Hvad skal vi med kunstner-sammenslutninger?

Har kunstner-sammenslutningen overlevet sig selv som en uddøende, historisk dinosaur, eller er den et relevant bud på et nutidigt kunstnerinitieret fællesskab?

Kunstner-sammenslutningerne er et særligt dansk fænomen, der ikke forekommer andre steder end i Danmark, end ikke i de andre nordiske lande, som ellers ligner os på de fleste områder – også når det gælder kunstens organisering.

En kunstner-sammenslutning er ikke en hvilken som helst form for gruppering af kunstnere, men kan mere snævert bestemmes som en gruppe kunstnere, der udstiller sammen i kraft af den særlige forudsætning, at man er medlem af en forening, der arrangerer mindst én årlig udstilling for alle medlemmerne. Nye medlemmer optages ved afstemning blandt de bestående medlemmer, og man er medlem for livstid. Kunstner-sammenslutningen må derfor ikke forveksles med den klassiske kunstnergruppe, som fx Cobra eller De Unge Vilde, der er en generationsbestemt gruppering, hvor dedikerede kunstnere i en begrænset periode er fælles om at repræsentere en bestemt kunstnerisk retning. Kunstnergruppen ophører gerne med at eksistere, når de enkelte kunstnere ønsker at prioritere deres individuelle karrierer højere, eller når gruppens dagsorden ikke længere er tidsrelevant.

Knopskydninger og forgreninger
Den enkelte kunstner-sammenslutning repræsenterer derimod ikke en bestemt kunstnerisk retning, men har gerne et diffust kunstnerisk fokus, der spreder sig i alle retninger, eftersom medlemmerne repræsenterer flere generationer og optages efter skiftende principper bestemt af de indbyrdes forskellige medlemmer. Til gengæld lever kunstner-sammenslutningen længere – længere end medlemmerne!

Den ældste kunstner-sammenslutning, Den Frie, så dagens lys allerede i 1891 for mere end 125 år siden, og blev stiftet af en gruppe unge kunstnere, der flere gange var blevet afvist på den censurerede Forårsudstilling på Charlottenborg. Sammenslutningen opstod som en protest mod det etablerede og akademiske kunstliv og rummede en blanding af meget forskellige kunstnere, der egentlig ikke havde særligt meget til fælles rent kunstnerisk. Efter nogle år opstod en ny generation, der ønskede forandring inden for sammenslutningen, og de brød ud og stiftede deres egen sammenslutning, Grønningen, i 1915.

Således fortsatte knopskydningen de næste hundrede år med en række sammenslutninger, der måske til at begynde med havde forskellige dagsordener, men med tiden er kommet til at ligne hinanden så meget, at ingen rigtig kan få øje på, hvad der egentlig adskiller de enkelte sammenslutninger på det kunstneriske plan.

Sammenslutningernes fald
I en lang periode af 1900-tallet har sammenslutningerne spillet en dominerende og magtfuld rolle i det danske kunstliv. Kunstnere, der opnåede det privilegium at blive medlem af en sammenslutning, var sikret en karriere med fast årlig udstilling på et af landets fineste udstillingssteder, Charlottenborg eller Den Frie, og kunne regne med en vis omtale og et vist salg. Faktisk udgjorde sammenslutningerne et reelt alternativ til det kommercielle gallerimarked, idet salget fra sammenslutningerne gennem flere årtier var anseligt og afgørende for mange af kunstnerne.

Men sammenslutningernes privilegier og udstillingsautomatik skulle ikke vare evigt. I 1980’erne og 90’erne fandt de yngre kunstnere andre veje til en kunstnerisk karriere, de kommercielle gallerier vandt frem, og sammenslutningerne udviklede sig mere og mere til et otium for ældre kunstnere. Sammenslutningerne besad ikke længere fordums magt og dominans, og i 2006 blev de endelig frataget et af de største privilegier, da de mistede retten til automatisk at udstille på Charlottenborg. I dag er alle de kunstnerstyrede kunsthaller, der tidligere husede sammenslutningerne, gået over til kuratorstyre, og sammenslutningerne har ikke længere automatisk ret til at udstille nogen steder, men kan ansøge på lige fod med alle andre.

