Tæmmet poesi i Istanbul

I modsætning til tidligere års Istanbul biennaler, hvor manmåtte bevæge sig rundt i byen for finde de forskellige værker og udstillingssteder,er hele biennale-udstillingen i år samlet på et sted. Rammen er Entrepo, noglegamle industrihaller, der på skift har været det centrale udstillingssted i deforegående biennaler. 

Istanbul er en magisk by fuld af modsætninger. Her mødes orientalskog vestlig kultur, ligesom det moderne eksisterer side om side med mange lag afhistorie og traditioner. Mens metrobyggeriet bevæger sig med sneglefart gennemdet ene nyopdaget arkæologisk fund efter det andet, rummer det moderne’strøgområde’ både homonatklubber og selvsikre chicks med tørklæder. Menbiennalen i år lod Istanbul være Istanbul og fokuserede på værkerne og derespræsentation.

Inpiration fra FelixGonzalez-Torres
Udstillingen er inspireret af den cubansk-amerikanskekunstner Felix Gonzalez-Torres (1957-1996), der i sin enkle konceptuelle kunstlykkedes med at forene det personlige-poetiske med det politiske.

I en tid, hvor AIDS stadig var stærkt tabu-belagt i USA,formåede han at italesætte den sygdom, som hans partner og siden han selv dødeaf. Det gjorde han på en åben, antydende frem for instruerende eller belærendemåde. Med dette forbillede søger kuratorerne med denne udstilling at forene detformelle og politiske i kunsten.

Biennalen er struktureret omkring fem gruppe-udstillinger,der hver er omkranset af en række mindre solo-præsentationer.

Hvergruppeudstilling tager et Gonzales-Torres værk som inspiration og har fåettitlerne Untitled (abstraction), Untitled (Ross), Untitled (passport), Untitled (History), Untitled (Death by Gun),og giver dermed også inspiration til den lidt mærkelige titel for helebiennaleudstillingen Untitled (12^thIstanbul Biennial).

Nye og gamle bekendtskaber
Biennaleudstillingen byder på mange nye kunstoplevelser, selv for en garvetudstillingsgæst, og ikke kun blandt de yngre kunstnere. I alle sektionerne varder nogle vigtige historiske forbindelser til den eksperimenterende kunst fra1960’erne og 1970’erne.

I den abstrakte sektion er det enfornøjelse af stifte bekendtskab med ungarske Dóra Maurer, hvis enkleeksperimenter, som eksempelvis SevenRotations, undersøger hvordan simple processer og små bevægelser kan skabestor variation og interessante spil mellem tidsdimensionen, det todimensionaleog det tredimensionale. 

Korstogene set medarabiske øjne
Raffineret placeret i grænselandet mellem Untitled (History) og Untitled (Death by Gun) er en anden afde fantastiske oplevelser, som udstillingen byder på: Wael Shawky har lavet etaf udstillingens få videoværker, CabaretCrusades: The Horror Show File. Med marionetdukker fortælles korstogeneshistorie set fra de belejredes vinkel frem for den belejrende (romersk-katolske),som vi typisk møder.

Fortællingen foregår i slutningen af det 1100 århundrede oger fortalt i ordknappe, dramatiske scener oplyst af skæret fra flakkendeflammer, der fremhæver de groteske dukkeansigter, simple gestikker og marionettråde.

Det er en beretning, der nøgternt beskriver en rækkekrigshandlinger godkendt fra højeste religiøse sted. Men sårede religiøsefølelser (tabet af kristendommens arnested i mellemøsten) får partnerskab aføkonomiske og politiske interesser i det vestromerske rige og almindeligdesperation i det pestsvækkede Byzantiske rige, hvorved årsag og virkningersættes i perspektiv. Shawky benytter ikke blot det enkle greb at udfordrerollerne som offer-bøddel, god-ond men giver plads til den historiskekompleksitet.

I denne iscenesættelse bliver fortællingen en urscene for detkomplicerede forhold mellem de arabisk- og kristen-dominerede dele af verden,som vi oplever i dag.

Keramik somAIDS-oplysning
Et mere overraskende møde på udstillingen er rummet medsydafrikansk keramik fra kunstnerkollektivet Admore Ceramic Studio. Dedekorative kander, lysestager og fade er tilegnet formidlingen afAIDS-oplysning og familieplanlægning, temaer der er stærkt tabubelagte i heleAfrika. I denne sammenhæng er det uproblematisk at genstandende både erfolklore, kunsthåndværk og kunst, fordi den museale præsentation sikrer voresæstetiske blik på dem.

Tilsvarende overvejelser kan man have om Abraham Cruzvillegas’smukke silketryk. Motivernes indhold og formelle udtryk taler sit eget sprog.

Deer hentet fra plakater og foldere fra de politiske bevægelser i Mexico omkring1968, året kunstneren selv blev født.

Mens kunstneren i kataloget fremhævervigtigheden af det politiske indhold, er der noget ved denne udstilling, dergør det endeløst let som beskuer blot at forholde sig til det fascinerende iden visuelle retorik.

Et let-benet flow
Man glider igennem denne biennale og de smukt installerede rummed stor velbehag, omtrent lige så let som gennem et velassorteret stormagasin.Men der er langt mellem de momenter, hvor man som beskuer bliver udfordret oglokket til at investere lidt mere af sig selv i værkerne.

Som så ofte har kuratorernehaft en idé om at forene det æstetisk-formelle og det politiske. Men kun ved demange kunstnere fra den sydlige halvkugle ’performer’ kuratorerne selvpolitisk. De kunne have udforsket biennalens åbne format, men de har valgt enudstillingsform, som karakteriserede 1950’ernes moderne museer. De lange rækkeraf udstillingsbåse fastholder værkerne i en form, hvor det politiske aldrigbliver andet end et (tilfældigt) tema, og ikke påvirker selve den rolle kunstenhar, dens performativitet og proces.

Værkerne eksisterer her på kuratorernesnåde i et udstillingsmæssigt territorie, hvor kunstnerne selv ikke har meget atskulle have sagt.