Skriften i billedet

Det er sort på hvidt, og der er mange af dem. Udstillingen IMPOSSIBLE SPACES – Lettres, Signes, Écritures viser en overvældende mængde tegninger af finske EGS og danske Anders Reventlov – samt en lille bitte sektion af papirkollager af franske Louisa Marajo. Alle tre arbejder de med et grafisk udtryk og med et særligt fokus på værkernes processuelle og handlingsorienterede karakter.

Herrerne har baggrund i graffitiens skriverkultur, og udstillingen kredser om forholdet mellem skriften og billedet. Det er Anders Reventlov, der har kurateret udstillingen, og han har været inspireret af en udstilling fra 1978 på Malmö Konsthall med titlen Tecken, hvori ideen om tekst som billede og billedet som tekst blev præsenteret. En ide som matcher graffitikulturens markante brug af netop skriften som billede.

Signaturen
EGS er fra graffitiens første generation i 1980´erne, og han har rejst og skrevet graffiti overalt i verden – men også som en anden antropolog studeret gadegenren. Hans tegninger på Kunstpakhuset er i den – for ham – karakteristiske blækklatstil  og dybt påvirket af den kalligrafiske essens i graffitien.

De er ekstremt levende og varierede og super taktile i kontrasten mellem den knaldsorte blæk og det hvide papir. Det er nærvær og tilstedeværelse, og det er helt enkelt – godt.

I alle værkerne er tagget EGS tilstede. Ikke at man nødvendigvis lige kan se det, hvis man ikke lige ved det. Kunstneren formår at vride, omforme, splintre og dekonstruere denne signatur til ukendelighed på uendelige måder, men en tredelt struktur svarende til de tre bogstaver er dog ofte synlig. Denne struktur er i øvrigt også tilstede
i de verdenskort, han også er kendt for at kreere, og i hvilke signaturen EGS til tider blendes ind i.

Transport af temporær skrift
Reventlov tager også afsæt i sin baggrund i graffitikulturen, og han har taget genrens midlertidighed med sig. Et grafittiværk i byen eksisterer kun indtil en anden graffitikunstner – eller kommunen! – overskriver værket.

Hos Reventlov eksisterer det enkelte færdige værk (næsten) heller ikke, al den stund at han konstant overfører elementer til sine billeder fra tidligere billeder – ligesom han transporter dele videre til nye billeder, vender tilbage til dem og tilføjer nye lag og så videre. I de enkelte tegninger findes der således spor fra billeder lavet på vidt forskellige tidspunkter og fra vidt forskellige steder i verden.

Det er denne ustoppelige transport af billedfragmenter, der udgør det strømførende flow hos Reventlov. Og projektet er mængden, de mange billeder, processen, overførslen, og – i udstillingen – hele tegneinstallationen.
Og så alligevel. Man kan faktisk zoome ind på det enkelte værk, som da står som et lille komprimeret atom i helheden, og som insisterer på at være et ‘færdigt’ værk – i hvert fald for en stund – et værk som kan trækkes ud af flowet, generøst og sympatisk til salg for sølle 500 kr.

Anders Reventlov og EGS har meget tilfælles. De arbejder serielt, processuelt og handlingsorienteret. De arbejder begge med de klassiske graffitiværktøjer, kalligrafiblæk og markører, og begge søger de at nærme sig den subjektivitet og energi, der ligger i håndskriften og signaturen.

Personlige spor
Fra en position forankret i graffitikulturen får de dermed skabt et sært link til 1950’ernes abstrakte ekspressionisme. Tænk på kunstnere som Robert Motherwell og Franz Kline (der også arbejdede sort/hvidt), og tænk tanken om kunsten som et subjektivt aftryk – et spor der viser tilbage til et bestemt (unikt) individ, på samme måde som en håndskrift og en signatur er personlig og ikke kan kopieres. Det er en vægtig strøm i kunsten – i hvert fald siden moderniteten trængte igennem. Ofte kritiseret og dekonstrueret og umoderne i forhold til eksempelvis kollektivismestrømmen på samtidskunstscenen, bevares, men ikke desto mindre til stadighed virksom helt ind i feltets inderste DNA.

EGS og Reventlov indlejrer næppe deres signaturer eller håndskrift i en stor eksistentiel fortælling. Men der er til stadighed en magi i det subjektive og de små/store forskelle, der markerer os som forskellige fra andre. EGS skriver sin signatur igen og igen – Reventlov trækker sine håndskrevne spor på tværs af tid og sted. Er det så interessant? Ja, åbenbart. Og det er det måske, fordi de fleste af os trods alt oplever tingene fra et bestemt udgangspunkt – nemlig vores eget.

Små kollager der blegner
Som det sidste led på udstillingen er der Louisa Marajo, hvis værkserie Impossible Spaces har givet navn til udstillingen.

Hun skaber billeder, fotograferer dem, printer dem og udfører kollager af fragmenterne. Det skaber nogle tilnærmelsesvis svimle, fragmenterede rum, og det kunne have været en god ide – men outputtet er ret beset lidt all-over, lidt overfladisk, lidt dekorativt.

De seks små kollager blegner selvfølgelig også sat op imod det vægtige sort/hvide bombardement, de to andre har budt ind med. Det skaber en uheldig ubalance på en udstilling, som ellers har godt tryk på.