These boots are made for walkin?

Drømmen om James Dean
Efter mine ældre søskende var flyttet hjemmefra, havde jeg i de sidste år af min tid som hjemmeboende teenager to værelser: et soveværelse og et James Dean-værelse tilklistret med billeder af det mutte amerikanske idol.

Ulla Didrichsen har i et stort fotografi kombineret ét af min ungdoms James Dean-portrætter med billeder af en støveklud, og hvad der mest ligner en skriggul wc-børste: Dusty James.

Husmoderremedier fra den virkelige verden der ånder pigedrømmene i nakken og viser os, hvad der skal til for at holde populærkulturens kønsstereotyper i live; mange kvinder har ligesom jeg gladelig puslet om idealbilledet på den uopnåelige mand. Og hvad fik vi ud af det? – To børn og et par højhælede sko blandt andet.

Sylespidse symboler
Udstillingens egentlige ikon er ikke James Dean, men stiletter. Didrichsen kredser om og undres over, hvad det præcis er ved de der torturinstrumenter, der klemmer tæerne og er dårlige for blodomløbet, som er så tiltrækkende?

Udstillingens første billede klasker et adgang-forbudt-skilt i hovedet på gæsten – i form af et gigantisk stempel på et tysk reklamebillede af et dameben iført sort stiletsko.

Skiltets røde forbudsfarve matches af et par knaldrøde stilethæle, der er limet på billedet og ganske uafhængigt af en kvindelig vilje synes at følge opfordringen fra reklamebilledet: ”These boots are made for walkin’”.

Denne oplagte morsomhed indrammer udstillingens overordnede spørgsmål: ”Hvor frivillig er frivilligheden i vores ydre fremtoning – er der tale om en skjult tvang?” – Hvorfor accepterer kvinder verden over, at disse instrumenter skulle være skabt til at gå i, når de nu så tydeligt er det modsatte – nemlig gangforhindrende.

Kitsch og kunst
Didrichsens såkaldte ’combines’ af manipulerede fotos med påsatte ’spidse’ kommentarer i form af blandt andet stiletter og barberblade udgør cirka halvdelen af udstillingen på Kvindemuseets loft, der netop ofte bruges til at vise kunstudstillinger med et kulturhistorisk og kønsdiskuterende tilsnit.

Det er ikke noget nemt rum at udstille billeder i, da der stort set ingen regulære vægflader er.

Didrichsen har blandt andet løst udfordringen ved at hænge de store billeder på store sortmalede træplader skiftevis med sølvfarvede plader, hvorpå der hænger små votivplaketter sat fast i asfalt.

Disse små katolske offerikoner i metal forestiller en legemsdel – et ben, et øre, et bryst – som svarer til den del af kroppen den troende gennem offeret ønsker at tilføre guddommelig lindring.

Votivbillederne er en del af kirkens righoldige repertoire for kitschet visuel kultur. Og Didrichsen snupper ikke bare objekterne til brug i sine værker, hun annekterer også mainstreamkulturens reklamekitsch i sit kontrastfyldte udtryk.

Strygejern mellem surrealisme og kvindeliv
Det var den amerikanske billedkunstner Robert Rauschenberg (1925-2008), der i 1950’erne opfandt begrebet ’combines’ til at karakterisere værker, hvor han kombinerede ved at sætte objekter fast på sine malerier.

Ulla Didrichsen er sig sin kunsthistoriske arv bevidst og benytter i høj grad sammenstødet som kunstnerisk strategi. Det gælder også udstillingens andre værker: tre korte videoer og en række objekter, der foruden sko har strygejernet i centrum. Begge typer objekter har længe været centrale i kunstnerens arbejder.

Strygejern bliver hos hende mast ned i gips eller placeret på en kølerhjelm – et clash af funktioner, materialer og publikums sensoriske forventninger. Og så er strygejernet et ikon i det 20. århundrede surrealistiske objektkunst i kraft af den amerikanske kunstner Man Rays (1890-1976) strygejern med påsatte søm (Cadeau, 1921).

I Didrichsens objektkunst er der også en neo-surrealisme på spil – med mere tryk på realisme end på det underfulde ’sur’. Hun synes at trække sine valg så langt i retning af det levede (kvinde-)livs absurditeter som muligt.

Det er ikke kunstens verden, der laver mærkelige sammenstød, men på virkelighedens kvindeben, pigeværelser og kyssemunde, at de virkeligt sære ting foregår.

Ikke mindst i Kvindemuseets kønsbevidste rammer, hvor man fx i stueetagen kan se en lille dokumentarudstilling om kvinders fornøjelser ved at eje en dildo, fungerer udstillingen BeautiFULL – my combine side i høj grad som et personligt, visuelt opråb i kønsdebatten.

For hvem pokker er det, der bestemmer, at skønhed skal gøre ondt? Godt spørgsmål, som udstillingen rimeligt nok ikke svarer på, men dokumenterer effekten af i form af utvetydige sammenstød fra vores visuelle kultur.