Surf som kunstnerisk strategi

Fænomenet surf er ensbetydende med leg, eksperiment og et vist vovemod.

Dorte Lausten foran hendes maleri Backroll, 2009, (100 x 100 cm) og Bjørn og Brøggers tegning Color me Bad (31 x 41 cm). Foto: Bente Jensen

Fænomenet surf er ensbetydende med leg, eksperiment og et vist vovemod.

"Ved at hænge ud med ´surf-kite folket´ har jeg opdaget nye motiver", fortæller Dorte Lausten, da KUNSTEN.NU møder hende og Søren Brøgger til en snak om fænomenet surf som udstillingstema og kunstnerisk strategi.

"De samme motiver går igen og igen på deres kites, boards, shorts og t-shirts: bølger, horisonter, palmer, hawaiiblomster, smukke "babes" og etniske mønstre".

Dorte Lausten, The Tube, 2009, 100 x 100 cm. Foto: Bente Jensen
Dorte Lausten, The Tube, 2009, 100 x 100 cm. Foto: Bente Jensen
Dorte Lausten, Rolling, 2009, 100 x 100 cm. Foto: Bente Jensen
Dorte Lausten, Rolling, 2009, 100 x 100 cm. Foto: Bente Jensen

Minimalisme og surf
Kendetegnende for Dorte Laustens abstrakte malerier er det stramt minimalistiske formsprog og de optiske virkninger, men de malerier, hun præsenterer på SURF, er præget af et nyt farve- og formsprog, der har afsæt i det inspirerende møde med surfere og surfmiljøet.

Det er fortsat gentagelsen og det serielle, der fascinerer hende, selv om der er sket et markant motivskift i hendes malerier. Motivskiftet begyndte med bølge-maleriet The Tube i 2009.

"Da jeg havde lavet det første, The Tube, måtte jeg videre. Jeg kastede mig så over stærke grafiske runde motiver (for eksempel malerierne Rolling og Backroll). Jeg fik også interesse i de ´mobile værker´ – altså de tatoveringer, som de veltrimmede surfmænd havde på kroppen. Jeg endte med at købe tatoveringsmagasiner."

Orange Board af Dorte Lausten og Skull Ming(krukke) af Bjørn og Brøgger. Foto: Bente Jensen
Orange Board af Dorte Lausten og Skull Ming(krukke) af Bjørn og Brøgger. Foto: Bente Jensen
Surfer jargon som inspiration
"Jeg har surfet rundt i surfernes motivverden – alligevel tør jeg ikke prøve at kitesurfe selv! Strategisk er alle mine malerier forsynet med titler, som er gangbar talemåde i surfverdenen. Udtryk som The Tube beskriver en bølgeform. Backmobe og Back to Blind er rene surfakrobatiske udtryk! For mig kan ord føre til maleri og vise versa…. ", fortæller Dorte Lausten.

Med på udstillingen har hun desuden fem små funktionelle malerier med titlen Board. De farvestrålende monokrome boards tjener i udstillingen det formål at være hylder for skulpturer af Bjørn og Brøgger – foruden at fungere som malerier i rummet.

Søren Brøgger ved Bjørn og Brøggers fællesmaleri Eternal Sunshine in a Spotless Mind, 120 x 120 cm. Foto: Bente Jensen
Søren Brøgger ved Bjørn og Brøggers fællesmaleri Eternal Sunshine in a Spotless Mind, 120 x 120 cm. Foto: Bente Jensen

Fællesværker med humor
Rasmus Bjørn og Søren Brøgger undersøger surf som livsstil og kunstnerisk strategi i en række nye ekspressive og humoristiske fællesmalerier og tegninger.

Normalt arbejder de begge gerne med bylivet og hverdagens kulturliv, hvor de henter inspiration fra TV, film og andre medier og blander motiverne sammen til deres eget visuelle popudtryk.

Deres fællesværker har direkte referencer til surfkulturen. Der er kliche-agtige og idylliske billeder af strandliv og solnedgange. Det er en livsstil, et tema og en strategi de to kunstnere har haft let ved at sætte sig ind i og skildre.

"Rasmus og jeg har begge før arbejdet med skateboardkulturen og dens motiver", fortæller Søren Brøgger. "Surftemaet var et let bytte for os. Vi har også brugt begrebet SURF som en metafor for at surfe ind over hinandens værker. Det er nok dét, som kendetegner vores fælles værker som for eksempel Eternal Sunshine in a Spotless Mind (maleri) eller Beardance (tegning) mest".

Fællestegning/collage af Bjørn og Brøgger, Beardance (34 x 29,5 cm). Foto: Bente Jensen
Fællestegning/collage af Bjørn og Brøgger, Beardance (34 x 29,5 cm). Foto: Bente Jensen
Fællesmaleri af Bjørn og Brøgger, Into the Night(15 x 15 cm). Foto: Bente Jensen
Fællesmaleri af Bjørn og Brøgger, Into the Night(15 x 15 cm). Foto: Bente Jensen

Samarbejde uden regler
Surfstrategien er med til at bryde den måde, de som kunstnere normalt tænker på. Den skaber dialog og et nyt formsprog. De arbejder med en fælles respekt for hinandens udtryk, – og uden regler.

"Vi er gode til at aflæse vores forskellige udtryk og ideer, og derved skabes der et formsprog, som tager udgangspunkt i hver vores måde at tænke på. Hvis en af os laver noget minimalistisk, kan den anden finde på at lave noget figurativt henover, som for at bryde hinandens tankegang. Det kan også være at man ligesom i tennis lægger bolden op til hinanden, skyder og får noget andet tilbage", siger Søren Brøgger.

Bemalet objekt af Bjørn og Brøgger, Bitch. Foto: Bente Jensen
Bemalet objekt af Bjørn og Brøgger, Bitch. Foto: Bente Jensen
Ophængningen skal skabe dialog
Dialogen mellem det stramt minimalistiske og det fortællende har kunstnerne understreget gennem en humoristisk og ukonventionel ophængning af værkerne.

For eksempel skaber sammenstillingen af Dorte Laustens skydeskivelignende maleri Deadman og Bjørn og Brøggers tuschtegning af en pistol Happiness is a warm GUN og håndgranatmaleriet 4 Real ny spænding og dialog mellem værkerne.

"Dialogen blev skabt ved ophængningen, og nye fortolkninger kom frem – blandt andet den våbenglade væg. Formsproget synes at forstærke hinanden", fortæller Dorte Lausten om ophængningen.

Udstillingsview. Til højre ses Dorte Laustens maleri Deadman, 2008. Foto: Bente Jensen
Udstillingsview. Til højre ses Dorte Laustens maleri Deadman, 2008. Foto: Bente Jensen


Fakta

Udstilling

SURF

23 jan 2010 27 feb 2010

Dorte Lautsen, Rasmus Bjørn, Søren Brøgger

Det Hemmelige Galleri Se kort og tider