Tekstilkunst – set fra et queerfeministisk perspektiv

I At pynte på Madalenas tråde taler den queerfeministiske kunsthistoriker Julia Bryan-Wilson lige ind i samtidskunstens store engagement i tekstile praksisser. Essayet tager udgangspunkt i den brasilianske broderi- og multikunstner Madalena Santos Reinbolt. Hun producerede sine værker i efterkrigstidens USA, men ernærede sig som stuepige og har først efter sin død opnået anerkendelse inden for en billedkunstnerisk ramme.

Gennem Reinboldts eksempel bidrager Bryan-Wilson til den historicering af de tekstilkunstneriske former, som i disse år udfolder sig både internationalt, f.eks. i udstillingen Unravel The Power and Politics of Textiles in Art, som lige nu vises på Barbican i London, og i en dansk sammenhæng, hvor både SMK og Galleri Susanne Ottesen for nylig har udstillet tekstilkunstneriske praksisser, og Grønningens efterårsudstilling senest stillede skarpt på vævningen.

Samtidig spørger essayet kritisk til tekstilkunstnens nylige inklusion i kunstens hvide kube, hvorved dens relation til vigtige globale traditioner, omsorgspraksisser og kollektivt arbejde kan gå tabt. Bryan-Wilson leverer således ikke blot en feministisk, men også en klassebevidst og antiracistisk intervention i kunstbegrebet.

“All production is political”, skriver Julia Bryan-Wilson sammen med Glenn Adamson i forordet til deres fælles bog i 2016, og foreslår dernæst i sin egen bog Fray (2017) begrebet textile politics for at beskrive, hvordan “tekstiler er blevet brugt til at fremme politiske dagsordner” (fra bannere til protestbroderier), men også for at pege på en “fremgangsmåde hvormed politik kan gøres materielt”. Produktionspolitik, tekstilpolitik og ikke mindst tekstilmaterialets politik er også omdrejningspunkterne for Bryan-Wilsons essay At pynte på Madalenas tråde.

Det er karakteristisk for Bryan-Wilsons tilgang til kunsthistorisk arbejde, at hun fremhæver det politiske i kunsten, specielt i forhold til aktivistiske kunstnerkollektiver, arbejdsvilkår eller alternative praksisser inden og uden for kunstverdenen, men også i forhold til de materielle betingelser for overhovedet at producere kunst og de materialer, der på den baggrund tages i brug.

Her trækker hun på teoretiske indsigter fra Karl Marx, samt queer og feministisk teori, og er på den måde beslægtet med både kunsthistorikere, såsom Amelia Jones, forskere i performance studies, såsom José Esteban Muñoz, og forskere som Gregory Scholette, der fokuserer på den kollektive og politiske dimension af kulturelt arbejde.

Bryan-Wilson behandler i sin forskning ofte, og ikke mindst i At pynte på Madalenas tråde, diskussioner om racialiseret arbejde og kønnet produktion ud fra et queerfeministisk perspektiv.

Det, der gør hendes arbejde så interessant, er hendes insisteren på at udfordre grænserne for, hvad der betragtes som korrekt eller normativ kunsthistorie. Det, Bryan-Wilson selv beskriver som sin queer taktik, leder hende ofte i retning af det marginaliserede: Det, som ikke har økonomisk og kulturel værdi, den historie, som ikke bliver skrevet, det, der falder uden for normen.

Og de spørgsmål, hun stiller, er fundamentale for hele vores forståelse af, hvad kunst er. Som hun selv beskriver det i et nyligt interview på Columbia Universitys hjemmeside: “Hvad er denne form for skabelse, som vi kalder kunst? Og hvad er forgreningerne omkring denne kategori i forhold til klasse, race, køn og seksualitet? For det er i grunden en problematisk og hierarkisk kategori, som er ladet med enorme mængder af værdi og monetære investeringer. I sidste ende er det en markedskategori. Hvad sker der, når vi opløser den?”

Bryan-Wilson inddrager i sin tænkning en specificitet omkring materialer og teknikker. Ikke mindst i At pynte på Madalenas tråde er det iøjnefaldende, hvordan Bryan-Wilson fremhæver, beskriver og analyserer materialer, og hvordan arbejdet med materialet – og arbejde i det hele taget – fylder i hendes kunsthistoriske fortolkning.

