Sif Itona Westerberg har skabt et sennepsfrø

Af
13. august 2026

Sif Itona Westerberg har skabt en skulpturel portal til Frederiksberg Kirke, lavet af gasbeton og marmor.

Sif Itona Westerberg. Foto: Lizette Mikkelsen

Sif Itona Westerberg har skabt en skulpturel portal til Frederiksberg Kirke, lavet af gasbeton og marmor.

Af
13. august 2026
Hvordan skaber man et kunstværk til en kirke? Et rum, hvor mennesker kommer for at døbe deres børn, fejre kærligheden eller tage afsked med dem, de har mistet. Et rum, hvor kunsten ikke blot skal ses, men leve side om side med ritualer, tro og århundreders historie.
”De sagde egentlig bare, at det skulle forholde sig konkret til Bibelen. Ellers måtte jeg fortolke opgaven, som jeg ville.”
Opgaven kom gennem Ny Carlsbergfondet, som sammen med kirken ønskede et stedsspecifikt værk.
Resultatet er Sennepsfrøet, et permanent værk til Frederiksberg Kirke.
Et monumentalt relief i gasbeton og marmor, der tager afsæt i Jesu lignelse om sennepsfrøet.
For Sif Itona Westerberg blev det en opgave, der både tiltrak og udfordrede hende. I mange år har hun arbejdet med naturens betydning og med mytologiske fortællinger, der ligger forud for kristendommen.
Et gennemgående tema i hendes praksis er menneskets forhold til naturen – og særligt hvordan kristendommens natursyn historisk har flyttet mennesket fra at være en del af naturen til at stå som dens forvalter.
Sif Itona Westerberg: <i>Sennepsfrøet</i>, Frederiksberg Kirke, 2026, Foto: Anders Sune Berg
Sif Itona Westerberg: Sennepsfrøet, Frederiksberg Kirke, 2026, Foto: Anders Sune Berg
”Det har været et spænd, jeg har været ret interesseret i. Hvordan forholder vi os i en samtidig klima-ubalance til vores forbindelsespunkter til naturen?”
Netop derfor blev opgaven også særlig interessant. Hun ønskede ikke at lægge sit eget kunstneriske ståsted fra sig, men at lade det indgå i en respektfuld dialog med kirkerummet.
”Jeg gik længe og var bare sådan: Hvordan fanden knækker jeg den her? Det føltes næsten ikke, som om der var nogle sprækker, jeg kunne komme ind ad.”
Hun vidste allerede, at værket skulle udføres i gasbeton og marmor. Hun havde en fornemmelse af formen. Men fortællingen manglede.
Et egetræ på kirkegården
Vendepunktet kom på Frederiksberg Kirkegård. Sif Itona Westerbergs mormor er begravet der, men hun havde ikke besøgt gravstedet i mange år. Med sin mor i telefonen fandt hun gravstedet.
”Jeg sagde: Der står et stort egetræ.”
Så fortalte moderen en historie, hun aldrig havde hørt. Hendes mormor skulle have haft et spiret agern i lommen, da hun døde. Familien plantede det ved graven, og siden voksede træet op.
”Det gav mig følelsen af, at skyerne lettede. Lige pludselig var det bare sådan: Eureka.”
Detaljer fra Sif Itona Westerberg: <i>Sennepsfrøet</i>, Frederiksberg Kirke, 2026, Foto: Anders Sune Berg
Detaljer fra Sif Itona Westerberg: Sennepsfrøet, Frederiksberg Kirke, 2026, Foto: Anders Sune Berg
Sennepsfrøet
Efter oplevelsen på kirkegården ringede Sif til kirkens præst, Pia. Sammen begyndte de at lede efter bibelske fortællinger om frø og træer. Til sidst faldt hun over lignelsen om sennepsfrøet. Det blev nøglen.
”Jesus bliver spurgt, hvordan man kan beskrive Guds rige. Det er som det mindste frø. Du skal plante det, du skal vande det, du skal pleje det. Men når du har gjort det, skal du også træde et skridt tilbage. Så må du overlade det til noget større.”
Den balance mellem at handle selv og have tiltro til noget større blev værkets centrale idé.
”Du kan ikke overlade alt til de højere magter. Du er nødt til at tage lidt ansvar og gøde din jord og passe på den. Men der er også et element af, at der er noget, der er større end os selv.”
Forbindelser
Samtalen om sennepsfrøet glider hurtigt over i noget større.
”Kernen i alt, hvad jeg arbejder med – og i virkeligheden meget af den måde, jeg er skruet sammen som menneske – handler om forbindelse. Jo mere vi forbinder os til ting, jo mere kan vi både få og give, og jo bedre bliver vi til at passe på dem.”
Kirker er et rum, som betyder sindssygt meget for dem, der bruger det. Om du er der en enkelt gang til en begravelse, eller om du står til et bryllup, eller om det er her, du kommer ind og finder fred, så er det et rum, der virkelig betyder noget.

