Sproget på kanten af sproget

Sproget er ikke bare selvfølgeligt. Blandt andet er social orden, magthierarkier og repressive strukturer æltet ind i det – og det på en sømløs måde, som gør, at vi ikke sanser det, fordi vi i forvejen allerede er indlejret i sproget, og det en del af os. Det er igennem sproget, at samfundet italesættes – i en vis forstand er det sproget, der konstituerer det. I hvert fald er det et prisme, igennem hvilket samfundet kommer til syne.  

Derfor kan der være gode grunde til at kigge nøje og kritisk på sproget. Det er, hvad udstillingen Nervous System – Languages of Wonder & Denial i Kunsthal Aarhus vil – og gør godt, afslørende og udfordrende.

En mental omprogramering
Udstillingen er kurateret af Londonbaserede Fatima Hellberg og Bárbara Rodríguez Munóz, og de har valgt at tage afsæt i to afdøde kunstnere: Den radikale amerikanske punkforfatter Kathy Acker (1947-1997) og den britiske komponist Cornelius Cardew (1936-1981), der begge udøvede angreb på sprogstrukturerne udfra en revolutionær logik: Vil man forandre noget i verdenen, må man starte med sproget.

I udstillingen er Cardews grafiske partitur Treatise (1963 – 67) centralt. Her er musiksprogets traditionelle noder erstattet med abstrakte tegn og former, og et sådant partitur kræver i sandhed en mental omprogrammering hos det kor, der skal fremføre værket.
Det samme kræver udstillingen så at sige af sit publikum.

Også Kathy Acker (1947-1997) eksperimenterede med måden at skrive på, brugte blandt andet cut-up teknikker inspireret af William S. Burroughs, og talte for et kroppens sprog, hvor eksempelvis et massageapparat eller en ‘bodybuildings-dagbog’ kunne være veje til emanciperende tekster og sprog, som strakte sig hinsides det normale sprog.

Overalt i udstillingen refereres til punkpoetens radikale tekster, manifestet The language of the Body citeres på væggene, og man kan se Atalia Ten Brinks glimrende interviewportræt fra 1988 af Acker.

Krussedullesprog
Kroppen som sprogets arnested – eller komplementært, kroppen som manifestation af sproget – er et gennemgående spor i udstillingen. Alex Cechetti performede på åbningsdagen (som denne anmelder desværre ikke overværede) med en kropsliggørelse af en ulykkelig kærlighedshistorie. Sporene fra handlingen står tilbage som abstrakte tegn på væggene – som markører for et før- eller efter-sprogligt niveau i fortællingen.

Det taler fint sammen med Sif Ankergaards udskårne mdfplade-krussedulle, der er skaleret op til at matche kroppens rækkevidde. Krussedullen, som Ankergaard udforsker, er den kunstneriske automatskrift per eccelence – et ‘ubevidst’ billedsprog hinsides kontrol og forudbestemt retning.

Det er dermed også det almindelige sprogs begrænsninger udstillingen peger på og søger kreative omkørsler udenom. Alle kender vel fornemmelsen af at mangle ord, eller at virkeligheden overgår ordenes rækkevidde?

Ord på kroppen
Andetsteds kropsliggøres sproget også som i Natascha Sadr Haghighians interaktive videoinstallation Empire of the Senseless Part II (2006), der trækker på Ackers roman af samme navn. To monitorer dobbeltprojicerer ord på væggen, men ved at positionere sig forskelligt foran monitorerne, kan man skille ordene af. Så tegner ordene sig lysende enkeltvis på væggen eller på din krop, og du kan befinde dig i spændet mellem eksempelvis ‘mor’ eller ‘luder’. Det er ordenes mangetydighed – sat i kontrast til deres en-dimensionalitet og stigmatiserende funktion – der debatteres.

Patrick Coyles undersøger erindring og mellemrum i sproget i en todelt lydinstallation (også her var der performance på åbningsdagen). Kunstneren har forsøgt at huske et interview med en skuespiller, som taler om det at spille rollen som Mouth i skuespillet Not I af Samuel Beckett. Becketts stykker var absurde og ombrød normallogik, og i stykket Not I fortæller en mund (det eneste der er belyst på scenen) i en rablende talestrøm om en kvindes liv præget af traumatiske oplevelser. I Coyles lydværk har han redigeret øh’er, tøven, vejtrækning og fejl bort i den ene del af værket (som da fremstår som ren racer-speak), mens pauserne udgør den anden del.

Protest mod standartsproget
Den tydeligste politiske konfrontation med et normsættende og ekskluderende sprog står Wu Tsang for. Tsang har i en video genindspillet autist-aktivisten Amanda Baggs You Tube manifest In My Language, hvor Baggs nonverbalt, kropligt interagerende med sine omgivelser udtrykker sin kritik af standartsproget. I den ‘oversatte’ version fremkommer blandt andet følgende kritiske statement: “It is only when I type something in your language that you refer to me as having communication”.
Transkønnede Tsang lader manifestet tale for alle minoriteter – i sidste instans er det måske endda en protesttale for alle subjekter mod sproglig uniformering?

Hvis man synes, at udstillingen er ‘altfor sproglig’ og mangler visuel prægnans – og det kunne være en anke, udstillingens stramme, minimalistiske tomhed taget i betragtning – ja, så er der alligevel Cinthia Marcelle og Tiago Machados kaos-videoværk med faldende objekter, der står som et markant billedligt modsvar til det sproglige sammenbrud. Lydligt er det som et stykke musik, der næsten kunne være en afspilning af Cardews partitur, der er installeret i samme rum.

Det er en af kvaliteterne ved udstillingen, at man får øje på, at de kommunikative udsagn kan udstrækkes og transporteres mellem forskellige plateauer. Fra billeder til musik, fra krussedulle til krop, fra ord til handling etc. At sproget eksisterer og lader sig udfolde i et kritisk, labilt og formbart spændingsfelt.

Bedre formidling
Til slut en bøn til kunsthallen om at stramme op på det formidlingsmæssige niveau. Kunsthallen initierer gode, udfordrende udstillinger på højt kvalitativt niveau og bringer kunst til byen, som ellers aldrig ville have fundet vej. Tak for det. Men referencetunge og komplekse udstillinger bør have bedre ord med på vejen. Formidlingsmaterialet er ofte sporadisk og abstrakt på en ikke-konstruktiv måde, og det virker hverken skarpt eller gennemarbejdet. I værste fald er det ekskluderende, og det er på godt jysk ret træls, for her er vitterligt masser at komme efter.