The Squares satire over samtidskunsten
Sjældent har en film sat fingeren på de problematiske sider af samtidskunsten så præcist, så morsomt, så foruroligende og samtidig så kærligt som The Square.
Sjældent har en film sat fingeren på de problematiske sider af samtidskunsten så præcist, så morsomt, så foruroligende og samtidig så kærligt som The Square.
info
Sjældent har en film sat fingeren på de problematiske sider af samtidskunsten så præcist, så morsomt, så foruroligende og samtidig så kærligt som The Square.
I en af de første scener i filmen sidder en ung museumsmedarbejder ved indgangen til et stort museum for moderne kunst i Stockholm. Nogle japanske turister kommer gående ind, men kustoden stopper dem og siger, at de ikke skal gå den vej, for der er kunst. Slottet ligger i den modsatte retning. Hun antager uden at spørge, at turisterne ikke er kommet for at se på kunst. Og hun har ret.
Museet er det fysiske og institutionelle omdrejningspunkt for The Square, som handler om den kunstneriske leder, Christian (Claes Bang) og hans eksistentielle vej i spændingsfeltet mellem godgørenhed og privilegeret distance til dem på bunden af samfundet. Men filmen handler også i høj grad om samtidskunst, og det er dét element, jeg vil fokusere på her.
Bange anelser
Det er på mange måder en fremragende film. Det er ikke noget originalt synspunkt, da hædersbevisningerne regner ned over den. Men den er så intens i hver eneste scene og så velspillet af alle medvirkende og så præcis i både sin realisme og sin symbolik, at det kun er ganske få steder, man kan finde småting at udsætte på den. Og så er billeder og lyd og klipning på et meget højt niveau i en flot balance mellem mainstream og dristige virkemidler. Der er hele tiden en stemning af, at der sker noget forfærdeligt lige om lidt. Når de sidder i en bil, når de går i en trappeopgang, når nogen banker på, er man overbevist om, at volden kommer, og det skyldes de snævre billedbeskæringer, den vilde brug af lys og mørke, den konstant ladede lydproduktion. Men volden kommer kun én gang. Og den kommer ikke fra den sociale boligblok, men fra kunsten.
Relationel oplevelsesøkonomi
Set fra en kunsten.nu-vinkel er det imponerende, hvor godt filmen har ramt samtidskunsten. Ofte er det en pine at se fiktive kunstværker og museumsverdenen skildret på film, men her er det spot on. Instruktøren Ruben Östlund kender sin kunstverden, og han har endda selv oprindeligt skabt titelværket The Square i virkeligheden, ligesom de andre værker er direkte inspireret af eksisterende samtidskunstværker.
Værket The Square er en hvid firkant af en argentinsk kunstner, der udgør “et fristed for tillid og omsorg. Inden for den deler vi alle lige rettigheder og forpligtelser”, som et messingskilt angiver. Værket installeres på torvet, og på komisk og samtidig symbolsk vis fjernes rytterstatuen (der repræsenterer det hierarkiske samfund) for at give plads til denne ultrademokratiske firkant, der er helt nede på jorden.
Den er et klart eksempel på den ‘relationelle æstetik’, som har fyldt meget de sidste 20 år i kølvandet på Nicolas Bourriauds lidt vage tanker om at gøre selve de sociale relationer til det æstetiske objekt. Adskillige samtalekøkkenagtige værker har pustet sig op som kunstens gave til demokratiet, og ofte er der snarere kommet flotte ord og oplevelsesøkonomi ud af det. Det spidder filmen meget præcist, idet et reklamebureau har til opgave at skabe opmærksomhed om værket og lykkes med det på en alt andet end omsorgsfuld måde.
Kunstverdenen besidder ikke den solidaritet med de udsatte, der ofte er dens indhold, men baserer sig i mindst lige så høj grad på hierarkier og en købestærk overklasse som andre dele af samfundet. I hvert fald når vi befinder os på museumsniveau. Men filmens styrke ligger i, at den ikke bare er endnu en satirisk anklage om dobbeltmoral, der hænger den magtfulde museumsdirektør ud. Han er selvoptaget, og det er hans hybris, men han er ikke noget ondskabsfuldt menneske. Og der er heldigvis mange nuancer og tvetydigheder, der giver filmen en høj troværdighed – trods det satiriske glimt i øjet. Derfor accepterer man også den diskrete pointe, at hans datters showdance-hold (som faktisk optræder inden for en hvid firkant) praktiserer alle de idealer om tillid og holdånd, som kunsten proklamerer. Det lyder forfærdeligt banalt, når man siger det, men i filmen står det fuldstændig rent.
Det døde museum
Et museum er et mausolæum, som Adorno sagde, og det viser sig især i et bestemt rum på filmens museum, hvor et Robert Smithson-agtigt værk fylder gulvet: En lang række pyramider af grus. På den hvide væg hænger et neonværk, der former ordene “You have nothing”. Første gang man ser rummet, sidder kustoden alene. To besøgende på det meget stille museum stikker lige hovedet ind, konstaterer, at der ikke er noget at se, og smutter igen. Næste gang er der en ung mand, som faktisk er interesseret i værket på gulvet; så interesseret, at han gerne vil tage et billede. Det får han straks at vide er forbudt. Sådan kan museerne fremmedgøre deres publikum.
Tredje gang kører en rengøringsassistent ind i gruspyramiderne med sin gulvvaskemaskine, og det bliver besluttet på højeste sted at finde noget lokalt grus at gendanne skulpturen med. Det eneste urealistiske i den scene er, at kuratorassistenten er forbløffet over den løsning.
Når kunsten bliver dyrisk
Filmens klimaks er en performance ved åbningsmiddagen, hvor overklassen og kunsteliten sidder i gallasalen og skal have en performance med kant. En performance, der udfordrer vores pænhed og “tvinger beskueren til at reflektere over skellet mellem den dyriske natur og civilisation”, som der sikkert ville have stået i værkbeskrivelsen.
Kunstneren Oleg, fremragende spillet af multikunstneren Terry Notary, kommer ind som muskuløst abemenneske, og stemningen bliver mere og mere foruroligende, efterhånden som han overskrider flere og flere grænser, og dermed nedbryder skellet mellem kunst og liv, samtidig med at han provokerer borgerskabet. Den situationistiske våde drøm bliver her realiseret, men det står også klart, at en sådan realisering er uholdbar og voldelig; at bagsiden af grænseoverskridelsen er krænkelsen. Først da han er ved at begå en egentlig voldtægt, griber en ældre mand ind og flere følger efter. De er nu tændt af en aggression så voldsom, at projektet med at skrælle facaden af spidsborgerne er lykkedes. Avantgarden har sejret ad helvede til.
Det kunne måske lyde som om, filmen er et desillusioneret angreb på samtidskunsten, men sådan er det ikke helt. Med et lille stænk af satire udleverer den nogle af de problematiske og forlorne sider ved den, men der er faktisk også en kærlighed til kunsten i The Square. Og hvilken større kærlighed kan man give kunsten end at ruske op i dens vaner og ritualer?