Tanken er åben

Udstillingen Mogens Otto Nielsen – Retrospektiv viser med åbent sind og hjerte et gevaldigt spræl af konceptuelle værker.

Mogens Otto Nielsen ved myredåser med kulørte pærer. Foto: Niels Fabæk.

Udstillingen Mogens Otto Nielsen – Retrospektiv viser med åbent sind og hjerte et gevaldigt spræl af konceptuelle værker.

Sætningen tanken er åben er trykt på et gammelt metalskilt, som hænger ned fra loftet i udstillingens første rum. Måske stammer skiltet oprindeligt fra en benzintank af ældre dato, men her i Mogens Otto Nielsens retrospektive univers fungerer både skilt og udsagn som en visuel poetik, symptomatisk for samtlige af udstillingens værker.

Mogens Otto Nielsen repræsenterer den generation af danske konceptkunstnere, der siden starten af 1960erne har markeret sig i den internationale eksperimenterende avantgarde, og hans samlede repertoire er enormt, farverigt og helt specielt.

På udstillingen er der således både film, installationer, lyd, objekter, malerier, assemblager, fotografier, dokumentationer af tidligere udstillinger og et utal af andre værker på papir – you name it. Værkerne præsenteres med farvestrålende friskhed i det gamle kraftværk, om end hele arrangementet forekommer noget kaotisk til at starte med. Hvor skal man begynde?

View gennem udstillingen. Foto: Niels Fabæk
View gennem udstillingen. Foto: Niels Fabæk

Politisk – konceptuelt og korrekt
I sin helhed dokumenterer udstillingen alle Mogens Otto Nielsens konceptuelle facetter, og ofte er værkerne indlejret i en politisk (korrekt?) diskurs omhandlende menneske og natur, miljø og bæredygtighed.

De fleste af værkerne bærer således påskriften Atmosphere Controlled – efter sigende fundet i en frugtkasse i Frankrig. Påskriften fungerer både som en poetisk omskrivning af fødevareindustriens holdbarhedskodeks og som en politisk påmindelse om nutidens kontrolsamfund. Atmosphere Controlled er trykt på blandt andet tapeter og plakater.

Stribevis af kunstplakater fra kunstnerens arkiv. Foto: Niels Fabæk.
Stribevis af kunstplakater fra kunstnerens arkiv. Foto: Niels Fabæk.

Kunst med posten
Udstillingen rummer også et rent skatkammer fuld af forunderlige kunstkorrespondancer. Mogens Otto Nielsen er mail artens danske bannerfører, og i mere end 40 år har han udvekslet koncepter, tanker og ideer med sine kolleger ude i den store verden.

Den enorme produktion af mail art tager blandt andet form af fotografier, postkort, breve og fint dekorerede kuverter.

Mail arten breder sig i hele udstillingen og præsenteres både i glasmontre og i mapper (som man må bladre i), ligesom den hænger fra loftet i dertil indrettede plastiklommer og på "tørresnore" spændt ud tværs igennem rummene.

Fra venstre: Tanken er åben, Hyldest til Kropotkin, installation og Hulahop hulahop. Foto: Niels Fabæk.
Fra venstre: Tanken er åben, Hyldest til Kropotkin, installation og Hulahop hulahop. Foto: Niels Fabæk.

Lommekunst
Mail artens indhold er primært sprogligt funderet med små humoristiske hilsner, notitser eller beskrivelser af udstillinger.

En af glasmontrene rummer imidlertid en finurlig korrespondance, hvor Mogens Otto Nielsen har bedt forskellige personer om at tømme deres lommer og sende indholdet til ham.

Lommeindholdet er puttet i små omhyggeligt nummererede poser. Nummeret på hver enkelt pose figurerer på en vedlagt fortegnelse, så man kan se, hvilke personer lommeindholdet stammer fra.

Bogobjekter og kunstplakater. Foto: Niels Fabæk.
Bogobjekter og kunstplakater. Foto: Niels Fabæk.

Såre simpelt men ude af kontrol
Efter Mogens Otto Nielsens eget udsagn handler kunsten om at gøre tingene "så simpelt som at trække vejret", og man fornemmer også, at kunstneren betjener sig af et uhøjtideligt værkbegreb. Det lille lommemuseum, for eksempel, fungerer som glimrende bevis på hans ligefremme og uhøjtidelige tilgang til kunsten.

Udstillingen er som nævnt sprudlende og fantasifuld, men der er dog det problem, at det "simple" i de ellers så interessante værker kan være svært at afkode for beskueren, fordi de ofte drukner i en kaotisk iscenesættelse. Alt er nemlig ophængt eller placeret uden hensyn til tema, medie eller årstal.

Så selvom udstillingens hovedtema er Atmosphere controlled, kan man altså nemt miste kontrollen. Sammenhængen mellem værkerne er lidt for svær at greje, og tanken er måske for åben -trods alt.


Fakta

Udstilling

Mogens Otto Nielsen - Retrospektiv

15 jan 2010 14 mar 2010

Mogens Otto Nielsen

Kunsthal NORD Se kort og tider