Seks internationale kunstnere udvalgt til artist residency-programmet Malt AIR
Juryen bag artist residency-programmet Malt AIR har nu fundet de kunstnere, som får tilbudt ophold i Ebeltoft i perioden september 2020 – juli 2021.
Juryen bag artist residency-programmet Malt AIR har nu fundet de kunstnere, som får tilbudt ophold i Ebeltoft i perioden september 2020 – juli 2021.
info
Juryen bag artist residency-programmet Malt AIR har nu fundet de kunstnere, som får tilbudt ophold i Ebeltoft i perioden september 2020 – juli 2021.
Tre måneder med fast base og eget atelier på Maltfabrikken i Ebeltoft, introduktion til den danske kunstscene, socialt netværk og faglig sparring hos Kunsthal Aarhus, Statens Værksteder for Kunst og tilknyttede mentorer. Det er, hvad seks kunstnere fra seks forskellige lande netop har fået tilsagn om. De vil dermed tilsammen udgøre anden årgang af kunstnere i det eftertragtede artist residency.
De seks udvalgte kunstnere kommer fra næsten alle verdenshjørner: Ludovic Beillard fra Frankrig, Chih-Chung Chang fra Taiwan, Jonna Kina fra Finland, Heo Chan-mi fra Sydkorea, Mahbub Jokhio fra Pakistan og Paola Monzillo fra Uruguay.
”Midt i Corona-stilheden er det befriende at opleve, hvordan kunstverdenen stadig lever og lægger planer for fremtiden. Vi har fået positive tilsagn tilbage fra kunstnerne, og vi har mere end nogensinde brug for den internationale udveksling og det kunstneriske fællesskab, som kunstnerresidensen repræsenterer,” siger Vibeke Wang, projektleder på Maltfabrikken.
Kim Haeju, direktør ved Art Sonje Center i Sydkorea var jurymedlem i udvælgelsen af de seks kunstnere. Hun fortæller, at det har været berigende og overvældende at læse de mange kvalificerede ansøgninger igennem. ”Det er en fantastisk mulighed kunstnerne får i Danmark, og omvendt får jeres land nye, internationale strømninger, som uden tvivl vil efterlade aftryk og give udsyn,” (red.), fortæller hun.
Om kunstnerne
Chih-Chung Chang (Taiwan, f. 1986) arbejder med spændingsforholdet mellem menneske, civilisation og natur. Hans udgangspunktet er industrihavne og den maritime kultur, der findes her, og han baserer ofte sine værker på tekst, som tager form i totalinstallationer med video, maleri, historiske dokumenter og fotografi, eller han arbejder med stedspecifikke sociale pop-up-værker og workshops. Chang ønsker at undersøge havnene i Ebeltoft og Aarhus. Dels vil han undersøge, hvordan vi i Danmark forholder os til miljøet og forurening i havnene, dels vil han grave historier frem om, hvordan havet og skibe forbinder mennesker, og genfortolke dem set fra et østasiatisk perspektiv.
Jonna Kina (Finland, f. 1984) kombinerer i sine værker ofte video, billede, lyd og installation. Hun vender op ned på tingene og fordrejer virkeligheden en anelse, så den fremstår absurd og komisk. Hensigten er at aktivere publikums nysgerrighed og forudfattede forestillinger om, hvad man ser på og lytter til. Jonna Kina ser særligt frem til at tage del i det danske kunstmiljø og i nye fællesskaber, da hun finder stor inspiration i udvekslingen, i kritisk konstruktiv dialog og i nye relationer. Desuden baserer hun ofte sine værker på samarbejde med folk fra forskellige erhverv, kulturer og samfund.
Heo Chan-mi (Sydkorea, f. 1991) arbejder med det traditionelle kunstmedie, maleriet, men i stedet for at bruge pensler, maler hun med tæpper – ofte som et led i en performance, hvor hun både svøber sig i tæppet og bruger det som maleredskab. Hendes kunstneriske praksis stiller spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig definerer det at male, og de normer, det er forbundet med. Heo Chan-mis ekspressive malerier har landskabet som motiv, og hun skriver sig dermed ind i en tung tradition af landskabsmaleri, som hun samtidig forsøger at frigøre sig fra. Chan-mi ser frem til at udforske landskabet i og omkring Ebeltoft og opdage, hvordan den fremmede og ukendte natur vil påvirke hendes måde at gengive det på.
Ludovic Beillard (Frankrig, f. 1982) arbejder i et bredt felt med skulpturer, malerier og installationer. Med inspiration fra religiøse skulpturer, commedia dell’arte og det groteskes æstetik inkorporerer han referencer og anekdoter relateret til middelalderen og gotikken i sine værker. Med vinduet som et ofte anvendt motiv får man i Beillards værker fornemmelsen af at kigge ind i et andet univers, omgærdet af mystik og alkymi.
Mahbub Jokhio (Pakistan, f. 1992) spænder bredt med sine værker, såvel indholdsmæssigt som stilistisk. Han arbejder med temaer som historie og religion, kærlighed, død og natur, i medier, der strækker sig fra collager og maleri til video og performance. Jokiho fremhæver klimaforandringernes effekt på havene – fra livet i havet til havstandenes stigning – som et tema, der har hans særlige interesse. Med arbejdstitlen ”Noah’s Dream” vil han undersøge, hvordan vi i Danmark generelt, og Ebeltoft i særdeleshed, forholder os til havet og klimaet, med henblik på at finde nye strategier for, hvordan vi håndterer de naturmæssige forandringer.
Paola Monzillo (Uruguay, f. 1986) arbejder i collage, tegninger og installationer. Hun er særligt optaget af at forstyrre og udfordre den neutralitet, som vi oftest ubevidst tillægger geografiske kort og historiske data. Hun stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor disse repræsentationssystemer ser ud, som de gør, og påpeger, hvordan deres udformning er forbundet med politisk magtudøvelse. Fx har hun studeret kontrasterne mellem kartografier af indfødte amerikanere og spanske kolonisatorer – undersøgelser, som tager form af collager, tegninger og installationer. Senest har hun undersøgt myterne om vikingerne, hvilket også vil være genstand for hendes arbejde i Danmark.
Kilde: Maltfabrikken
Fakta
Malt Airs jury består af: Jacob Fabricius, direktør, Kunsthal Aarhus Tanja Nellemann Kruse, udvalget for billedkunsterisk virksomhed, Statens Værksteder for Kunst Vibeke Wang, Projektleder, Maltfabrikken Kim Haeju, Depute Director, Art Sonje Center, Seoul, South Korea Malt Airs kunstfaglige mentorer er: Toke Lykkeberg (kurator ved Tranen), Birgitte Kirkhoff Eriksen (Direktør på Museet for Samtidskunst), Charlotte Sprogøe (kurator), Anna Krogh (kurator ved Brandts), David Hilmer (kunstner og researcher), Christian Andersen (galleriejer), Bianca D'Alessandro (galleriejer og kurator), Søren Taaning (kunstner), Stine Hebert (dekan på Kunsthøgskolen i Oslo), Kasper Bonnén (kunstner) og Julia Rodrigues (kurator).