Hvordan er dette værk lavet, hvad er det lavet af, hvilket arbejde ligger der i det, hvordan er der arbejdet med materialerne, hvor kommer materialerne fra, hvilke socioøkonomiske tilhørsforhold indskriver de sig i, og hvilke historier trækker disse materialer med sig? Især spørgsmålet om hvilke materialer, der arbejdes med, bliver prægnant i forhold til tekstile praksisser, fordi disse ikke altid har været inkluderet i konventionelle kunsthistorier.

At stille disse spørgsmål om værdi og materialitet i forhold til æstetiske tekstile praksisser, fremhæver ikke blot nålens gennemstikning af stoffet, som en lille revolte, vævning som et arbejde der involverer hele kroppen, men også hvordan disse teknikker – broderi, syning, vævning, quiltning – er gennemsyret af kønnede, klasseopdelte og racialiserede hierarkier.

Med andre ord er der politik i materialerne, der er historiske dimensioner i dem, og der er arbejdet med dem. Der arbejdes op imod en række grænsedragninger og hierarkier, som udfordres og nytænkes gennem det kunstneriske arbejde med tekstile materialer og gennem den kunsthistoriske fortolkning af disse genstande.

I At pynte på Madalenas tråde bliver sådanne “materielle sammenfiltringer”, som Bryan-Wilson formulerer det, fremhævet gennem et fokus på den brasilianske tekstilkunstner Madalena Santos Reinbolt (1919–1977) og hendes håndarbejde, hendes kunstneriske virksomhed og hendes lønarbejde.

Santos Reinbolts broderede billeder var komplekse og taktile i deres tekstur, og til tider vanskeligt afkodelige, men ikke desto mindre dynamiske i deres motiver af landskaber og fællesskaber. I sin behandling af Santos Reinbolt udfolder Bryan-Wilson de mange relationer og traditioner, som hendes broderi og håndarbejde kan knytte an til.

Santos Reinbolts praksis forbindes til andre kvindelige, afrodiasporiske kunstnere, lige så vel som til broderiets eller håndarbejdets mangesidede kulturelle og ofte kønnede historie. Bryan-Wilson fremhæver således førhen “unævnelige” forbindelser mellem afrodiasporisk funktionelt design og den moderne abstrakte tradition, ligesom hun nævner bomuldens rolle i Santos Reinbolt’s familiehistorie.

Bryan-Wilson viser derved, hvordan tekstile materialer, specielt bomuld, trækker tråde tilbage til de slavegjortes liv på plantagerne, hvor bomuld var en af hovedafgrøderne. På den måde tydeliggør materialeanalysen, hvordan arbejdet med tekstiler ikke blot er et fundament for Vestens rigdom, idet den industrielle revolution til dels var muliggjort af trekantshandlen og bomuldsproduktionen, men også en del af fundamentet for raciale formationer.

Arbejdet med nål og tråd, på dansk ofte kaldet håndarbejde, leder opmærksomheden hen på det håndlavede, dét, der kan haves i hånden, dét, der ligger i skødet – og som man nemt kan lægge fra sig, når andre pligter kalder (det lønnede husarbejde i Santos Reinholds tilfælde).

Disse arbejder er dog ikke kun til brug, de er også til at pryde og pynte og derved skabe æstetisk nydelse. Selve denne pyntning bliver hos Bryan-Wilson en spekulativ teoretisk metode. Der skal i hendes optik åbnes op for en bredere forståelse af, hvad kulturel produktion indebærer.

Ikke forstået sådan, at vi skal skifte ét begreb ud med et andet. Det handler ikke, som sådan, om begreberne, men langt mere om den værdisættelse, som disse begreber afføder. Det handler om, at vi som tænkere, historikere og ikke mindst publikum bør tage disse praksisformer seriøst.

Som Bryan-Wilsons righoldige læsning af Santos Reinbolts sprudlende praksis til fulde illustrerer er de æstetisk set lige så innovative, udtryksfyldte og meningsfyldte, som de såkaldte skønne kunster (fine arts).