Steffensens stilfulde takter i blåt savner afrunding

Med titlen Blue Notesskulle tonen, så at sige, være slået an. Udstillingen består af store billederi stærke farver og en stor mængde små sort/hvide fotografier. 

I første rum ses en række monokromebilleder med gengivelser af blandt andet skulpturer. I andet rum hænger småsort/hvide billeder, og bagom dem er væggen beklædt med et stort, blå-hvidt printaf natur fra gulv til loft. I sidste rum fem billeder af heste imuseumslignende rum.

Begrænsning og betydning
Det er en udstilling, som kræver fordybelse, hvis man vilhave mere end den umiddelbare farveglæde. ErikSteffensen lader sig ikke begrænse af negativets kant, men lader sine billederflyde sammen i dobbelteksponeringer, forskydninger og beskæringer. Men hvordanfinder billedet så sin form, sin størrelse og format? Hvordan forener vi sombeskuer de mange forskellige motiver til en meningsfuld oplevelse?

Billedernes styrke er deresgennemførthed, som skaber et troværdigt, virtuelt rum inden for det enkeltebilledes univers. Tilbage står desværre en fornemmelse af, at motiverne og demange forskellige formater ikke helt skaber sammenhængskraft nok til at oplevessom en færdig udstillingsoplevelse.

Billedet som interface
Farvefotografierne er store, mellem en meter og to-en-halv meter på hver led.De er lavet på ’metallic’ papir og er monteret på akryl, det vil sige at de erklæbet op mellem en metal- og en plexiglasplade, og billederne nyder godt afden dybde både papir og montering bidrager med.

Papiret reflekterer lysetintensivt, og sammen med plexi’en tilfører det farverne dybde og spændstighed.

De klare farver og de skinnendeoverflader er appetitlige. Det er lækkert,når den rød-orange i Picasso (red)blæser sit underspillede hverdagsmotiv af en pige i silhuet ud i rummet mellemmørke og blå monumenter. Det er sprødt, når kontrasten mellem hvid ryg og sortbaggrund giver en strålende blå kontur i BlueMarble.

Poetisk hvisken
Men melankolien, som en følelsesmæssig tyngde, findes som en subtilhvisken i forskydningerne og gentagelserne. Der er lysende farver ogforandringer i overfladen, når man bevæger sig tæt på og til siden, oggentagelserne danner en meget fin poetisk modvægt til motivernes tyngde: detmonumentale, for eksempel hesten – et på samme tid tungt og let dyr – somløfter sig fra underlaget.

Udstillingen er udspændt mellemglimt af skulpturer og sarte hverdagsmotiver. Klassiske skulpturer, enbuddha-figur mellem orkideer og en silhuet af en pige mødes, og billedfladernebliver som en flimrende skærm.

Billederne fungerer som metaforer for et sted,hvor bevidsthed og virkelighed mødes og smelter sammen.

Virkeligheden retur
Midt mellem alle disse står så rummet med tapetet og de sort/hvide, småfotografier. Bag dem har naturens kaos frit spil i en overdådighed af blå oghvid.

Som ophængning fungerer det rigtig godt, og de sort/hvide billeder lægger et virkeligheds-lag til restenaf udstillingen, fordi de forankrer motiverne ude i verden igen.

Ikke allemotiver er lige interessante, men billeder som Strandgade, Windows (Double exposure), og Spiritual rummer en fin intimitet.  

Alt i alt svækkes udstillingens samlede indtryk dog affornemmelsen af, at der er meget mere på spil i Steffensens forskelligemotiver, end vi får lov at se i dette udvalg.

Motiverne med heste,undersøgelserne af rum, tyngde og lethed og poesi, vækker lyst til at se merefra samme motivkreds. Det samme gælder de store farvebilleder med skulpturer oghverdagsmotiver. Undertegnede anmelder forlodudstillingen med dette ønske: at se udstillingens temaer foldet ud i flerebilleder og for, så at sige, rigtigt at kunne høre klangbunden for de blåtoner.