Ugens Kunstner: Jet-te L. Ranning

Naturen som motiv har altid ligget Jet-te L. Ranning på sinde. Man ville dog bestemt ikke kalde hende landskabsmaler; dertil abstraherer hun for meget over sit emne. Men hun har altid haft inspirationen og referencerne til planter, blomster og naturens elementer.

Jet-te L. Ranning er først og fremmest kunstner. I den forstand, at hun primært er koncentreret om at omsætte sin oplevelse af verden til værker, der har relevans og betydning for os betragtere. Hun er selv en voyeur, registrant, beskuer, og det betyder alt, når hun omsætter egne sansninger til værkets forførende flade.

For Ranning starter hvert billede med en idé, og den er afgørende for værkets udformning. Det handler banalt set om at kunne omsætte og oversætte tanken til fladen og skabe et billede, der formgiver konceptet. Hos Ranning er oplevelsen forankret i det magiske ’nu’, man står overfor i hendes værker, men også i den kobling til rækken af mentale, intellektuelle, eksistentielle tanker, der følger med, og som stoffet, motivet og værket kickstarter.

Det undseelige ukrudt

Ranning tog i efteråret 2019 til Rom med et særligt projekt. På et residency- ophold på Det Danske Kulturinstitut i Rom udtænkte hun et koncept, der centrerede sig om det ukrudt, der vokser langs Tiberen.

Det skulle udmønte sig i en række skitser, tegninger på papir, der taler ind i selve tanken om ukrudt – om planter, der gror, hvor de ikke skal, hvor de, qua deres uønskede placering, har en midlertidighed over sig. Det er ikke en staude, der gerne må komme igen.

Ranning vier sin kunstneriske opmærksomhed på undseeligheden. Eller i hvert fald detaljen. Dét, vi har tendens til at overse, som eksempelvis ukrudtet. For Ranning skal det virke på overfladen og i dybden, i det enkelte element og i helheden. Og hun komponerer billedets mange elementer, så det både virker og forstyrrer.

For det er slet ikke bare pænt, selvom det umiddelbart ser sådan ud. Er øjet først på vandring i fladen, er der elementer, der driller, irriterer, kræver opmærksomhed. Et ord, en streg, der ikke rigtig passer ind. Ranning hader tilsyneladende uforstyrret ro, men hun elsker tilsvarende den balance, der rent faktisk opstår, når et element stikker ud.

Fladen som en del af billedets rum

Det har altid været Rannings projekt at ophæve et mindre element i billedet til noget af det største. For det sætter fokus på helheden, det samlede billede; solsorten, kvisten, bladet – eller som i Rom-projektet: ukrudtet. Tonen og betydningen ligger her, helheden koncentreres et konkret sted i billedet. Hun bygger sit billede op omkring det, uden at man tænker, at det har fokus. Men som nok alligevel er dét, der bliver hængende.

Et af Rannings virkemidler er transparens. Hun har muligvis kigget sin amerikanske kollega Helen Frankenthaler (1928-2011) over skulderen, og blevet inspireret til, hvilke effektive elementer en kunstner kan bruge i sin billedopbygning. Gennemsigtighed og lag-på-lag er et af de metodiske greb, der passer Ranning godt. Det fastholder hendes glæde ved overfladen, men det udfordrer hende også i dybden. Det maleriske rum bliver større, mere komplekst. Og det skaber et rum for beskuerens øje, der kan vandre ind og ud af farvelagene.

Det er et klassisk greb at bruge lærredets flade som en del af billedets rum. Sam Francis (1923-94), og Mark Rothko (1903-70) gjorde det, sammen med mange andre i gruppen af amerikanske ekspressionister i efterkrigstiden, og det er et greb, som man kan se Jet-te L. Rannings arbejde i forlængelse af. Om det er lærreds ubehandlede overflade, eller akvarellens gennemsigtige kvalitet, der er på tale, så tæller det som gangbare måder at udfordre det maleriske rum på. Ranning har gjort flittig brug af alle greb i sit maleriske univers, hvor hun omsætter en kunstnerisk kilde og kollegial kontekst til sit eget gemyt og udtryk.

Hun har aldrig dyrket skitsen som et forarbejde til det færdige værk.
Skitserne af ukrudtet i Rom og hendes malerier fra haven rummer et stærkt kunstnerisk ønske om at bevare og fastholde en erindring. Uanset om det blot er et kort, sanset moment, hvor kunstneren har passeret en rose, eller om blomsten som et ur-fænomen trækker tråde længere tilbage i tiden.

Flygtig og evig. Tiden er en væsentlig del af denne kobling mellem erindring og nuet. Naturen har en cyklus, mennesket ligeså. Vi er en del af en større helhed, og det minder blomstermotivet os om. Ranning udmærker sig da hun formår at sanse det frem. Man er der i stregen, i stemningen, i tiden.

Se portfolio nedenfor.