Teatralsk intimitet

Det første, der slår mig, er røglugten, da jeg træder ind af døren til lejligheden på Frederiksberg. Her lugter fælt af gammel, sur røg. Man kan se den sidder i væggene i entréen. Brune. Og i alt inventaret. Forfaldet i rummene er tydelig. Alt er ved at falde lidt fra hinanden. Gå i opløsning. Bøger hober sig op på hylderne, opslagsværker, papirer, gamle fotografier, alt muligt skrammel samlet over et langt liv, der nu nok er forbi.

Der står Jørgen Sømod på dørskiltet.

Hans lejlighed er nu beboet af tre unge, smukke kvinder. En brunette, en blondine og en rødtop. Brunetten inviterer mig indenfor. Jeg bliver taget venligt i hånden og trukket med ind i stuen. Her er mørkt, og jeg sætter mig i en af stolene ved et lavt bord.

Brunetten tager kækt min jakke og taske fra mig og smider hen på sofaen. Så skænker hun portvin op til mig i et krystalglas. Rødtoppen tager en æske med cigaretter frem og byder mig.

Kvinderne er tavse, men de ser på mig hele tiden. Kigger mig sensuelt ind i øjnene. Og jeg ved ikke helt, hvor jeg skal se hen. Gøre af mig selv. Det er som om, jeg er kommet alt for sent til en privatfest, hvor jeg ikke kender et øje.

Så jeg lytter til ’soundscapet’ af Loke Rahbek fra Posh Isolation. Industrielle, larmende, metalliske lyde, der står i modsætning til den brune, skumle lejlighed, men samtidig giver samme fornemmelse af fravær og forfald.

Human- og sitespecifik
Madeleine Kate McGowan har udviklet konceptet for Five Apartments, men alle fem installationer er udviklet specifikt af performerne, musikerne og teknikerne.

Madeleine Kate McGowan har tidligere været en del af holdet bag den hypede musik- og performancefestival Henrys Dream.

Five Apartments’ koncept og æstetik lægger sig i samme spor. Værket opponerer mod flokmentalitet og kulturforbrugerisme og fokuserer på den enkelte beskuers særlige møde med værket. Værket er altså human-specifikt samtidig med, det kun kan finde sted i netop denne lejlighed og dermed også er sted-specifikt.

Jeg sidder altså ikke trygt i teatrets plyssæder langt væk fra scenen eller står sikkert foran et kunstobjekt, men er selv en del af værket. Det bevirker en lidt pirrende følelse af at være på usikker grund. Mine sanser skærpes, og jeg må selv orientere mig i værket guidet af performerne, ligesom rammerne virker fuldstændig autentiske, da de slet ikke er bygget op til performancen.

Desuden er Five Apartments en del af det miljø, der udspiller sig omkring Club de la Faye, Fictions Pimps og SIGNA, der gennem ca. 10 år har udforsket og eksperimenteret med performanceinstallationens forhandling af fiktion og virkelighed.

’Framing’ af virkeligheden
Spørgsmålet om skellet mellem fiktion og virkelighed er en smule fortærsket, men Five Apartments giver måske mulighed for at opføre sig anderledes, end man gør til hverdag, hvor man performer sit køn, klasse, sin identitet.

I hvert fald kan man i Five Apartments opleve sprækkerne mellem fiktion og virkelighed; opleve at træde ind i en æstetisk ’framet’ parallel verden. Og på den måde mærke hvordan man hele tiden konstruerer sin egen fiktion om virkeligheden – også udenfor værket. At man også i virkeligheden udenfor Five Apartments skriver og konstruerer en fortælling om sin virkelighed.

Five Apartments virker tilsigtet fragmentarisk, mindre fortællende og uden den rammefortælling, kunstnergruppen SIGNA’s installationer ofte er båret af, ligesom tidshorisonten på kun 50 min. gør, at man ikke for alvor bliver familiær med performerne. De virker desværre snarere teatralske og fremmede. Når blondinen fx spørger mig: ”Hvordan har du det med døden?” og tager mig i hånden, bliver intimiteten og fortroligheden forceret, ligesom da jeg pludselig skal danse meget tæt med brunetten.

Men Five Apartments er bestemt et besøg værd. Værket er æggende sanseligt, såvel visuelt og musikalsk. Hvert besøg er forfriskende individuelt. Man ved ikke, hvad man træder ind til, måske noget man i virkeligheden ikke burde have set. Jeg gik forvirret fra lejligheden med blodspor på kinden.