Tre store skulderklap

I dag overrækkes 15. Juni Fondens hæderspriser til i alt seks nydimitterede kunstnere og designere. Det er tredje gang, at 15. Juni Fonden uddeler hæderspriser til kunstnere og designere, der netop har taget afgang. Priserne er på 40.000 kr. og kan ikke søges, men tildeles ud fra de værker, som kunstnerne har præsenteret på de respektive afgangsudstillinger.

Prisudvalgene har været rundt på afgangsudstillingerne – for kunstens vedkommende København, Aarhus og Odense og for designernes Kolding, Bornholm og København. Hos designerne er det i år Mia Maya Christoffersen, Rie Maktabi og Isabel Aagaard samt Kasper René Hansen, der bliver hædret. På kunstsiden tilfalder priserne i år to kunstnere udgået fra Kunstakademiet i København, Lucas Wichmann Melkane og Troels Nøhr Holmstrøm, og fra Det Fynske Kunstakademi Katrine Skovsgaard.

Den nytiltrådte formand for 15. Juni Fondens bestyrelse, Helene Kähler Hjenner, udtaler: “Det er en glæde at kunne uddele uansøgte hæderspriser til seks nyuddannede, unge kunstnere indenfor kunst og design. Fonden håber med priserne at hjælpe de unge, talentfulde kunstnere godt på vej med deres karriere.”

Troels Nøhr Holmstrøm (f. 1977) kommer fra Skolen for Mur og Rum. Hans værk Kerim Åbergs Orkester henvendte sig både til syn og hørelse. Kort fortalt består værket af to stole, to højtalere, en forstærker og en pladespiller, der afspillede pladen Kerim Åbergs Orkester, pladens cover samt et brunmalet maleri. Troels Nøhr Holmstrøm er optaget af den intime situation, det er at invitere folk ind i et lyttende rum, i den langsomhed, der kræves for at tilegne sig værket, ydmygheden i det lille olie-på-pap-maleri og ydmygheden i det museale forlægs motiv.

I sin motivering skriver Anders Kold:

“Lige bortset fra, at lyd dominerer i værket Kerim Åbergs Orkester, så er det et stille univers. Men et, der stikker dybt og rækker vidt, om man tager sig tid til at sidde foran det og lade det øve sin effekt på en. Man kan også stå eller gå omkring opstillingen, men med risiko for at miste koncentrationen. To stole tilbød venligt den optimale reception uden af den grund at trænge sig på som værkkomponenter. I det hele taget trænger kunstneren eller hans kunst sig på ingen måde på, vi må lægge øret til skinnerne og hovedet på skrå for nu også at få det lille maleri på Charlottenborgs væg med i karakteristikken. (…) Vi er i et højsanseligt felt, og værktøjskassen for os som beskuere er således både vore ører, vort syn, men sandelig også vore kroppe. Suggestivt når musikken os, skaber erindringer og tillader endda forestillinger om tingenes bagsider at tage form i vores bevidsthed. Er det vildt, søgt eller bare for underligt? Som man står eller sidder dér omkring værket, er det også bare en anden måde at få sagt tingene på. Om hvad man ser, hvad der er usynligt og skjult for os og ikke mindst, hvad vi alligevel opfanger og stræber efter at få indsigt i. Kerim Åbergs Orkester spiller afmålt i baggrunden, men forstærker ikke desto mindre, hvad vi har i hovedet. Spil den igen, Troels.”

Katrine Skovsgaard (f. 1988) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi. Hun får prisen for afgangsværket (I). Katrine Skovsgaards værk udgøres af silketekstiler ophængt i rummet. På stoffet er der overført kropsstore fotografiske portrætter (i sort/hvid). De enkelte portrætterede havde derefter påført det fotografiske forlæg en farvet visualisering af deres specifikke smerte – alle de medvirkende var kroniske smertepatienter. Skovsgaard er optaget af, om der kan findes en form for intuitivt sprog for oplevelsen af smerte.

I sin motivering af prisen til Katrine Skovsgaard skriver Claus Carstensen:

“Det paradoksale i Skovsgaards installation er, at fotografiernes jeg (titlens (I)) tilsyneladende sætter al anden biografi i parentes og subjektivitetens mangfoldighed på stand by i sin fokusering på smerten som (fælles) identitet. Den kroniske smerte bliver en aktør, som begynder at generere billeder. Og i og med, at Skovsgaard lægger ansvaret for den endelige udførelse af værket over på de portrætterede, befinder vi os midt i en form for asymmetrisk antropologi, hvor subjekter og objekter hele tiden bytter plads. Hvem portrætterer hvem? Hvad betyder performativiteten for værket? Hvilken rolle spiller det affektive? Hvad er privat, og hvad er offentligt? Er der overhovedet en grænse? Det er et tveægget sværd, som Skovsgaard fortjener al respekt for at have taget op. På den ene side åbner denne insisteren på det privates offentlighedsdimension op for en anden (og mere radikal) type refleksion over offentlighedsbegrebet end den gængse. På den anden side udelukker den også det, Per Højholt har kaldt for den biografiske hovedstol (den enkelte, mangfoldige biografi), ved kun at definere biografien gennem fællesnævneren ‘kronisk smerte’. Men det kan vel ikke være anderledes. Som beskuer drages man under alle omstændigheder af denne eruptive og besværgende eksorcisme.”

Lucas Wichmann Melkane (f. 1988) er uddannet fra Skolen for Mur og Rum og Skolen for Teori og Formidling. Han får prisen for værket The Balcony, der under udstillingen kunne ses som et fravær, men efterfølgende har resulteret i, at man nu igen kan gå ud på Charlottenborgs balkon. I kataloget var Lucas Wichmann Melkanes værk præsenteret i form af en reklame for Nørgaard (tilmed udført af en anden kunstner), og fravalget af en værkrepræsentation er netop i sig selv en kunstnerisk strategi for Melkane.

I sin motivering skriver Mai Misfeldt:

“Værket bestod i en restaurering af Kunsthal Charlottenborgs balkon, og arbejdet var tilrettelagt sådan, at stilladserne blev sat op, netop da Afgangsudstillingen startede. Man kunne sige, at værket var synligt som et fravær, en tildækning af noget kendt. Man kunne også se det sådan, at værket slet og ret var et midlertidigt værk udgjort af stilladset, som formelt set er et skulpturelt element, og alle de forestillinger et sådant stillads skaber om det, der er bagved. På den måde var værket et næsten billedløst og samtidig, alene i kraft af titlen, et meget billedgenererende værk (…) Hvor tidligere generationers unge kunstnere var i opposition til institutionerne, hører Lucas Wichmann Melkane (f. 1988) til en generation, som er vokset op med et velfærdssamfund, der nu synes under afvikling, og hvor institutioner som Kunstakademiet er så hårdt pressede, at det ikke giver nogen mening at rette sin kritik den vej. I stedet for er Melkane gået den anden vej og har ved dimissionen givet sin del tilbage til den institution, der har uddannet ham som kunstner. I den forståelse kunne man tale om kunstneren som mæcen. Melkane føjer et elegant greb til den praksis, at kunsten bruger kunstverdenens eget komplicerede økonomiske kredsløb som en del af sit materiale.”