Tæppefald?

Er man i den sidste tid kommet fra indgangen via Matthæusgade til det hippe kunstnerdrevede Toves Galleri i indkøbsarkaden af samme navn på Vesterbrogade, er man blevet mødt af lidt af et særsyn.

Midt i passagen ser man op mod et flot draperet scenetæppe, så man kunne fristes til at tro, de spillede teater eller gav koncerter derinde.

Kommer man nærmere, opdager man, at tæppet er syet sammen af flere forskellige typer af tekstiler i gråtonede, hvide nuancer, ligesom der gemmer sig mørkere stoffer og gotisk inspireret snoreværk inde bagved. Tæppet er derudover indhyllet i et scenelys, som giver forskellige stemninger ved at veksle mellem farverne rød, blå, grøn og gul. Men her bliver ikke spillet teater eller givet koncerter. Fokus for scenen er selve materialerne, den tomme scene og iscenesættelsen.

Kunstnerne Marie Plum og Maria Lenskjolds udstilling og installation TAKKAT spiller på, refererer til og undersøger teatrets brug af lys, rekvisitter, masker og kostumer. Noget man ser mange eksempler på indenfor billedkunsten i øjeblikket (fx Simon Starlings sidste udstilling på Charlottenborg).

Gennem scenetæppets forskellige materialer, får man associationer til såvel det klassiske teater, variete show, peep show og rock koncert, mens det batiklignende bagtæppe antyder noget universelt, metafysisk – en stjernehimmel eller verdensrummet måske.

Ingen illusioner
Det er nu ikke teatermaskinens skabelse af illusion, kunstnerne interesserer sig for. Det er snarere Bertholt Brechts verfremdungstradition, kvinderne arbejder indenfor: En efterhånden gammel tradition for at iscenesættelsen ikke skjules, men bliver undersøgt og udstillet. Lamperne står frit i rummet som skulpturer, ligesom ledningerne slanger sig sorte rundt på gulvet.

Man kan også bevæge sig om bag ved scenen, her finder man som i et andet supermarked eller en brugskunst-boutique diverse objekter stillet frem på et display. Objekterne er lavet af keramik og stof. Flere er malede i sorte, grålige nuancer, og de minder om ting, vi kender og omgiver os med i vores hverdag, tøj, makeup, køkkenting, ligesom situationen minder om en helt almindelig iscenesat købssituation. Man bliver forført og får lyst til at se på tingene med fingrene.

Sandhed bag scenetæppet
Takkat bevæger sig på den led på kanten mellem kommercielle tegn og markører for kunst. Der bliver på klassisk postmoderne vis spillet på ideen om, at der ikke findes én sandhed, her gemt bag forhænget. Der er ikke en sandhed, noget essentielt bag scenetæppet, et budskab eller en kunstneridentitet. Betydningen er blot materialerne sat i scene, og man finder nok snarere i overført forstand endnu et forhæng, bagved scenetæppet, man kan trække fra.

Kunstnerduoen kommenterer på iscenesættelsen som kulturelt fænomen. Både som en kritik af et samfunds mulige overforbrug af designet kultur uden indhold, en tom scene, men samtidig er totalinstallationen et eksempel på, hvorledes iscenesættelsen, masken og kostumet kan producere platforme for identitet og møder med virkeligheden.

Udstillingen rejser spørgsmålet om en sandhed. Man kunne dog med kunstnernes påpegningen af noget hemmeligt og mystisk inde bag tæppe komme i tvivl og tro, at kunstnerne er ude i et småpatetisk metafysisk ærinde.

Men udstillingens karakter af fragmenter og henkastethed, fx værket udgjort af en stålplade, hvor figurer er blevet standset ud, smidt i et hjørne af gallerirummet og spejlværket som giver titel til udstillingen, peger på det metafysiske kunstværks farvel. Det er nu op til den lidt forvirrede og tvivlende beskuer selv at forestille sig, hvad der sker på scenen.