Skyggens ulykke i lysets skønhed

The 7 Lights
Indtil den 29. juni 2008 viser New Museum of Contemporary Art den amerikanske kunstner Paul Chans The 7 Lights; en lille men meget fin og delikat retrospektiv udstilling af Chans sammenhængende arbejde siden 2005. The 7 Lights præsenterer et udvalg af Chans papirarbejder, ældre videoer og de 7 digitale animationsvideoer i selve Lights-cyklussen, som gennemgående tematiserer liv, død, ødelæggelse og genopstandelse.

Alle værker er uden lydspor. Ved at kombinere en ældre computerteknologi med et næsten hypnotisk smukt billedsprog transformerer Chan det bevægende billede til en række gådefulde møder mellem lys og mørke, nat og dag.

Apokalypsens skønhed
I videoerne oplever man forskellige former for cyklisk ødelæggelse og genfødsel. Først ser man det rene ubrudte lys i morgengryets varme farver, projekteret knivskarpt på gulvet, i væghjørner eller på kanten mellem væg og gulv, så det mimer lysindfaldet fra en vindueskarm. Så ændrer stemningen sig langsomt. Stille og roligt kommer der forskellige svævende objekter ind i billedet. I et af hovedværkerne 1st Light ser man bl.a. bygningsdele, cykler, en sko, en håndfuld fugle, en flyvinge, elmaster, mobiltelefoner, bilskrog m.m.

Pludselig ser man en menneskeskikkelse falde dramatisk gennem billedet. Så to andre kroppe, der falder hånd i hånd. Kroppene tager fart, som om tyngdekraften er gået amok, og de er tvunget i en bestemt uundgåelig retning – mod afgrunden. Så aftager intensiteten, kroppene og objekterne forsvinder, og cyklussen slutter med en genkomst af det rene ubrudte lys.

Den evige begyndelse
Generelt er fremgangsmetoden i alle videoerne stille overgangsloops, der bevæger sig som døgnets gang, hvor en ny dags kommen hele tiden er at vente. I denne endeløse gentagelse leder 7 Lights opmærksomheden hen på den behagelige tanke om, at der ingen slutning er, kun en evindelig begyndelse. Alle værkerne har således en stille positivitet og forhåbning i sig. Men samtidig er det som om værkerne ‘larmer’. De delikate, fine silhuet-objekter fremhæver den bemærkelsesværdige mangel på lyd. En lyd der ville brage og buldre højt, hvis den kunne.

9/11 for det indre øre
De fragmenterede apokalyptiske scenarier vækker klare mindelser til 11. september og de mange hundreder af mennesker, der så sig nødtvunget til at springe ud fra de kollapsende tårne. På den måde taler billederne til os i tavse skrig og panisk dødsangst. Vi hører lyden for vores indre øre. Og vi husker kun alt for godt den smukke septemberdag med krystalblå himmel, der forvandlede sig til amerikanernes uventede mareridt. Effekten i stilheden er på den måde utrolig gennemtrængende, og Chans pointe synes at ramme rent ind.