Statens Kunstfond uddeler arbejdsstipendier
Seks billedkunstnere modtager treårigt arbejdsstipendium.
Seks billedkunstnere modtager treårigt arbejdsstipendium.
info
Statens Kunstfonds Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg har uddelt arbejdsstipendier til følgende kunstnere: Jakob Kolding, Lone Haugaard Madsen, Pernille With Madsen, Søren Martinsen, Sofie Thorsen og Mette Vangsgaard.
I begrundelsen fra Statens Kunstfond hedder det blandt andet:
Jakob Kolding: “Med brug af collagen i form af plakater, billboards, cd-covers og som skulpturlignende modeller, har han opbygget et projekt, der forholder sig diskuterende til vores byrum, og hele tiden med sin egen figur som den der taler.”
“Han er på et eller andet niveau part i det, men den figur han antyder, er ikke identisk med ham selv, men en art forsimpling i lige linje med det popkulturelle univers han refererer til”.
Lone Haugaard Madsen: “Med baggrund i modernismens og minimalismens opbrydning af den historiske skulpturkategori, formår hun at tilføje den skulpturelle praksis en ny dimension, der gør den næsten altomfattende.”
“Det skulpturelle bliver i hendes praksis underlagt rummet som en mere omfattende kategori, der inkluderer sociale praksisser og performative handlinger.”
Pernille With Madsen: “Pernille With Madsen har tålmodigt arbejdet sig frem til at have en meget markant identitet som kunstner i et krydsfelt mellem video og skulptur, mellem det abstrakte og det figurative, mellem svimmelhed og forvirring”.
Søren Martinsen: “Søren Martinsen er tiltrukket af forskelligheden i de to medier video og maleri, forskelligheden i muligheder og begrænsninger”
“Videoens afhængighed af tidens gang, steder, mennesker, virkelighedens historier, livets uoverskuelighed, men også den møjsommelige og komplekse arbejdsproces frister Søren Martinsen – og han finder sin vej ved at fokusere skarpt, koncentrere og fastholde.”
Sofie Thorsen:”Sofie Thorsen har i sit kunstneriske arbejde med stor intensitet og præcision udviklet en research metode, der rækker ud over undersøgelsens egne grænser.”
“En metode der som oftest tager udgangspunkt i en realitet (historisk eller nutidig) og det materiale, der omgiver denne realitet (eksempelvis farveblindhed på Fur eller legepladser i Wien i 50érne)”.
Mette Vangsgaard : “Mette Vangsgaard har skabt sit helt eget billedunivers. Ud af de mange billeder vi omgiver os med, billeder af hændelser, skæbner, situationer etc… skaber, komponerer eller omsætter hun billederne til enkelte scenarier eller teateragtige scener”.
Fakta
Fakta
Det treårige arbejdsstipendium sikrer kunstneren arbejdsro i tre år. Stipendiet udgør 285.000 kroner pr år.
Udover arbejdsstipendier uddeler Statens Kunstfonds udvalg en lang række arbejds- og rejselegater.