke er hans arbejde for at bevise den sorte races underlegenhed overfor den hvide, ariske race. Dette gjorde han særligt gennem den dengang revolutionerende teknologi, fotografiet.

På udstillingen er der syn for sagen i form af et videoværk, hvor en skuespiller udklædt som Louis Agassiz fremfører den fiktive forelæsning My Racism is a Humanism, hvori den berømte glaciolog forsøger at retfærdiggøre sine teorier.

I 2008 involverede Huber sig i kampagnen Demounting Agassiz – en kampagne der arbejder for at belyse Louis Agassiz’ racistiske arbejde og lære – “En lære der på sin vis inspirerede til den racisme, vi fortsat ser i dag”, slår Huber fast.

Siden har hun næsten udelukkende arbejdet med og udstillet værker med dette afsæt.

En navnefratagelsesceremoni

Det vægtigste værk på udstillingen er videoen KARAKIA, som indtager et helt rum for sig selv – og resten af galleriet med sin lydside.

På en gletsjer, opkaldt efter Agassiz, i Aotearoa i New Zealand, står Jeff Mahuika, en newzealænder af maorisk oprindelse, og Sasha Huber selv. Her udfører han en “navnefratagelseceremoni”.

“Idéen var at rense og frisætte stedet fra dets associationer til Agassiz, frem for at give det et nyt navn”.

Et bjerg får nyt navn

Værket og ceremonien minder til forveksling om et værk, Huber lavede nogle år tidligere på bjerget Agassizhorn i Schweiz. Her omdøbte hun bjerget til Rentyhorn (Renty var navnet på en af Agassiz’ slaver) ved at plante et nyt navneskilt i bjergsiden. Ligesom i New Zealand, var den symbolske betydning her lige så vigtig som den fysiske indgriben.

“Selvom det var symbolsk, blev det virkeligt gennem selve handlingen”, fortæller hun.

Sasha Huber kalder godt nok sig selv for kunstner, men hendes kunst synes at overskride kunstens forudbestemte rammer. F.eks. vil hun nødigt kalde værkerne for performances:

“Jeg kalder det intervention og ikke performance. For mig er en performance noget, hvor der er et publikum, og hvor der finder noget mere konventionelt kunstnerisk sted. Det her er mere en aktion, en enpersons-demonstration”, forklarer hun.

Historien er altid til diskussion

Sasha Hubers ærinde er at præsentere historien fra synspunkter, vi sjældent har indtaget.

“Jeg er meget interesseret i diskussionen af noget, der synes urokkeligt og måske endda at bidrage til en omskrivning af historien. Selvom den ser ud til at være endelig, er historien altid til diskussion”.

Og hvordan bærer man sig så ad med det? At omskrive historien, at hive i trådene? Sasha Huber forsøger ad forskellige veje. For det første hiver hun Louis Agassiz frem i lyset.

Selvom det kan se ud som om, at hendes værker særligt handler om Agassiz og hende selv, påpeger Huber, at dette langt fra er den egentlige hensigt:

“Det kan se ud som om, at jeg sætter Agassiz i centrum, men min egentlige interesse er faktisk at tage mig af dem, der lever i efterlivet af slaveriet, at passe på dem der er påvirket af mennesker som ham. Han er et eksempel. Jeg er interesseret i den generelle historie om racisme, men det her er en meget fokuseret måde at udforske det”.

Huber – et symbol for mennesker påvirket af kolonialismen

Derfor er Huber selv, hendes intellekt og krop også kun et eksempel, en repræsentation. På seks fotografiske selvportrætter, der indgår i udstillingen, har hun placeret sig i seks forskellige landskaber, alle opkaldt efter Agassiz.

Gennem sin fysiske tilstedeværelse symboliserer hun de mennesker, der var påvirket af Agassiz og som ligesom landskaberne blev koloniseret.

“Med mine værker forsøger jeg at vende noget negativt til noget positivt”, afslutter Sasha Huber.