Tag nu den røde pille Roskilde!

”Fuck Apathy”, ”Homoseksuel Propaganda”, ”Political Prisoners”, ”Europe Sucks”, ”No Idea.”

Sådan stod der på store bannere mellem festivalgæsterne, da de blev lukket ind på campingområdet. Uden at have sagt ja til det, blev de en del af en massedemonstration mod politisk fangenskab.

På bannerne var der også billeder af politiske fanger: russiske kunstnere, aktivister og oppositionsledere. ”Rally for Political Prisoners”var navnet på demonstrationen, og det var den russiske kunstgruppe og aktivistbevægelse VOINA, der stod bag.

Demonstrationen var deres første tiltag på Roskilde festival.

Torsdag eftermiddag sker der igen noget.

Et kæmpe stort banner med et portræt af et mandligt medlem af VOINA, der har været fængslet over længere tid i Rusland, bliver sat op på Darupvej.

Han er portrætteret bag tremmer, ser konfronterende ud på festivalgæsterne og har øjnene mod dem, når de går over vejen.

En uge uden bekymringer
På Roskilde festival kan vi sige, hvad vi vil, og vi kan gøre, hvad vi vil. Vi kan tage et dyrekostume på, blive møgbeskidte, løbe nøgne rundt, drikke os fulde, blive bedste venner med en fremmed, råbe af vores lungers fulde kraft og danse hæmningsløst til solen står op. I en uge er der ingen bekymringer. Dem tager vi, når vi kommer hjem, og alt bliver det samme igen.

Festivalen viser, hvor godt vi har det herhjemme.

Vi lever i et samfund med demokrati og velstand. Vi tager til Roskilde for at tage en pause fra vores gode liv for at have det endnu bedre. Det er det, VOINA vil huske os på, ifølge Denis Rivin, projektleder for VOINAs deltagelse på festivalen.

“For vi kan råbe op for dem, der ikke kan, og vi kan forsvare de rettigheder, som demokratiet bygger på.”

Men det kræver, at vi tager stilling og handler. Men kan man få festivalgæsten, der ikke vil bekymre sig om noget til det?

Virkelighedssammenstød
Med demonstrationerne i lørdags og torsdags blandede en anden virkelighed sig med virkeligheden på Roskilde, nemlig virkeligheden i Rusland. En virkelighed med indskrænkelser af demokratiet, herunder indskrænkelser af ytringsfrihed, kunstnerisk og seksuel frihed.

Der blev for nylig indført en lov i Rusland, der forbyder homoseksuel propaganda. Som del af den iscenesatte demonstration blev gæsterne uden at have valgt det involveret i virkeligheden i Rusland: De tog stilling, de handlede.

Demonstrationen var, ifølge Denis Revin, en direkte opfordring til den danske regering om at tage afstand fra Putins overtrædelser af demokratiske rettigheder.

Dit valg?
”Vil du sutte Putins pik for et gratis vodkashot?”, spørger VOINA med deres aktion Europe Sucks.

Der er ikke nogen tvivl om, hvad aktionen går ud på: At billedliggøre hvordan europæiske statsledere ikke siger noget til Putins indskrænkelser af demokratiet af handelsmæssige og økonomiske årsager.

Men det handler ikke kun for VOINA om at få festivalgæsterne til at tage stilling til det, der sker uden for landets grænser.

“Også herhjemme oplever sociale grupper stigmatisering, diskrimination og undertrykkelse,” siger Denis Revin og forklarer, at selvom festivalen er et frirum, er den også et midlertidigt samfund, hvor der er nogle af de samme problemer som i det danske samfund generelt:

“Se bare hvilken diskrimination flaskesamlerne bliver udsat for, og se hvad der sker, hvis to homoseksuelle vader ind i den forkerte lejr og er kærlige over for hinanden.”

Occupy, offentlighedslov, Roskilde
Flere grupperinger er taget på Roskilde Festival for at informere om deres sag og sammen med festivalgæsterne slå banneret ud, gå i samlet flok, vise deres utilfredshed og råbe ansvarshaveren op. Blandt dem er Occupy Wall Street fra New York, Occupy Gezi Park fra Istanbul og bevægelsen mod offentlighedsloven.

Aktivist- og kunstbevægelsen The Triangle Project, der består af aktivister og kunstnere fra New York, Istanbul og København, bruger forskellige metoder til at formidle politiske sager, skabe politisk bevidsthed og engagere os alle sammen i den politiske dagsorden. De bruger kunst som aktivisme og aktivisme som kunst. Og det gør de på Roskilde Festival, når førnævnte aktivistbevægelser og mange flere fra både ind- og udland er involveret i performances, parader, workshops og paneldebatter i løbet af musikdagene.

Paneldebatterne skal informere og vække til eftertanke, og de arrangerede workshops og parade aktivere og involvere. Festivalgæsterne skal sammen lave skilte, bannere og slagsange til paraden, der både er en virtuel og virkelig parade

Fredag eftermiddag skinner solen fra en skyfri himmel og foran installationen The Velvet State på en lille scene står fire mænd fra Occupy Wall Street.

De taler om at være med i en bevægelse, være med til at lave forandring.

”Mange af os har oplevet noget, der gør ondt. Og det skal der nogle gange til. I Danmark har i det godt, men i kan få det endnu bedre og bliver det forgangsland, i gerne vil være. Men så skal du, du og du handle”. Han peger ud på publikum.

Den blå eller røde pille!
Ifølge Jacob Fuglsang, der er ansvarlig for The Triangle Projects deltagelse på Festivalen, kan vi lære meget af Occupy-bevægelserne.

“Vi kan lære at tro på noget, tro på at vi kan lave forandring, og ikke være bange for at gøre det. Vi skal tage den røde pille,” forklarer han og henviser til Matrix-filmen.

Så siger vi ja til en alternativ virkelighed, en virkelighed vi selv skaber. Langt de fleste af os tager blå piller – hele tiden. Vi accepterer tingenes tilstand. Og så er vi tilbage til VOINAs demonstration og banneret: ”Fuck Apathy”.

Til spørgsmålet om det hele kan få festivalgæsten til at bekymre sig, siger Denis Revin, at det ikke nødvendigvis handler om for VOINA at omvende masserne:

”For hver festivalgæst, vi kan få til at tage stilling og handle, bliver vores kunstneriske aktivistbevægelse stærkere, og vi bliver glade kunstaktivister.”