Sif Itona Westerberg

Omsorg og ansvar
Sennepsfrøet breder sig hen over kirkens udgangsvæg, men man behøver ikke kende til hverken lignelsen om sennepsfrøet eller Sifs konkrete historier for at få noget ud af værket.
På den venstre side af døren står tre kvinder over hinanden. Det var faktisk udgangspunktet for hele værket.
”Det bliver nødt til at være tre kvinder, fordi det er min mormor, min mor og min datter.”
Den første figur bærer et tomt hul i brystet. I den næste spirer en plante frem. I den tredje vokser et helt træ. For Sif er figurerne også et billede på troens bevægelse – fra ikke at have den, til at lade noget spire, og til måske at have en tro, der er så stærk, at den kan favne andre.
På den modsatte side har Sif Itona Westerberg placeret mandlige figurer, der sår, vander og passer frøene.
”Det er meget sjældent, at vi i bibelsk sammenhæng ser mænd i omsorgspositioner. Så derfor havde jeg lyst til, at det var en mandlig figur, der stod og holdt et barn.”
Detaljer fra Sif Itona Westerberg: <i>Sennepsfrøet</i>, Frederiksberg Kirke, 2026, Foto: Anders Sune Berg
Detaljer fra Sif Itona Westerberg: Sennepsfrøet, Frederiksberg Kirke, 2026, Foto: Anders Sune Berg
”Jeg tænkte den som troen på den ene side og ansvaret på den anden,” forklarer Sif, mens hun peger.
Kvinderne repræsenterer troen – det at læne sig ind i noget, der er større – mens figurerne på den modsatte side repræsenterer ansvaret; omsorgen for at så, vande og passe det, der skal vokse. ”Du skal gøre noget, du skal drage omsorg og du skal plante og vande.”
Midt i værket over døren vokser selve sennepsfrøet frem. Her fylder rødderne lige så meget som det, der kan ses over jorden.
”Det var alt det, der sker under jorden, som jeg havde lyst til at vise.”
På vej ud
Man møder ikke værket, når man træder ind i kirken. Man møder det, når man går.
Sif Itona Westerberg har selv været til flere begravelser i Frederiksberg Kirke. Hun beskriver øjeblikket, hvor kisten bæres ud gennem døren, som et af de sværeste.
Sif Itona Westerberg: <i>Sennepsfrøet</i>, Frederiksberg Kirke, 2026, Foto: Anders Sune Berg
Sif Itona Westerberg: Sennepsfrøet, Frederiksberg Kirke, 2026, Foto: Anders Sune Berg
”Så kommer virkeligheden, og bilerne brager forbi derude. Det er et frygteligt øjeblik, hvor man skal forlade et trygt rum. Det var faktisk meget med det øjeblik i mente at værket opstod, som sådan en lille omfavnelse på vej ud.
Hun håber ikke, at værket kan tage sorgen væk. Men måske kan det følge mennesker et lille stykke.
”Måske vil jeg gerne have, at man genkender sig selv i det ulykkelige, når man lige har mistet. Eller genkender sig selv i omsorgen, hvis man lige har sat et barn i verden.”

Om Sif Itona Westerberg

Sif Itona Westerberg er født i 1985 og bor og arbejder i København.
Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2014.
Sif Itona Westerberg arbejder primært med skulptur, relieffer og større installationer.
Hendes ofte anvendte materiale er gasbeton, som hun sirligt bearbejder ved at mejsle motivet omhyggeligt frem i materialet.
Hun er repræsenteret med værker i samlinger på bla. ARoS, Brandts, Malmö Kunstmuseum og Museet for Religiøs Kunst.