Synes godt om Synes godt om

KUNSTEN (Nordjyllands Kunstmuseum) holder 40 års jubilæum og i den forbindelse har man udviklet en applikation kaldet Synes godt om til museets audioguide. Typisk giver audioguides mulighed for at få uddybende information om udvalgte værker, der ud fra en kunstfaglig vurdering fremstår som særligt interessante. Med den nye app prøver man at gå andre veje: Her ytrer mere eller mindre kendte nordjyske personligheder sig om deres favoritbilleder.

Kendiskunst
At inddrage kendte mennesker på den ene eller den anden måde i museale formidlingsstrategier er ikke noget nyt. Allis Helleland indkasserede en del kritik, da hun tilbage i 1996 lod modeskaberen Erik Mortensens kjoler udstille på Statens Museum for Kunst. Omdiskuterede trækplastre er også udstillinger med ‘kendiskunstnere’ som Bob Dylan, Dronnning Magrethe, Franz Beckerlee og Lars H.U.G.

Risikofyldt strategi
Risikoen ved den formidlingsstrategi, man har valgt på KUNSTEN, er, at værkerne reduceres til afsæt for private betragtninger eller små personlige fortællinger, der så at sige stjæler billedet fra billederne; at oplevelsen centrerer sig om, hvilke tanker Hanne Vibeke Holst og Lene Espersen gør sig frem for det kunstneriske udsagn. Nogle gange virker de forskellige kendissers kommentarer da også meget løst knyttet til de pågældende værker, og man kommer i tvivl om det berigende i denne form for kunstformidling.

Ansporer til dialog
Men så alligevel! Netop fordi nogle af betragtningerne ikke umiddelbart holder sig tæt til værkerne, så studerer man billedet en ekstra gang. Man går automatisk i gang med at søge be- eller afkræftelse. Fordi den serverede fortolkning ofte er meget subjektiv, ansporer den givetvis mere til dialog end den klassiske kunstfaglige doceren, som de fleste audioguides byder på.

Højere til loftet
Denne facon synes bidragyderne med en kunstfaglig baggrund, som for eksempel direktøren for Statens Museum for Kunst Carsten Ohrt og museumsdirektør ved Vendsyssel kunstmuseum Sine Kildeberg desværre ikke rigtig at kunne ryste af sig. Carsten Ohrt skruer ganske vist ned for det kunstfaglige indhold, men der træder ikke noget personligt i stedet, og resultatet bliver kommentarer uden nerve.

Sangerinden Sofie Bonde fra gruppen Souvenirs er til gengæld medlevende og observant i sine tolkninger af J.F. Willumsens To Bretagnekoner skilles efter en passiar og Ejnar Nielsens En Skrædder. Journalisten Bent Stenbakkens nærværende beskrivelse af Wilhelm Freddies Meditation over den antinazistiske kærlighed fik mig til at lægge mærke til, hvorledes operationsblod bliver til vin og studieværten Zita Hvid fik mig til at standse op foran Ben Vautiers hässlich – schön, der ellers let lader sig forbigå.

Formidlingsstrategier, der på denne måde arbejder med at inddrage personlige eller til tider private tolkninger, kan hjælpe med at sænke paraderne hos den del af publikum, der lider af ‘kunstangst’. Når den private oplevelse legitimeres, bliver der lidt højere til loftet, og den oplevende tør måske mere frimodigt give sig i kast med kunsten. 

Alt i alt er Synes godt om et udmærket supplement til KUNSTENs andre formidlingsformer.