Ugens kunstner – Alexander Tovborg
Religioner og myters betydning for vores selvforståelse i dag har de sidste ti år været et omdrejningspunkt i Alexander Tovborgs kunst. Religiøse og mytiske symboler, fremstillet i naivistiske, forenklede former og indlejret i komplekse og farvestærke kompositioner optræder som motiver på tværs af maleri, installation, skulptur, tegning, grafik og performance.
Religioner og myters betydning for vores selvforståelse i dag har de sidste ti år været et omdrejningspunkt i Alexander Tovborgs kunst. Religiøse og mytiske symboler, fremstillet i naivistiske, forenklede former og indlejret i komplekse og farvestærke kompositioner optræder som motiver på tværs af maleri, installation, skulptur, tegning, grafik og performance.
Religioner og myters betydning for vores selvforståelse i dag har de sidste ti år været et omdrejningspunkt i Alexander Tovborgs kunst. Aktuelt kan hans kunst opleves i soloudstillingen Troens ridder i Kunstforeningen GL STRAND frem til 8. januar.
Religiøse og mytiske symboler, fremstillet i naivistiske, forenklede former og indlejret i komplekse og farvestærke kompositioner optræder i Alexander Tovborgs værker som motiver på tværs af maleri, installation, skulptur, tegning, grafik og performance. Herigennem folder han et kunstnerisk univers ud, som både forfører og fængsler ved sit formelle formsprog.
Beskueren bliver både omsluttet og bejlet til hos Alexander Tovborg, der oftest skaber enkeltværker, men i de senere år ligeledes er begyndt at præsentere værkserier eller installationer. Dette var opsigtsvækkende i udstillingen Bocca Baciata på Overgaden i 2014, ligesom det er et markant træk ved Tovborgs aktuelle soloudstilling Troens ridder.
Trods Alexander Tovborgs tematiske interesse for det metafysiske er det ofte i det fysiske, materielle og sansbare, at hans kunst i første omgang åbenbarer sig. Det skyldes ikke mindst, at Tovborg knytter sine idéer og undersøgelser an til fysiske processer og værkformater.
Værkernes sanselighed opnås blandt andet gennem materialevalg og -behandlinger i den kunstneriske proces.
Til eksempel tilfører Tovborg ofte maleriet materialer som karklude, filt, papir med mere eller ridser dybt ind i maleriets overflade, som fx i værket Eternal Feminine VIII fra 2014. Det enkle, men kraftfulde formsprog og de mange lag af forskellige materialiteter udtrykker Tovborgs komplekse, kropslige og fysiske tilgang til de religiøse og mytiske tematikker.
I både maleriske og performative bearbejdninger af symboler stiller Tovborg til skue, hvordan symboler i dag ofte har mistet deres betydning og er blevet en tom, meningsløs figur. Tovborg stiller således spørgsmål ved religioner og myters ukritiske overlevering igennem historien og deres til tider uhensigtsmæssige indflydelse på politiske, menneskelige og kulturelle forhold i dag.
Dette ses blandt andet i Tovborgs nye værker til sin aktuelle udstilling Troens ridder. Udstillingens centrale element er en rigtig hoppeborg, designet, så den forestiller Noas ark, og bemalet af Tovborg selv.
Over de sidste to år har Tovborg flere gange opstillet arken ved særlige begivenheder rundt om i Danmark og tilbudt børn og voksne at hoppe gratis, to og to i max. fem minutter. Denne gestus, som blandt andet er blevet tilbudt folk foran Ribe Domkirke og på Amager Strand, har været Alexander Tovborgs forsøg på at leve sig ind i myten om Noa.
En metode, som Tovborg ligeledes har benyttet sig af i andre værksammenhænge, fx som optakt til udstillingen Myten er en tilstand fra 2015, hvor Tovborg opsøgte steder for religiøse myters oprindelse for at ’gå ind i myten’ med egen krop og sjæl.
I rollen som Noa har Tovborg kunnet undersøge, hvordan almindelige borgere opfatter symbolet, der refererer til den gammeltestamentlige dommedagsmyte om det gode menneske Noa, som Tovborg benævner ’troens ridder’.
Som religiøst symbol er ’troens ridder’ en selvopofrende forkæmper for den ultimative tro og gud. Netop det ultimative forhold udfordrer Alexander Tovborg ved at udstille symbolets rolle i populærkulturel sammenhæng i dag. Men også ved sidenhen at forvandle dette, forlystelseskulturens overfladiske fænomen, til en monumental skulptur i en udstilling. Her har den mistet sin oprindelige status, da arken nu ikke længere er tilgængelig for hoppeglade borgere.
Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)
Fakta
Alexander Tovborg er født i 1983 i København, hvor han i dag også bor og arbejder. Han er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i årene 2004-2010 med studier hos Staatliche Akademie der Bildenden Künste i Karlsruhe i årene 2007-09. Han er repræsenteret af Galleri Nicolai Wallner. Se hele hans CV her