Systematisk rod

Mette Winckelmann benytter og udfordrer i en og samme bevægelse kunstens og arkitekturens stive systemer, når hun sætter Kunsthal Viborg i scene som ‘lagerrum’, hvor der ikke skelnes mellem maleri, stof, beklædningsgenstand, værk eller væg.

Jeg ser mønstret først. Viborg Kunsthals østfløj er i to niveauer med en rundgang øverst, hvorfra man kan se ned i rummet. Herfra bliver den struktur, Mette Winckelmann har lagt over rummet, tydelig.

Hun har inddelt rummet med provisoriske skillevægge, der nøje er tilpasset den rektangulære grundplan, men samtidig antaster denne grundplan med ‘alternative’, diagonale ruminddelinger. Set heroppefra danner det et mønster, som minder om mosaikmønstret på den 150 meter lange mur, som Winckelmann fik opført rundt om kunsthallen i 2013.

Entreer man derimod rummet i nederste niveau, er det som at træde ind i lettere rodede lagerrum, hvor man kropsligt skal indtage de smalle passager og navigere i en ‘uoverskuelig’ labyrintisk struktur.

På denne måde er udstillingens ‘systematiske rod’ sat fornemt og næsten pædagogisk i scene, og denne dobbelthed af orden og uorden er gennemført i hele installationen fra den bærende struktur til de mindste detaljer.

Ingen skel mellem værk og væg

I ‘lagerrummene’ står malerier lænet op ad skillevæggene, nogle gange stablet op foran hinanden, til tider med bagsiden udad, ovenover eller foran hinanden. Tørklæder og andre stoffer er spændt op på rammer, og indimellem hænger beklædningsgenstande på væggene, hvis ikke de er påført flade mannequiner.

Men man finder hurtigt ud af, at det faktisk ikke giver mening at skelne mellem maleri, tørklæde, beklædning, skillevægge, grundplan, forside, bagside, værk eller væg. Det hele er vævet sammen i korrespondancer og danner tilsammen en sanselig og stærkt materialebevidst totalinstallation, der udover vægten på stoflighed (i helt konkret forstand) oser af Silvan-æstetik. Skillevæggene består eksempelvis af plast-tagplader eller træfiberplader med udstandsede huller i forskellige mønstre, og de spiller ind som ligeværdige aktører i forhold til mønstrene på stofferne og de ‘rigtige’ mønstermalerier.

Udvidet maleri

Winckelmann har i årevis arbejdet med og mod det abstrakte maleris højtidelighed, hierarkier, traditioner og orden. Det, der ligner et formelt maleri, hvor form, geometri og farve etablerer en velkendt og sikker modernistisk grund, bliver hos hende mødt med greb, der piller ved stabiliteten.

Når den hårde geometri flosser. Når billeder vendes om. Når hun insisterer på sammenstillinger frem for afsluttede enkeltværker. Når hun benytter stoffer fra tekstilindustrien i stedet for grundede lærreder. Når hun arbejder med det kulturhistorisk nedvurderede patchwork. Når hun ved at inddrage beklædningsgenstande peger på kroppen i stedet for at privilegere blikket…
Alt sammen skal det forstås som en slags statements, der skal yde modstand til nogle dominerende konventioner, knyttet til kunsten og i særdeleshed til det abstrakte maleri.

Arkitekturskitse

Ydermere spiller hun ud mod arkitekturens rammer. Man så det i tidligere udstillinger på blandt andet Overgaden og Gl. Holtegaard, og oplever det altså også her i Viborg.

Læs interview med Mette Winckelmann om udstillingen på Gl. Holtegaard her.

Udformningen af rum og bygninger strukturer vores færden, for arkitektur er ikke nogen neutral størrelse. Det er et script, vi spiller, og Winckelmann antaster dette script, når hun opløser arkitekturens rammer og skitserer nye og anderledes måder at se og opleve rummene på.

Ingen hardcore politisk kritik

Winckelmann benytter og udfordrer altså i en og samme bevægelse ‘systemer’, hvad enten det er er kunstneriske traditioner eller arkitekturens forudbestemthed. Det er ikke noget hardcore politisk projekt men heller ikke udelukkende en formel undersøgelse.

Forenklet kan man fremlæse, at en dominerende, rigid, ‘mandlig’ geometri og arkitektur sættes under pres af ‘kvindelige’ tekstiler og kropslighed. Det er en grov læsning, ja, men den skal med blot for at sige, at Winckelmann ikke bare holder sig indendøre i kunstreservatet, men netop er optaget af kønspolitiske tematikker og historiske hierarkier mellem fine-art og ‘håndarbejde’.

Kritikken går gennem sansningen

Først og fremmest opleves installationens kritik af stiv og rigid systematik dog hovedsageligt på et andet plan. Kritikken går gennem sansningen og kroppen, og er mere til stede som en følelse eller fornemmelse, når man bevæger sig rundt i den midlertidige arkitektur.

Udstillingen bærer titlen LAILA UTI, og hvorfor den gør det, ved jeg ikke. Jo, det hedder, at LAILA UTI er et navnet på en butik på Nørrebrogade i København, hvor to bogstaver er faldet af facaden. BUTIK er blevet til UTI, og UTI på latin kan oversættes til brug.
Det er sikkert meget skægt, men hvordan det præcis skal kobles til udstillingen, forbliver vist en intern gåde.

Men selvom der er gåder, og selvom udstillingen formulerer sin kritik på et abstrakt niveau, er der gode grunde til at tage til Viborg, for udstillingen er endnu en demonstration fra Winckelmanns hånd af et meget gennemarbejdet, mangefacetteret og vedholdende kunstnerisk projekt.

Stramt og løssluppent på en gang: Systematisk rod.