To udstillinger for én pris – men stadig ikke pengene værd

Brandts fremtid, vores nutid
The Room can never be Closed er en to-i-én-udstilling. En udstilling over Kaspar Bonnéns værk som det tager sig ud her og nu. Men malerierne og installationerne er indspundet i – og desværre overskygget af – en udstilling om museets rolle og muligheder i fremtiden. Og det er den udstilling, jeg anmelder.

Vi andre og mange museer har allerede levet i fremtiden i lang tid. Nemlig i det vi kalder nutiden, hvor eksotiske ting som nettet, billige flyrejser til store kulturbyer og computerspil konkurrerer om provinsmuseumspublikummets opmærksomhed.

Hvis The Room can never be Closed peger på museernes fremtid, så ser det sort ud, for der er ikke meget nyt at hente.

Gæsten i centrum
Tonen slås an fra udstillingens begyndelse. I billedet You’re the Band får museumsgæsten tre mikrofoner stukket i hovedet og fra billedfladen gløder spotlights’ene ud af rammen. Udstillingsrummet foran maleriet er passende indrettet som en scene. “Værsgo’ museumsgæst – scenen er din.”

Aha, tænker man, i fremtidens museum gælder det om at aktivere museumsgæsten ved at sætte ham i centrum. Men vis mig en udstilling, der ikke allerede gør det!

Det labyrintiske museum
Brandts regelrette udstillingsrum er opbrudt med skæve labyrintiske skillevægge, hvorpå Bonnéns malerier hænger mere eller mindre tilgængelige.

Aha, tænker man, i fremtidens museum gælder det om at få museumsgæsten til at miste overblikket, så han selv må finde vej gennem udstillingen uden at blive ledt af en allerede udstukket rute. Men vis mig et museumsbyggeri fra de sidste 15 år, hvor ikke alle vægge er vinde og skæve!

At udstille museer
Udstillingen slutter med Meta Collection Center. Her er ti museums- og arkivinstitutioner inviteret til at komme med ting og sager fra deres respektive samlinger.

Naturama har leveret en udstoppet isbjørn, Kvindemuseet et strikket hygiejnebind, Rigsarkivet en stak dokumenter fra 1700-tallet, Køge Skitsesamling har sendt en række skitser, AROS er kommet med et videoværk af Shirin Neshat og Frilandsmuseet har hentet et maleri fra og af Postgaarden i Havneby på Rømø.

Aha, tænker man, normalt er det museerne der inviterer kunstnerne indenfor, men nu har et museum inviteret en kunstner, som har kvitteret med at inviterer museer, indenfor.

En mulig fremtid
Her er der faktisk noget nyt på spil og uendelige muligheder for museerne; næste gang kan et museum invitere en kunstner, der inviterer et museum der inviterer en kunstner – og så videre.

Og hvad er der kommet ud af det? Jo, museumsgæsten på Brandts ser, at andre museer udstiller andre ting og sager. Eksempelvis udstiller Køge Skitsesamling skitser, Naturama dyr, Rigsarkivet gamle støvede dokumenter og AROS samtidskunst. Så ved man det.

Og er det fremtiden? For mig lyder det mest af alt som de fleste museers nutid.