Studier i orden og kaos

Fra loftet hænger hundredvis af tynde, snoede glastråde som en sky af kaos – hele tiden i bevægelse og umulig at fastholde. Ved siden af står fire glasbeholdere fyldt med vand med hver sin glasspiral, tilfældigt udformet i dét sekund den varme glasdråbe har ramt den kolde væske.

Om kaos og orden
En video viser i slowmotion den varme glasmasses møde med det kolde vand. Fænomenet hedder ‘Prince Rupert’s Drop’, fordi det blev introduceret til det engelske hof som en spøg og skæmt-gimmick af Prince Rupert i slutningen af 1700tallet.

I Stine Bidstrups fortolkning hedder det samlede værk Rupert’s Chaos. Det er en del af udstillingen Studies in Search of Order and Chaos, som er det tredje projekt Glasmuseet har åbnet dørene for i ‘The Study’ – museets ‘X-rum’ for projekter af eksperimenterende karakter.

I et andet rum brydes lyset fra vinduet gennem et hav af store plasticlinser konstrueret efter forbillede i specielle linser bygget til fyrtårne, mens udstillingens sidste rum består af en serie glasobjekter med mønstre, som ved blæsningen er blevet forvrænget.

De afgørende tilfældigheder
“Studies in Search of Order and Chaos viser en igangværende undersøgelse af mødet mellem mønsteret, rummet og synet”, forklarer Stine Bistrup. ”Der opstår interferens, overlapning og optiske vibrationer i de umiddelbart perfekte mønstre, men i detaljerne ses det uperfekte i nedslag af tilfældigheder.”

“Linjerne bøjer og krummer let ujævnt og uens, der er små forskydninger i mønsteret, som sammen med den visuelle forvirring minder om, at potentialet til at bryde med det ordnede og logiske eksisterer. Tilfældighederne er afgørende – det er dem, der fylder rummet med mulighed.”

”Helt specifikt i dette projekt er mit udgangspunkt en bearbejdelse af nettet, ‘the grid’, som et regulært, endeløst mønster og en billeddannelse, der filosofisk og formelt rækker tilbage i historien til Aristoteles, hvor nettet blev betragtet som et filter og et spejl, hvorigennem mening opstod, blev filtreret og reflekteret.”

“Sat i sammenhæng med glassets elasticitet i dets varme tilstand, arbejder jeg med at konstruere og bygge med en streg. Enten frit i rummet eller for at bemægtige hele forme med et mønster, der får sin udformning ved at kortlægge de stræk, sammentrækninger, fordybninger og udposninger, jeg blæser.”

Materialets muligheder
Stine Bidstrups valg af glasset som sit primære materiale var ikke synderligt bevidst. Hun begyndte at puste glas på en højskole,  efter at hun som 13-14-årig havde prøvet at male og smelte glas sammen på ungdomsskolen, og det var bestemt ikke med drømmen om at skulle blive en kunstner, der arbejder med glas.

“Jeg blev dog så opslugt af at kunne arbejde med et materiale, der kunne antage så forskellige former og denne transformation af forskellige tilstande, at jeg lynhurtigt fandt ud af, at jeg ville tage en kunstnerisk uddannelse, hvor det var muligt at lære om glas,” fortæller hun.

Stine Bidstrup er blandt andet uddannet på Rhode Island School of Design i USA, og beretter om de mange undersøgelser og kritiske diskussioner af både materielle og konceptuelle manifestationer af glas, der fandt sted på skolen.  

“Jeg lærte at bruge glassets særlige fysiske egenskaber og glassets enestående kulturelle historie som selve idéen – fremfor at anse en teknisk kunnen eller det færdige glasobjekt som et mål. Det kan virke indlysende set fra et samtidskunstperspektiv, men med en kunsthåndværkeruddannelse i mente er det lidt af et paradigmeskift!”

Langt fra brugskunst og design
Derfor opfatter Stine Bidstrup også sig selv som samtidskunstner og finder betegnelsen ‘glaskunstner’ dybt problematisk:

“Den kan ikke kan lade være med at referere til velfunderede, forudindtagede meninger og opfattelser af glaskunst som dekorativt, formelt og materialebundet brugskunst. Samtidig er den interessant, da jeg netop kan omvælte denne gængse forestilling ved at have en tilgang til glas, som et transparent lærred, hvorpå jeg kan spænde mine tanker ud omkring synsbedrag og perception. Og disse er samtidskunstneriske greb, der ligger langtfra brugskunst og design.”

Med Bidstrups egne ord konfronterer hendes værker vores rumlige fornemmelse, som eksisterer i samspil mellem kroppen og synet:

“Synssansen, som ligger øverst i vores værktøjskasse til afkodning af verden omkring os, kommer til forhandling, og deri opstår overraskelsen i og opdagelsen af, at dét vi ser, er af en anden natur end først antaget.”

“Tvivlen og den usikre grund, bygger på det endnu ikke kendte og usete, som jeg forstørrer i mine værker og i min brug af glasset. Oftest opstår der sammenstød mellem det forfinede, tillokkende, skrøbelige og smukke glas og en humoristisk, fantasifuld og til tider absurd historiefortælling, der udspiller sig foran os.”