Ugens kunstner – Camilla Berner
Camilla Berners kunst er stedsspecifik. Hendes værker arbejder med naturen på dens egne præmisser og undersøger ofte forholdet mellem den kontrollerede og den vilde natur.

Camilla Berners kunst er stedsspecifik. Hendes værker arbejder med naturen på dens egne præmisser og undersøger ofte forholdet mellem den kontrollerede og den vilde natur.

Camilla Berner arbejder konceptuelt i et researchbaseret krydsfelt mellem kunst og videnskab. I hendes tilgang til kunsten og udviklingen af et projekt benytter hun gerne metoder kendt fra andre fagområder, bl.a. fra biologien, hvor man laver artslister over alle planter i registreringen af et område.
Således har hun gennem supplerende uddannelse fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Arkitektskole og Landbohøjskolen som landskabsarkitekt, samt gennem samarbejder med biologer tilegnet sig viden til selv at kunne navngive planter.
Navngivning af verden omkring os er en form for kortlægning og systematisering af verden. Det at samle data og at kunne kategorisere materiale, konkretiserer og anskueliggør en viden om et sted, som ikke umiddelbart er tilgængelig eller tydelig.
I værket Species Plantarum, Tingbjerg (2012) udført til samtidskunstfestivalen ’Visit Tingbjerg’, der fandt sted i selve Tingbjerg, registrerede Berner al vegetation i Tingbjerg, ukrudt såvel som plantede træer m.m., og udstillede det i et skur med referencer til renaissancens kuriositetskabinetter. Skuret var opstillet i det offentlige rum i Tingbjerg, og udstillede hele processen for planteregistreringen med feltbøger, fotos, noter, pressede planter, tørre blomsterstande og eksempler på frø; værket rummede både referencer til biologens arbejdsproces og arkæologens arbejdsmetoder med systematisering og arkivering af en registrering. Men hvor videnskabens ærinde er at præsentere en så objektiv og faktuel fremstilling af virkeligheden som muligt, søger Berner i stedet at opstille et alternativ.
Derfor kredser Berners værker ofte om naturen og den kulturelle opfattelse af den, der særligt kommer til udtryk i vores organisering eller bearbejdning af den i haver og landskaber. Igennem performative greb eller installatoriske interventioner blotlægger Camilla Berner de strukturer der ofte er styrende for vores forhold til naturen.
I ukrudtet
Mange af værkerne tager afsæt i ukrudt og den vegetation, der gror utilsigtede steder i urbane miljøer. Ukrudt er en kulturel betegnelse, der kommer af det gamle danske ord ’ugræs’ og er på den måde en kategorisering af en række planter, man på forhånd har afskrevet. I ukrudtet finder hun et spejl for den konflikt, vi befinder os i i forhold til naturen.
På én gang længes vi efter naturen og samtidig passer ukrudtets uregerlighed ikke ind i det billede, vi har af naturen. Mange af de forestillinger vi har om den ’ægte danske natur’ er i virkeligheden billeder af et stærkt kultiveret landskab – tag for eksempel den jyske hede, som ville gro til i skov, hvis ikke mennesket blandede sig. Det er det spændingsfelt mellem idealforestilling og virkelighed og en undersøgelse af, hvordan en værdisætning bliver til en norm, som til stadighed optager Camilla Berner.

Værket Precious things and stuff we don’t like fra 2009 blev til som refleksion over den internationale frøbank i Norge på Svalbard, hvor man opbevarer flere end 650.000 frø af verdens afgrøder. Til Precious things and stuff we don’t like registrerede Berner frø fra alle planter på en byggetomt på ydre Nørrebro. I alt blev 124 arter indsamlet over et areal på 1716 m2. Frøene blev opbevaret i montre nedkølet til +5 C° og siden anvendt til anlæggelse af Den Urbane Have (2010) ved Professionshøjskolen Metropol. Og herefter permanent installeret inden døre på campus.
Composting units
En gartner iført forklæde og stråhat går rundt i Gl. Holtegaards barokhave og luger fuglegræs. Ukrudtet lægges omhyggeligt i gennemsigtige kompostbeholdere, og kostume og redskaber placeres tilbage i en montre.
Handlingen er en del af Camilla Berners installation Composting Units (Secret Garden), som for tiden kan opleves på udstillingen Secret Garden III på Gl Holtegaard. Berner tager afsæt i et vildt engareal i den ellers så stramt anlagte barokhave; for os repræsenterer engen den utæmmede natur i sammenligning med barokhaven, men i virkeligheden er den lige så vedligeholdelseskrævende – hvis ikke mere – end det formklippede ukrudtsfrie parterreanlæg.


Udgangspunktet for Berners værk bliver således havens egentlige vilde element; ukrudtet, hvor særligt fuglegræs, der – med evnen til at spire hele året – er meget svær at kontrollere i den ellers så velordnede barokhave. Berner har skabt en række kompostspande af transparent akryl, som på én gang bliver beholdere for havens affald – det uønskede – og på den anden side udstiller det.
Værket placerer sig i et mellemrum mellem den kontrollerede og den vilde natur, og peger med let ironi på de problematiske aspekter, der ligger i vores ofte kulturelt bestemte forhold til naturen. Kompostspandene, der er stillet symmetrisk op omkring parterreanlægget, gør naturens evige tilblivelsesproces til en central del af det færdige værk, når de udstiller havens på én gang bortcensurerede og naturlige elementer.
Portfolio

















Fakta
Udstilling
Secret Garden III
23 maj 2014 19 okt 2014
Thomas Øvlisen, Henrik Menné, Søren Lose, Henrik Plenge Jakobsen, Anja Franke, Jesper Dalgaard, Nanna Debois Buhl, Peter Callesen, Kaspar Bonnén, Kristoffer Ørum, Anders Bojen, Camilla Berner, A Kassen
Gl. Holtegaard Se kort og tider
Fakta
Camilla Berner Født 1972. Faaborg, Danmark
Uddannet fra Chelsea College of Art and Design, London (1995-98) Supplerende uddannelse fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Arkitektskole og Landbohøjskolen som landskabsarkitekt
Bor og arbejder i København