Ugens kunstner – Jakob Kolding

Er der ét kunstnerisk princip, der kendetegner Jakob Koldings praksis, er det collagens.

Hvad enten han arbejder i to eller tre dimensioner, i analoge collager, plakater, skulpturer, små dioramaer i glasmontrer eller scenografiske installationer, træder værkerne frem gennem det muliges ultimative billedmedie: Alt kan ske i collagen!

De mest usandsynlige ting kan sammenføjes, de største ting kan blive de mindste, tid og sted forskydes kalejdoskopisk og nye (betydnings)rum opstå.

Netop rummet – som konstruktion, begreb, fysisk eller betydningsskabende størrelse – er et gennemgående tema. Den underliggende præmis i Koldings værker er, at rum ikke er statiske, men at de konstrueres, udspændes og infiltreres i en konstant produktionscyklus, hvor der samtidig uophørligt kæmpes om ‘produktionsretten’.

Kritik og humor
I et af Koldings tidlige værker modstilles et spørgeskemaspørgsmål om social kontrol i byrummet med en skater, der grinder henover en Robert Morris-skulptur.

Den hvide blok kan både ses som en modernistisk boligblok, der indtages af en kæmpeskater, og som et minimalistisk kunstværk med en lillebitte skater på.

Værket er dermed ikke bare en kritisk udforskning af forholdene mellem overmagt og afmagt i kampen om kontrollen over byrummet – det er også en sofistikeret form for visuel kunstkritik tilsat dadaistisk slapstick-humor.

Denne balance mellem kritik og humor er typisk for Kolding. Drivkraften i hans kunstneriske praksis er tydeligvis politisk, men samtidig gennemsyres den af kærlighed til billeder af alle slags.

I de senere år har udtrykket forandret sig fra det agitprop-agtige og didaktiske i retning mod en mere subtil flertydighed. Referencerne er blevet sværere at afkode, og sammenstillingen af elementer mere underspillet surrealistisk end åbenlyst absurd.

Værkets betydningsproduktion bliver således i stigende grad lagt ud til modtageren og ændrer sig alt efter hvilke elementer, blikket fikseres på, hvilke referencer modtageren kender til, eller hvor i rummet modtageren kropsligt befinder sig.

Dette var netop tydeligt på udstillingen Balancing Acts på Galleri Nicolai Wallner i 2013, hvor collagefigurer optrådte i 3D. Stadig flade, men rejst op vha. birkefinerskelletter, dannede de et life-size diorama: Et billede man kunne bevæge sig ind i, hvorved oplevelsen ændrede sig radikalt.

Set forfra er fortællingen som taget ud af det absurde teater: En lidt for lille fodbolddommer, der er omgivet af groteske ‘spillere’, blæser i fløjten. Mens han dømmer, lurer en tiger i baggrunden. Bagfra afsløres finerbagsiden: Kulissen er et flygtigt rum, der er konstrueret, for at fortællingen kan komme i spil.

Hvide felter
I How to Build a Universe That Falls Apart Two Days Later, der netop nu udstilles på Kunsthal Aarhus, er selve værkets grænser ustabile og flydende.

Værket består af 8 forskellige plakater, som alle følger samme grundstruktur og kan sættes sammen til større mønstre i et uendeligt antal kombinationer.

Plakaterne ligger på gulvet i stakke, hvorfra publikum frit kan tage dem med.

Således destabiliseres betydningsdannelsen i mere end en forstand: Mosaikkens hvide felter mellem mylderet af referencer til alt fra tegneserier og film til minimalistisk kunst og kobbertryk fra middelalderen udgør en form for blinde pletter, som venter på at blive fyldt ud af modtagerens blik.

Samtidig er det udstillede værk radikalt ufærdigt i den forstand, at det først realiseres i ‘spredningen’ og den efterfølgende sammensætning i nye versioner, som ligger udenfor kunstnerens kontrol.

Portfolio