Ugens kunstner – Emil Westman Hertz

Westman Hertz’ kunstneriske virke strækker sig over en lang række medier, heriblandt skulptur, installation, collage og papirarbejder.

Materialebrugen og dens indbyrdes sammenstillinger er udfordrende og overalt særegen, og den indbefatter blandt andet dyreknogler, bivoks, stængler af bjørneklo, medicinemballage, bronze og ler.

I udstillingsmæsige sammenhænge fungerer værkerne ofte som tableauer eller iscenesatte ophobninger, hvorved de på en og samme tid refererer til anatomiske modeller, muterede cellestrukturer, arkitektoniske bygningsmasser og besjælede kulturobjekter.

Udveksling mellem kunst og natur
Transformation og forandring er et ledemotiv hos Emil Westman Hertz.

Dette er ikke mindst tydeligt i en række pseudo-etnografiske vitriner; en hyppigt forekommende værktype, hvori naturens organiske vækstformer er stillet i et udvekslende forhold til selve den kunstneriske bearbejdning af stoffet.
Snarere end som understregning af museale organiseringsprincipper giver disse værker os indblik i dybe, hemmelighedsfulde sammenhænge og altomfattende tankesystemer.

Figurligheden placerer sig bevidst utilpasset mellem de udtryk, vi finder inden for arkaiske skulpturtraditioner og folkekulturens afbildninger af overnaturlige væsener.

Men kæder af morfologiske ligheder ses også i Emil Westman Hertz’ collager, hvori forenes visualiseringer af kvantefysiske teorier, naturindtryk og ikke-vestlig mystik og skæbnetro.

Ikke sjældent oplever vi hos Emil Westman Hertz, at en tematisering af det vestlige blik på det ’fremmedartede’ antager karakter af eventyrlige opdagelsesrejser til fjerne egne.

Værket Telt (2012-13) præsenterer sig eksempelvis som en primitiv bosættelse, der er omsluttet af en række rituelle kulturobjekter, som har påmindelser om en shamans udstyr.

Vi fornemmer her tilstedeværelsen af en hovedperson, som – muligvis? – er identisk med kunstneren selv.

Værkets fortæller synes at foranstalte undersøgelser og arkæologiske udgravninger, der imidlertid vanskeligt lader sig indplacere i overensstemmelse med en streng videnskabelig logik.

Drømmesyn
Emil Westman Hertz’ visuelle iscenesættelser minder andre gange om det drømmesyn, den syge aner i febervildelsens grænseoplevelser.
Men især står døden, dens materialitet og tidslighed centralt hos kunstneren, hvilket er udtalt i et værk som Sømandens grav (2012-13).

Bag et opadstræbende virvar af forskelligartet materiale har kunstneren lagt en legemsstor figur af bivoks beklædt med muslingeskaller på lit de parade.

Værket behandler på denne måde genfødselsmotivet, sjælevandringens tærskelerfaringer og ikke mindst de ceremonielle praksisser, der i forskellige kulturer er forbundet med begravelsesritualet – men i et billedsprog, der overalt er præget af forvitring og forfald.

Emil Westman Hertz’ billedkunstneriske greb forvandler det genkendelige og personlige til sindbilleder, hvori tilsyneladende modsætninger forbindes i en syntese af rationalitet og irrationalitet, kaos og orden.

Læs også kunsten.nu’s anmeldelse af De smukke drømmes lagune

Portfolio