Ugens Kunstner – Erik Øckenholt

Erik Øckenholt har igennem en karriere på mere end 20 år skabt sin egen særegne kunstneriske arbejdsmetode. Han arbejder på tværs af medier og discipliner og undersøger både hvilke muligheder, der ligger indlejret i forskellige visuelle medier samtidig med at han drager referencer til naturvidenskaben i tilblivelsesprocessen. Siden sin afgang fra akademiet, har Erik Øckenholt været optaget af menneskets forhold til den omgivende verden udtrykt i en visuel pendlen mellem abstraktion og naturalisme.

Naturfortællinger
I serien Gardens fra 2000 har Øckenholt foto-portrætteret mennesker og deres haver i New York. Små haver i byens mellemrum, hvor menneskene har kunnet spejle sig i deres egen naturkonstruktion. Øckenholt refererer i mange af sine værker til personligheder fra naturvidenskaben, filosoffer og forfattere, der har arbejdet med naturen som tema. En af disse er Ralph Waldo Emerson, der i det berømte essay Nature fra 1836 skrev, at: ”Den største glæde som markerne og skovene giver os, er at de viser os, der findes et okkult forhold mellem mennesket og grøntsagen. Jeg er ikke alene og uerkendt. De nikker til mig og jeg til dem”.

Emerson var transcendentalist og mente, at man kun kan begribe virkeligheden og det guddommelige igennem naturen. Det er ikke samme naturromantiske fortælling, vi får fra Erik Øckenholt, men at naturen er en del af vores kultur, at udsyn er vigtigt for vores indsigt, er et tilsvarende træk.  Samtidig vidner de new york’ske haver om en tendens til at gribe tilbage til noget oprindeligt i naturen. Til dér, hvor ”naturen nikker til os”. 

Et moderne wunderkammer
Netop nu kan man opleve Erik Øckenholt i soloudstillingen Akkumulering på Kunsthal Nord. Kunstneren præsenterer her sine mange livs- og kunstnererfaringer og forundringer i en art moderne wunderkammer-udstillingsstil. Kaos er et af stikordene i udstillingen og ved første øjekast er det også det, man oplever. Men Øckenholts værker indeholder myriader af historier, der bare venter på at blive fortalt. Og i afkodningen af de gemte historier sker det, at kaos ordnes. Måske en reference til naturen, der i sin overvældende kompleksitet kan være svær at begribe, men alligevel bliver forståelig, når vi befinder os i den.

I værket Erinaceus Europaeus, bliver Øckenholts pendlen mellem abstraktion og naturalisme konkretiseret. Dyret er genkendeligt på et formniveau, men i farvevalget bliver dyret igen fremmed for os. Alligevel bliver man sendt tilbage til ’naturalismen’ med det påmonterede skilt, hvorpå det oprindelige latinske navn står skrevet som en manifestation på, at vi står overfor noget ”ægte”. Men det er i det mellemliggende ”uægte” – i abstraktionen, at fantasien slippes løs og man som beskuer får lov til selv at opleve og skabe nye erfaringer.

U-klassificering
I serien Charles Willson Peale – Sketch I-VI er forskellige mennesketyper hængt op side om side med diverse dyr på samme måde som i biologiens sommerfugle-klassificeringskasser. Klassifikation er en del af den menneskelige biologi. Vi bruger den til at navigere rundt i en verden af evige indtryk, fremmede kulturer og fænomener. Det er, når Øckenholt gør naturalismen abstrakt, og skaber uorden i klassificeringen, at man som beskuer får muligheden for at begribe verden i nye perspektiver og se sammenhænge, der ligger udenfor vores hidtidige opfattelser. Øckenholt fastfryser det uforståelige i verden, så vi i et flygtigt øjeblik kan forstå det.

Erik Øckenholt, Charles Willson Peale – Sketch IV, 2014. Værket deler navn med den amerikanske kunstner, Charles Willson Peale (1741 – 1827), som var den første til at åbne et naturvidenskabeligt museum i USA. Det røde velourstykke refererer til et selvportræt, hvor Peale står foran sit museum og trækker et rødt gardin fra, sådan at beskueren får et indblik i samlingen. Foto: Niels Fabæk.

Portfolio