Tabt på fragmenternes hav

Når kunstnere arbejder installatorisk og stedsspecifikt og værkerne sjældent er let afgrænselige billeder eller skulpturer, kommer større udstillinger på lidt af en opgave.

De kan ikke bare være en række enkelte værker fra før og nu, men skal være en totalinstallation, der som en sammensyet Frankensteinkrop sætter gamle og nye enkeltdele sammen i en ny organisme, bragt til live med samlet titel og koncept.

Det giver muligheden for at se kunstneren for fuld udblæsning og måske en ny konfiguration af værker eller dele af værker, men kan også virke kunstigt og rodet, som flere samlesæt, der skal blandes sammen. Dette så man ved sidste års præsentation af Elmgreen og Dragset på Statens Museum for Kunst, og det gør sig gældende for den store udstilling af FOS (Thomas Poulsen) på Charlottenborg.

Lanceret som et samlet, stort værk udgør kunstnerens mange objekter en for spredt helhed, og den abstrakte tematiske ramme, primært udgjort af et digt, gør ikke meget for at samle vraggodset.

Koøje til erindringen?
Ud over at fylde Charlottenborgs rum med så mange former for genstande og værkformater, som overhovedet har været der, omfatter udstillingen digtet Koøje, ophængt foran Charlottenborg-palæet ud mod Kgs. Nytorv, og linjen ”Your Success Is Your Amnesia” sat op som neonskilt over indgangsporten til Nyhavn.

”A logbook/final cut/walnut.
Our memory is part of yours/Objects move inwards to a mental territory”

Med sådanne linjer kredser digtet tilsyneladende om forholdet mellem det personlige og det fælles og om det mentale overfor tingenes verden. Det abstrakte digt holder dens betydning åben for alle bud på fortolkning. Er det en manual eller en lang titel til udstillingen?

Handler det om at huske og etablere forbindelser eller tvært i mod om at udrense betydning og fortid, måske som et spørgsmålstegn ved de indarbejdede sandheder?

Og hvad med titlen ”Koøje” og henvisningerne til søfart?

Den kreative vildledning opretholdes igennem skilte i udstillingen, der halvt er værkskilte og halvt bestanddele af udstillingen med udsagn som ”The North Pole is a human construct”.

Igennem udstillingen er det dog ikke til at udlede sammenhængende mening nok ud fra titlen, og manøvren kommer derfor til at virke mere kunstlet end kunstnerisk.

Fine installatoriske øjeblikke
Udstillingen starter fint med værket Preppers: Et mandshøjt stykke metalrør udlagt lige indenfor indgangen. Fra enden kan man se, at det rummer en tunnel hen mod en mystisk lukket dør.

Et hemmeligt beskyttelsesrum eller hvad?

Bag dette fascinerende værk åbner et større og mere uproduktivt forvirrende rum sig. Her er alle typer af objekter fra fundne ting og sager som en skibsklokke eller dagligdags vinduer til formede objekter som et stort, sort nøglehul.

En serie fotografier viser portrætter af mennesker med gipsmasker. Hvad meningen er, kommer til at skjule sig mere, end hvad godt er.

Udstillingen leder videre ind i en række rum med mere fortættet stemning og i hvert fald umiddelbart overraskende oplevelser. Først går man igennem en et rum med store betonpiller, der er styrtet rundt om én, som en urovækkende samtidsruin.

Herfra kommer man ind i et smadret scenelokale med nogle opsatte stole og et program med et par annoncerede happenings. Ud over, at der ikke sker noget i rummet, når man kommer ind i det, melder oplevelsen af at gå ind i et lidt for klichefyldt socialt rum i en udstilling sig.

Det viser sig også, at det hele stammer fra en gammel galleriudstilling og hvad pointen er med det her, fortoner sig noget mellem de pink-sprayede vægge.

Udstilling i udstillingen
Næste rum har stemning af et gammelt udstillingslokale med mørke farver og en række skulpturelle objekter på sokler. De er finurlige og spøjse, som den store ansigtsformede kop, ”The Cup That Contains Everything” eller en fremadstormende menneskefigur formet af snører, som Boccionis futuristiske figur i en spaghetti-version.

Objekterne har alle former for størrelse og karakter og er svære at bestemme som enten blot sjove i sin enkelhed, som karikaturer af skulpturer eller noget mere seriøst. Derfor står denne udstilling i udstillingen også i forvirringens tegn.

Så når man udstillingens inderste rum. I det mørklagte rum åbenbarer en afskærmning et lille modellandskab med en form for trækonstruktion. I jorden ved siden af dette bobler en dampende lille pøl af væske.

Tableauet kan aflæses som et surreelt sindbillede, der digtet in mente modstiller erindringens struktur med dryppende glemsel. Der er dog ikke meget sammenhæng med den øvrige udstilling og forløbet frem mod denne kerne bærer ikke tilstrækkelig mening til reelt at udfolde sig.

Mellem det enkle og det fortænkte
Som flere andre fremtrædende kunstnere af sin generation er FOS kendt for socialt engagerede værker. Både forstået således, at de kommenterer på samfundets forhold, og at de selv skaber sociale forhold i en form for fællesskab i oplevelsen af dem. Begge dele er dog ret fraværende på Koøje, der virker mere ekskluderende end inklusivt inspirerende.

Overordnet ligger FOS’ værker et sted mellem den enkle funktionalitet, som kendes fra Jeppe Heins værker i krydsfeltet mellem kunst og design, og en mere svært tilgængelig privat mytologi, som refererer tilbage til kunstnere som Joseph Beuys eller Ilya og Emilia Kabakov, hvor der er særlige symbolske betydninger i de mest simple dagligdags ting og materialer.

Igennem Koøje er der ganske enkelt for langt imellem disse to poler og det enkle og det fortænkte går for meget i ét.