Trådløst ejerskab

Med opblomstringen af digitale praksisser i kunsten, markante udstillingsprojekter og voksende festivaler herhjemme som LAK, CLICK og Re-New og etableringen af Danmarks første kunsthal for digital kunst, DIAS i Vallensbæk, er vejen efterhånden brolagt for de digitale praksisser.

Vi er som homo digitalis anno 2014 dybt indviklede i utallige brugerflader og funktionaliteter i vores hverdag hvor 1 og 0 er de primære byggesten, hvilket gør den digitale kunst til et både vigtigt felt for refleksioner over denne brug og afhængighed, men også til et oplagt felt for en øget oplevelsesøkonomi, hvor kunsten bliver et sted med udtalt fokus på subjektets følelse af medskabelse og pay-off på oplevelseskontoen. En økonomi med et til tider selvcentreret forhold til kulturen, hvor det skal kunne betale sig at give sig i kast med kunsten.

Opgør med 1:1-økonomier
Open Wire er kurateret af Annette Finnsdottir i samarbejde med KØS – Museum for kunst i det offentlige rum og et digitalt indslag i Køge Kysts byfornyelsesprojekt. Den seneste ud af flere udstillinger (bl.a. KURS, Walk This Way, Urban Play og senest Mur Hæk Hegn), der indtager en central rolle i en lokal oplevelsesøkonomi. Men Open Wire vrister sig faktisk fri af det ensidige økonomiske perspektiv ved i samme bevægelse at rejse spørgsmål om netop ejerskab og forventninger til kulturens tilbud.

I flere tilfælde bliver den endelige profitering pure affejet af værkerne, der derfor ved første øjekast kan virke en anelse afvisende og amputerede, men ved nærmere betragtning har meget mere på hjerte end 1:1-logikker.

Titlen Open Wire antyder således, hvordan kunsten både er åben for publikums interaktion, men samtidig insisterer på at være et demokratisk og reflektorisk rum, hvor ejerskabet er kompromitteret, hacket, lækket eller decideret umuliggjort. Dette forhold er ganske åbenlyst i udstillingens første og sidste værk på ’tråden’ som stien, der forbinder KØS, Søndre Havn og Søndre Strand, passende hedder.

Transmissioner til verden
Det første værk af Kim Grønborg bærer titlen Transmission, og i museets rum, hvor flere af skitserne til udstillingens værker kan inspiceres, stiller værket sig eksemplarisk frem som oplevelsesøkonomisk kanal. I en mikrofon i en miniversion af det egentlige værk kan man som museumsgæst indtale sine fantasier og idéer til fremtidige opfindelser (værket refererer til den lokale opfinder Niels Nielsen).

Men i stedet for at belønne publikum direkte, ender disse idéer som computergenereret tale, uforståelig esperanto eller morsekode, der via værkets højtalere på Søndre Havn blæses ud i den uendelige æter. Grønborg gør forventningen om ’transmission’ til en kodet og åben gestus henvendt til den store trådløse verden, hvor det digitaliserede sprog også er en måde at forvalte økonomi på.

Fortid og fremtid på havnen
De næste fire værker på vejen gennem Søndre Havn byder på mere direkte sanselige greb. Norske Serina Erfjord leger med sanserne og elementerne med Sparkle (2009) og ColdStain (2009):

Et afskåret kabel hænger fra en væg i en smal gyde og slår gnistrer, imens en frossen plet på væggen langsomt vokser dag for dag.

Mogens Jacobsen har med Vege/xations (2014) opløst et klassisk maratonværk af Erik Satie (Vexation, 1893) – et 18 timers værk opført første gang i 1963 af bl.a. John Cage – til en række træer med kulørte fuglehuse, der afspiller en lille frase, når man krammer træstammerne.

Også en ganske umuliggjort oplevelsesøkonomi, som man kun kan være en ubetydelig brik i.

Islandske Tumi Magnusson har til gengæld taget oplevelsesøkonomien til next level. Den byfornyelse og gentrificering som hans værk er en del af i Søndre Havn bliver spolet frem til et ukendt sted i fremtiden, hvor der nu er etableret en togstation i havneområdet.

I en ældre bygning på havnen har han installeret fem video projektioner og et lydspor, hvor togene ankommer og afgår med rullende rytmik og optagelser, der markant forvandler hele bygningen til et stort pulserende stations-værk.

Roman Signer (CH) kommenterer i stedet tilbage i tiden med værket Two Horses (2014) i den tilstødende bygning, hvor man gennem et installeret koøje er på hestevognstur gennem et nutidigt bylandskab i Ukraine, hvor hest og kærre stadig er primære transportmidler. Udover det tydelige, bedagede udrtyk giver værket ikke meget mere end et provinsielt, fortidigt hul i Open Wire.

Indgreb med konsekvens
Der er til gengæld masser af pondus og perspektiver i det sidste værk på ’tråden’, Et offentligt domæne (2009) af Linda Hilfling. Dette værk indbyder sig eksemplarisk som ’offentligt’ netværk, man kan logge på i og omkring strandpavillionen ved Søndre Strand.

Men når du bruger netværket, surfer rundt i det digitaliserede ’offentlige’ rum, indser du, at der mangler en masse ord. Hilfling har via en algoritme fjernet alle de ord i det offentlige domæne, der er privatiseret (ca. 50.000 ord p.t.).

Værket griber med omvæltende konsekvens ned i de mekanismer, som vi godtager eller er decideret uvidende om i de såkaldte ’offentlige rum’. Hilfling bevæger sig på kanten af det usynlige og ulovlige og får skabt et værk, der indbyder til en erkendelse af økonomiens kolde ekspansion, der griber direkte ind i vores privatsfære.

Et effektivt punktum for Open Wire, der ved at amputere oplevelsesøkonomien, langt fra godtager den ensidige påstand om smæk for skillingen og postuleret åbenhed.