Tavshedspligt og tavshedskultur

Tavshedspligt og tavshedskultur er som bekendt ikke helt det samme. Tavshedspligt er juridisk, mens tavshedskultur afspejler en kultur og dermed handlinger eller mangel på samme. Tavshedskultur er en kultur, hvor ting forties af forskellige grunde. I #MeToo-anliggendet betegner tavshedskultur, at man af hensyn til magtstrukturer ikke siger det, man bør sige, for eksempel om krænkelser og chikane.

Som leder af en hvilken som helst institution har man tavshedspligt i forhold til medarbejdere og i forhold til studerende. Tavshedspligt gælder personlige anliggender af en hvilken som helst karakter. Alt andet på en offentlig institution er ikke omfattet af tavshedspligt, men kan tilgås, hvis man beder om det. Det gælder også dokumentationen over det fokus Kunstakademiets Billedkunstskoler har haft på sexchikane og krænkelser siden efteråret 2017.

Og her har jeg sat flere ting i gang, som tilsyneladende og desværre ikke er nået offentlighedens opmærksomhed. Måske fordi vi på Kunstakademiet først og fremmest så det som et internt anliggende i forhold til arbejds- og studiemiljø, som vi ønskede at have fokus på blandt ansatte og studerende, som mange andre institutioner også gjorde det i kølvandet på starten af #MeToo-kampagnen.

Dette er et svar på klummen: #MeToo: Tavshed er altid smart – hvis ingen vil komme videre

Chikaneudvalget

At man ikke har ”gjort noget” i forhold til #MeToo og sexchikane på kunstakademiet i det forløbne år er forkert. I november måned 2017 blev der i samarbejdsudvalget (= et udvalg bestående af arbejdsgivere og arbejdstagere på arbejdspladsen Kunstakademiet, der bl.a. adresserer arbejdsmiljø) på min foranledning taget en beslutning om, at der skulle etableres et udvalg bestående af lærere og studerende, der skulle arbejde med at definere regler i forhold til chikane og krænkende adfærd på Kunstakademiet. Udvalget kaldtes ”Chikaneudvalget”.

Denne beslutning blev taget med udgangspunkt i #MeToo-kampagnen, der gjorde os på Kunstakademiet (som mange andre) opmærksomme på, at vi manglede regler og retningslinier på dette område. Vi havde en paragraf i vores personalepolitik, der adresserede problematikken, men vi havde ikke i bredere omfang ladet de studerende omfatte af de samme regler. Ikke som en bevidst politik, men noget, der hænger sammen med, at der er regler for arbejdsmiljø for medarbejdere men ikke for studerende i lovgivningsmæssig sammenhæng.

Det er noget, man kan tage fat på, for her er et problem. Måske var det mange år for sent, men ikke desto mindre, gjorde vi som mange andre institutioner, fordi netop dette pludselig stod lysende klart i forhold til #MeToo-kampagnen. Skolerådet, som er rektors rådgivende organ, bakkede op om forslaget om at etablere udvalget.

I foråret 2018 arbejdede gruppen på forslaget til en struktur for håndtering af chikane og krænkelser og en plan for, hvordan dette bedst kunne kommunikeres på Kunstakademiet. Der blev i forbindelse med vedtagelsen af projektet også udsendt en mail af mig til studerende, om at krænkende adfærd og chikane IKKE er accepteret på Kunstakademiet og med et link til HK’s hjemmeside, hvor der er en fin beskrivelse af, hvad krænkelser og chikane er. Dette skete i erkendelsen af, at udvalgets arbejde ville tage et stykke tid, men at jeg gerne ville signalere, at upassende opførsel af enhver art ikke var accepteret. Derudover blev holdt flere møder med undervisere og studerende med det formål at sætte fokus på krænkelser, chikane og tavsheden herom. Det var et tema, der blev sat med håb om at forebygge krænkende adfærd, men også med håbet om, at hvis det skete på skolen eller var sket på skolen, ville nogle komme og sige det.

Læs nyhed om Kunstakademiets adfærdspolitik mod sexchikane

Nogle gamle studerende, der gik på akademiet, før jeg selv blev ansat, kom så og sagde noget, som i artiklen refereres til som ‘sexchikanesagen’. Hvad der herefter skete, kan jeg ikke sige.

Den seriøse samtale på kunstakademiet

Jeg læser Matthias Borellos klumme som et udtryk for (måske fejlagtigt) opfattelsen af, at det ikke er nok blot at konstatere, at der er sket noget, men at han vil have navne på bordet, tale om hvad der skete etc., men det må man altså ikke. Det er her, tavshedspligten kommer ind i billedet. Det betyder dog ikke, at der ikke er talt om sexchikane på billedkunstskolerne, og at der ikke er kommet en generel opmærksomhed på problemet. Sexchikanesagen førte til flere handlinger, men vigtigst af alt måske førte den til en seriøs samtale om emnet blandt ansatte og studerende, som var god at have i forhold til at rejse en generel bevidsthed om emnet og ikke mindst at bryde tavsheden og gøre klart, hvad uacceptabel opførsel er.

Der blev talt rigtig meget om adfærd og muligheder for at indberette dårlig adfærd i forårets løb. Førnævnte udvalg (Chikaneudvalget) blev færdige med deres arbejde og har lavet en folder og en plakat, så alle studerende, undervisere og gæsteundervisere nu bliver gjort opmærksom på, hvad krænkende adfærd er, OG at det ikke er i orden og kan få konsekvenser for ens ansættelse, hvis man er underviser. Lanceringen af folderen har jeg hørt skete efter planen ved skolernes åbning den 1. oktober, og det er blevet fulgt op af et seminar.

Opgøret med tavshedskulturen

Det hele handler om at ændre krænkende adfærd og magtmisbrug, lave gennemsigtige strukturer og overveje om den organisation, man har på Kunstakademiet, er hensigtsmæssig i 2018 og så fremfor alt at bryde tavsheden. Det kommer jeg ikke selv til at følge til dørs, men det er sat i gang i håbet om at skabe en åbenhed, et ansvar hos den enkelte og i fællesskabet og en god arbejdskultur uden krænkelser på Kunstakademiet og i kunstlivet. Eller med andre ord: At få gjort op med den tavshedskultur blandt folk, der er bange for at fortælle om krænkende adfærd.

Måske har pressestrategien i denne henseende været utilstrækkelig, og jeg kan godt se i bagklogskabens klare lys, at man burde have været tydeligere i offentligheden i forhold til de handlinger, der blev foretaget på Kunstakademiet i forbindelse med #MeToo-kampagnen.

Jeg taler gerne om sexchikane og krænkende adfærd, som jeg på ingen måde synes er i orden, men jeg taler ikke om personsager. Der er efter min mening ingen tvivl om, at der bør tales om sexchikane, krænkelser og magtmisbrug, hvis og når den finder sted, eller hvis magt udnyttes på forskellig vis. Men som leder kan man udadtil bare ikke gøre det på anden måde end i generelle termer. Man kan ikke bruge eksempler, nævne navne på ansatte eller studerende, som er involveret i sager, for de er netop sager, og folks anonymitet skal beskyttes.