Svar på Mette Høegs opsang til samtidskunsten

I en kronik i Politiken giver Mette Høeg under overskriften Kritik af den kulturelle elites dobbelte hykleri en bredside til samtidskunsten og litteraturen. Kunstnerne er hykleriske, fordi de lader som om, de vil det bedste for nogle stakkels minoriteter, mens de bare plejer deres egen karriere. Og så taler de om inklusion og fællesskab, samtidig med at de isolerer sig i et trygt ekkokammer, hvor de aldrig møder anderledes tænkende.

Siger Mette Høeg altså. Det generelle problem er, at de overvejende urimelige anklager skygger for den relevante kritik, der også gemmer sig sine steder i hendes indlæg. I denne klumme kigger jeg på hendes anklager, forsøger at måle dem op mod kunstverdenens virkelighed og inviterer hende med på en tur ud i den.

Læs Mette Høegs kronik her

Litteraturen har hun før revset med stor opmærksomhed og et eget radioprogram til følge, da hun i maj 2015 skrev debatindlægget Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans i Weekendavisen. Man er naturligvis nødt til at generalisere lidt, hvis man skal tale om tendenser, men de pointer, der måtte være i indlægget, druknede i den urimelige påstand om, at navlebeskuende litteratur er noget, særligt kvindelige forfattere bedriver. Man måtte spørge sig, hvad hun så kalder det, som Karl-Ove Knausgård og utallige andre selvpillende mandlige forfattere lægger navn til.

Noget af det samme gør sig gældende i dette års indlæg, hvor også samtidskunsten adresseres, og det er jo den, det handler om her på kunsten.nu. Hendes hovedpointer er som følger:

Sådan er samtidskunsten
1. Den globale samtidskunst er pseudopolitisk. Pseudo fordi den ikke interesserer sig for at undersøge det politiske, men kun på overfladisk vis vil bekræfte den herskende venstreorienterede, identitetspolitiske korrekthed.

2. Kunstnerne er slet ikke interesserede i de minoriteter, som de selvretfærdigt kæmper for. De forstår dem ikke, men putter dem blot i unuancerede kasser og har på forhånd svaret parat – at det er kapitalismens og de højreorienteredes skyld det hele.

3. Kunstnerne er i stedet blot interesseret i deres egen karriere. De kæmper først og fremmest for at sikre sig selv magt og indflydelse, indkomst og tryghed.

4. Kunsten dækker over sin manglende politiske dybde ved bevidst at gøre sig svær og uigennemskuelig. Den forsøger at virke klog i stedet for at være det.

5. Samtidskunsten ønsker at være inkluderende og hylder fællesskab og tolerance, samtidig med at den ekskluderer alle, som ikke er dybt inde i dens teoretiske diskussioner. Den indskriver sig i en lukket klub i stedet for i det samfund, den påkalder sig. Her kan aktørerne i kunstverdenen rygklappe hinanden og skabe et ekkokammer, hvor hykleriet aldrig udstilles.

6. Man er nødt til ordentligt og med et åbent sind at undersøge de perspektiver og ideer, der ikke er ens egne og ikke bare putte dem over i ‘den anden lejr’. Det bliver for unuanceret at dele verden op i binære modsætninger: “Clinton/Trump, ‘remain’/Brexit, venstreorienteret/neoliberal, feminist/misogyn.”

Er samtidskunsten virkelig sådan?
Der er ind imellem noget om det, hun siger, men hvor ville det dog være meget mere interessant, hvis ikke det var formuleret så generaliserende og mistænkeliggørende, som det bliver her.

Mest slående er den performative selvmodsigelse, der ligger i at anklage en hel gruppe for at være unuancerede og skabe fjendebilleder, samtidig med at det er dét, hun selv gør. Mette Høeg gør præcis det modsatte af, hvad hun i punkt 6 opfordrer samtidskunsten til.

Ekstra barokt bliver det, at hun anklager det identitetspolitiske perspektiv for at være fordummende ved at pakke individer ind i kategorier som “kvinder, transkønnede, sorte etc.” – skrevet af kvinden, der sidste år netop fokuserede på kønnet i sin kritik af samtidslitteraturens navlepilleri. Betyder det, at man godt må putte folk i identitetskasser, når man angriber dem, men ikke når man forsvarer dem? Hvis ja, hvilket højere princip bygger den logik på? Jeg har umiddelbart svært ved at se den.

Men lad os kigge på de andre punkter.