Det kuratoriske problem
På alle måder er det et sundt princip, at der ikke er nogen kunstnere, der automatisk har ret til at udstille bestemte steder, og det er for så vidt også sundt for sammenslutningerne, at de nu er tvunget til at genoverveje deres eksistensberettigelse, eftersom de mere eller mindre er groet fast i en glorværdig fortid, der ikke længere findes. Så langt så godt. Men kunsthallernes kuratorstyre er et vanskeligt nåleøje at komme igennem for sammenslutningerne. Kuratorer vil have kuraterede udstillinger, og det vil for gruppeudstillingers vedkommende sige udstillinger, hvor kunstnerne er udvalgt efter en bestemt idé eller et tema, og hvor kunstnerne skal forsøge at afdække et særligt kunstnerisk felt eller en specifik kunstnerisk diskussion, som de på forhånd er fælles om og kan forholde sig til.

Men i sammenslutningerne er man udvalgt efter et kollegialt princip. Man er udvalgt over en årrække ud fra en kollegial vurdering, der handler om faglig respekt og kunstnerisk slægtskab på tværs af generationer, medier og genrer. Sammenslutningens medlemmer kan derfor været meget forskellige med hensyn til, hvorvidt de forholder sig til forskellige tematikker, og hvad de helst arbejder med.

Det strider imod kunstner-sammenslutningernes natur at lave tematiske udstillinger, hvor alle skal forholde sig til et bestemt emne, da de deltagende kunstnerne er udvalgt efter en anden præmis. Når man kuraterer, finder man de kunstnere, der passer til temaet, men her forsøger man at finde et tema, der passer til de kunstnere, man har i forvejen, og resultatet bliver som regel forlorent og mislykket. Enten finder man et skarpt og klart afgrænset tema, som kun få af kunstnerne kan forholde sig til, og resten betragter som en kunstnerisk spændetrøje, som de forsøger at komme ud af ved at lave det, de nu engang alligevel har lyst til og plejer at lave. Eller også finder man et tema, der er så bredt og åbent, at alle kan være med, men som betyder, at det hele udvandes til, at alle alligevel laver det, de nu engang har lyst til og plejer at lave. Uanset hvad er man lige vidt.

Det kollegiale potentiale
Men kunstner-sammenslutningerne rummer en kollegial tilgang, som ingen kurator umiddelbart kan erstatte, og det er både kunstnersammenslutningernes styrke og svaghed. En styrke, fordi det skaber interessante kunstnerkonstellationer på tværs af generationer og medier, der er mangfoldige, modstridende og uventede, og som giver en kunstnerisk dynamik og udveksling, der ikke ses andetsteds. Og en svaghed, fordi det nemt kan virke uklart og usammenhængende for formidlingen til publikum, da der ikke er en bestemt tematik eller entydig fortælling at hænge udstillingerne op på.

Så hvis man ønsker at udfolde kunstner-sammenslutningerne formidlingsmæssigt og undgå den tomgangsautomatik, de desværre kan rammes af, bør man benytte andre værktøjer end det udstillingstematiske. Formidlingsmæssigt skal man hellere satse på at fremhæve kunstner-sammenslutningernes naturlige fortrin i form af den kollegiale dynamik og den kunstneriske arbejdsproces. Man skal forsøge at forstærke den kollegiale dialog mellem kunstnerne, gøre den mere synlig og finde nye måder at sætte den i spil på.

Sammenslutningernes væsentligste rolle er nu at være en af de sidste kunstnerstyrede bastioner i et ellers kuratorstyret kunstliv. Ikke mindst nu hvor de kunstnerstyrede kunsthaller også er væk. Der er i sig selv ikke noget dårligt eller forkert ved det kuratorstyrede kunstliv, men det er på vej til at blive altdominerende, og der bør for mangfoldighedens skyld også være plads til de kunstnerstyrede udstillinger på de etablerede kunsthaller. Hvis man skal skære det ud i pap og være lidt polemisk generaliserende, så er forskellen mellem kurator- og kunstnerstyrede udstillinger, at kuratoren i højere grad fokuserer på formidlingen og publikum, og at kunstneren i højere grad fokuserer på kunsten og kunstnerne. Alle fire dele er vigtige og interessante for kunstlivet.