Tvivleren Tyson

“Hvad er meningen?”

Nok det mest produktive spørgsmål, i mødet med kunsten.

Et guddommeligt svar findes ikke. Videnskabens bevis findes ikke. Mennesket stirrer ind i uhyrets gab. Og med døden i en armslængde fra ansigtet indser vi, at der ikke er nogen der svarer. Vi er overladt til vores vilje til at modstå eksistensens store udfordringer og spørgsmål. Mød britiske Keith Tyson, og den lille men store udstilling hos David Risley Gallery i Bredgade i København med titlen Entangled in the Amber Glow of A Weary Wowen World.

Systemernes begrænsning
Han har været her før. Louisianas store udstilling med Tyson i 2006, Large Field Array, var en understregning af Tysons evner som altomfavnende kunstnerhjerne, hvor det periodiske system, planetsystemerne, mytologien, popkultur og politiske virkeligheder løb som tråde gennem en udstilling med 110 skulpturelle scenarier, der understregede vor verden, vore systemers uoverskuelighed og vore forklaringsmodellers begrænsning.

Det er også tilfældet, når man møder Tysons seks aktuelle værker, der i nærmere fremtid vil indgå i et stort værk med 25 paneler af sammensatte motiver, der taler på kryds og tværs med hinanden.

Et uafklaret svar
Ligesom Large Field Array er verden”Weary Wowen” (trættende vævet), og menneskets begrænsede evne til at forstå verden er et hyppigt tema hos Tyson – og i kunsten. Måske fordi kunstener det sted, hvor vi kan snakke om og sætte billeder på ting, der grænser op til vor fatteevne. Videnskaben og religionen er konstruerede systemer, der modsat kunsten leverer svar eller mulige løsninger på de store spørgsmål.

Hos Tyson er ingen af systemerne brugbare. Systemet som menneskets forsøg på afklaring er en utopi, og derfor fremstår Tysons kunstneriske system netop hyperkomplekst og uafklaret.

Håndspålæggelse og det lokale helvede
Judicium Dei (Guds dom) står der på et panel med titlen Entangled Solutions No. 3 (A cruentation of the earth). I værket ser man et blødende landskab med otte kålblade.

Helvede, tænker man: Blod, råd og kålprutter. ‘Cruentation’ henviser i øvrigt til en renæssancepraksis, derblev anvendt i 1400-tallet til at afsløre hekse og mordere ved håndspålæggelse.

Ved siden af: Et panel med hvide køkkenklinker, Entangled solution No. 5 (The decapitated pig), og teksten:

“A pigs head hangs from a thick steal hook. Below it a full display of chops, sausages and trotters are arranged into a makeshift pyramid apologetically garnished with a few springs of plastic parsley…” Og kigger man rundt er der mere kød, bodybuildere, forvredne, deforme og brændende kroppe.

Og så er vi tilbage i helvedet, et forlorent, nutidigt og ikke-hinsides helvede. Ovenpå det oplyste panel på gulvet, titelværket Entangled Matrix no.1 – a weary woven world, ligger en opslået bog:

“A discourse concerning the conflagration (afbrænding) of this material world, the local hell, its outmost boundaries, or Abrahams Gulph.” Ligner det ikke snart en fortælling? Måske snarere en kamp?

Mytisk kamp
Ovenpå: Kampen. En skulptur, der gengiver et mytisk slag mod ondskaben (givetvis de oldgræske Apollon og Python). Ved dens fødder en lille bunke sten.

Et af værkerne i panelet af billeder ligeledes nogle sten på forsiden til bogen: Malleus Maleficarum (Der Hexen Hammer) fra 1487 – Heinrich Kramers skræmmende bog, der én gang for alle skulle effektuere heksejagten. Samme kamp, men i et andet system og med andre overbevisninger.

Disse mytologiske fortællinger om død, ondskab, religiøs hengivenhed, videnskabelige vildfarelser og overtro møder konstante modspil i den nutidige kultur og tendenser til andre former for forfald eller ensidig dyrkelse, imens Tyson lader former, linjer og farver kommentere hinanden i et sandt kaos.

Tysons værker er således et væld af ufuldstændige fortællinger – splittede udsagn, der udpeger nye tvivlsomme trosretninger for betragteren med en tyst henvisning til historien og tvivlen som en naturligtilstand.

Der er nemlig ingen mening. Kun hvis man selv finder den.