Angående punkt 1-2, så kan jeg godt genkende, at der findes noget kunst, som ikke går i dybden med at undersøge de politiske forhold, den gerne vil kritisere, men gør det på enten overfladiske præmisser eller gennem læsning af amerikansk og fransk teori snarere end et mellemværende med den konkrete virkelighed i det samfund, den vil tage pulsen på, fx det danske. Og det er også korrekt, at langt det meste politiske kunst er venstreorienteret i sit udgangspunkt, hvilket blandt andet skyldes, at der er et mere aktivistisk kunstsyn på den fløj.

Men når det er sagt, findes der altså også samtidskunst, der på alle mulige interessante måder tager livtag med samfundsmæssige og kulturelle emner, får sat fingeren på ømme punkter, viser aspekter frem, som ellers ignoreres og ser med anderledes vinkler på verden. Og selv om identitetspolitik er en trend i kunsten, findes der en meget stor majoritet af samtidskunsten, der ikke er identitetspolitisk, men undersøger alt muligt andet – æstetiske, psykologiske, filosofiske, kulturelle problemstillinger, der ikke handler om bestemte grupper.

Punkt 2-3 om at kunstnerne bare er interesseret i deres egen karriere og ikke spor i at ændre verden eller at forstå de minoriteter, den snylter på, er groft mistænkeliggørende over for de mange kunstnere, der er dybt engageret i at forstå disse problemer i det globaliserede samfund. De bedste af dem laver grundig research i Danmarks kolonifortid, i mekanismerne bag adoption, i dobbeltmoralske strukturer i muslimske miljøer, i hvad der egentlig skete i Jugoslavien, i hjemløses og narkomaners konkrete behov og meget andet.

Der er uden tvivl opportunister i kunstverdenen, som ser en karriere i at beskæftige sig med de emner, der trender lige nu, ligesom en del af de mest succesrige kunstnere besidder en god del kynisme og rundsave på albuerne i deres bestræbelse på at komme til tops i kunstverdenen og kende de rigtige mennesker. Men derfra og så til at sige, at identitetspolitiske kunstnere generelt ikke interesserer sig for dem, hvis sag de taler, er der meget langt. Og det eneste Mette Høeg opnår ved den påstand – ud over opmærksomhed – er, at blive betragtet som urimelig.

Punkt 4 om at dække sig ind bag noget dunkelt og kompliceret genkender jeg – ikke som en dominerende tendens, men dog som noget, der findes. Der er en portion teoretisk snobberi derude, som ofte er en skjult legitimering af et upræcist kunstprojekt. Parodien er et par brædder lænet op ad væggen og fem siders uredigeret studentikos tekst, som ikke engang en filosofistuderende kan finde mening i. Det findes derude (naturligvis især i mindre ekstreme former end denne parodi), men det er egentlig ikke toneangivende.

Punkt 5 genkender jeg ganske godt. Her har Mette Høeg fat i noget, som er et reelt problem: At samtidskunsten alt for ofte ikke taler til de folk, den påkalder sig, men til kollegerne i kunstverdenen. Fordi samtidskunsten er umiddelbart uafhængig af publikum og i modsætning til de andre kunstarter sælger unika til kunstsamlere og museer, der er en del af det lukkede kredsløb, kan kunstnerne også være ligeglade med publikum. At man ikke bliver forstået af folk derude er indimellem nærmest et adelsmærke, så længe kunstverdenen sætter pris på det, man gør.

Men når det er sagt, kender jeg lige så mange kunstnere, der gerne vil ud over rampen. Enkelte går i den modsatte grøft og bliver mediespekulanter eller formelkunstnere, men mange finder faktisk en fornuftig balance hinsides det indforståede og det overfladisk poppede; et sted, hvor der foregår reelle undersøgelser, der åbner vores sanser for den verden, vi befinder os i, og som formår at udtrykke det overbevisende, overraskende og præcist.

Jeg vil opfordre Mette Høeg til selv at komme ud over dikotomierne og at undersøge kunstverdenen nærmere. Derfor, Mette Høeg: Dette er en åben invitation til at tage med mig på en lille kunsttur: Det kunne være en tur til Louisiana, hvor der lige nu er tre fremragende udstillinger af vidt forskellig samtidskunst (med Louise Bourgeois, Daniel Richter og Taryn Simon), der ikke lever op til dine beskrivelser. Vi kan også tage en tur i Nikolaj Kunsthal og se to andre udstillinger (med Larissa Sansour, Rune Fjord og Trine Bastrup), der heller ikke gør det. Eller en tur til Kunsten i Aalborg for at se Omer Fast, der er alt andet end forudsigelig, samtidig med at han sætter vigtige emner på spil. Vi kan også tage på en galleritur i København for at se, hvor varieret samtidskunsten faktisk er. Vi kan diskutere undervejs, måske også finde eksempler, der understøtter dine pointer, og så kan du måske til gengæld forklare mig, hvorfor det er dig magtpåliggende at mistænkeliggøre en hel stand.