Stedsspecifik udstilling ved Krystalsøen

Med udstillingen Landskabe inviterer fem unge kunstnere til en ny oplevelse af det tidligere stenbrud Krystalsøen på Bornholm.

Krystalsøen på Borholm udsættes for kunst af fem unge kunstnere. Foto: Mette Hartung Kirkegaard

Med udstillingen Landskabe inviterer fem unge kunstnere til en ny oplevelse af det tidligere stenbrud Krystalsøen på Bornholm.

Nær Hammerfyr på Bornholm findes sporene efter et stenbrud. Her udvandt man førhen granit, hvilket skarpe klippekanter, et par fastboltede jernringe og en masse løse sten vidner om i dag. Dette sted, der kunne være en bitter, kold og blæsende arbejdsplads, gik under navnet Sibirien. I dag virker stedet dog ikke længere så barsk. Her er der grønt – stedet er bevokset med lyng og lave birketræer – og i vandet, der har samlet sig i bunden af det nedlagte stenbrud, svømmer guldfisk rundt.

I dag hedder stedet ”Krystalsøen”, og som grundlag for den stedsspecifikke udstilling Landskabe er fem unge kunstnere nu gået i dialog med dets historie og natur.

Udstillingen Landskabe er arrangeret af kunstnerne Mette Hartung Kirkegaard (DK) og Ida Nissen (DK).
Udover arrangørerne selv deltager desuden Freya Sif Hestnes (DK), Stefan Jensen (SE) og Hannah Macfarlance (GB)

Op til udstillingen arbejder gruppen sammen om at sætte deres egne menneskelige spor i naturen og på den måde tilføje ny betydning til landskabet.

Fælles for kunstnerne er deres nære forhold til proces og materialer, hvilket afspejler sig i det samspil, der er mellem deres værker og det allerede eksisterende sted. Ved brug af installation og skulptur inviterer de til en ny oplevelse af det tidligere stenbrud samt refleksioner over, hvordan fortidens aftryk og spor i naturen kan fungere som en analogi til vores erindring og erfaring som mennesker.


Fakta

Landskabe

13 sep 2013 15 sep 2013

Stefan Jensen, Mette Hartung Kirkegaard, Hannah Macfarlance, Freya Sif Hestnes, Ida Nissen

Krystalsøen Se kort og tider

Fakta

Alle er velkomne til åbningen fredag den 13. september kl.17-21. Herefter kan udstillingen opleves lørdag den 14. og søndag den 15. september i tidsrummet 10-18.

Læs mere på www.landskabe.dk