SNYK inviterer til talk om lydens potentialer
SNYK, Sekretariatet for Ny Kompositionsmusik, har sat en fremtræden lyd- og musikforsker i stævne på Det Kgl. Danske Kunstakademi.
SNYK, Sekretariatet for Ny Kompositionsmusik, har sat en fremtræden lyd- og musikforsker i stævne på Det Kgl. Danske Kunstakademi.
info
Lyd har for længst meldt sin ankomst i samtidskunsten og i universiteternes studier af auditiv kultur. Den indtager en vigtig plads i vores dagligdag, i kunsten og i film og tv.
Men hvor ender lyden egentlig?
Det vil den amerikanske professor i lyd og musik, Douglas Kahn, forsøge at give sit visionære bud på, når SNYK inviterer på en eftermiddag i lydens tegn den 10. marts kl. 17. Hvor John Cage i midten af det 20. århundrede bragte reallyde ind i musikken, vil Douglas Kahn vise, hvordan lyden kan bringes videre ud – langt ud i jordens atmosfæriske lag.
Under overskriften Sound Leads Elsewhere fortæller han om lydens evner som energi, tager sine tilhørere med på en rejse gennem sin tænkning og giver en række eksempler på fascinerende lydfænomener.
Efter oplægget vil Douglas Kahn og for nyligt udnævnte professor ved Musikvidenskab på Københavns Universitet, Holger Schulze, diskutere og perspektivere emnerne i Kahns oplæg, og derefter bydes på et glas i Munkekælderen under akademiet ved en efterfølgende reception.
Fakta
Arrangementet er gratis og foregår den 10. marts kl. 17 i Kunstakademiets Festsal på Kgs. Nytorv. Det er blevet til i samarbejde mellem SNYK, Det Kgl. Danske Kunstakademi, Sound Studies Lab og Seismograf/DMT.