Ugens kunstner – Marianne Grønnow

Marianne Grønnow arbejder ud fra oplevelsens og mediets præmisser – maleriets såvel som installationens og papirets. Hendes værker er sammensat i serier og antager monumental karakter, og naturmotiverne er udtrykt i et stiliseret og nøje kalkuleret formsprog, der ligger milevidt fra den naturalisme og realisme, naturskildringer sædvanligvis opererer inden for.

Abstrakt natur
Grønnows billeder skildrer den kulturgjorte natur. Hendes blomster er ornamentale og stiliserede fremfor eksakte gengivelser, og det tilføjer værkerne et element af abstraktion. Det kommer blandt andet til udtryk i serien When it Falls fra 2006-2009 (se billede ovenfor), hvori værkerne er skabt med en geometrisk akkuratesse, der er alt andet end naturlig.

Ethvert spor af landskab – og dermed stedsspecifitet – er fraværende. Baggrunden er fuldstændig abstrakt, den er et rendyrket maleri, og blomsterne svæver frit i dets rum – og er ikke forankret til jorden med stilke. For selvom naturen er Grønnows motiviske udgangspunkt, så er grunden i hendes værker abstrakt.

Gentagelse og rytme 
Grønnow arbejder både på lærred, papir og med store ruminstallationer. Værkerne er ofte graciøst orkestreret og med elementer af det feminine og sarte som eksempelvis ses i det sirlige papirklipsværk Nightfall fra 2007.

Den både florlette og monumentale installation er opbygget over gentagelsen af hundredevis af ornamentale papirsblomster, der i kraft af deres mangfoldighed ophæver idéen om en begyndelse og en slutning. Der er ikke ét tyngdepunkt eller ét kraftcenter, hvorudfra installationen kan fattes og begribes.

Snarere er der tale om hundredevis af centre, i form af de stiliserede blomsterbunde, der forbinder og sammenføjer de mange cirkler og ellipser, som udgør blomsterbladene. Selve idéen om ét centrum opløses på denne vis og erstattes af en vedvarende puls og rytme, der spreder sig som ringe i vandet igennem utallige blomster.

En vibrerende puls 
I Grønnows værkserie Light. Dusk. Darkness. fra 2012 er geometriske former det bærende princip. De fletter sig ind og ud af hinanden i visuelle såvel som taktile lag og danner komplekse rum og niveauforskydninger.

Med titlen peger Grønnow helt konkret på værkernes farveskala, hvor to farvenuancer er dominerende i hvert enkelt værk, udspændt mellem sort grundering og hvide rektangler og mellem transparente og graduerede lag til områder, hvor farven er tæt, uigennemsigtig og lysende klar. Til trods for deres stringente geometriske former er der en vibrerende bevægelse i dem. Som et enormt pumpeapparat, der arbejder, hamrer og udfolder sig.

Værkernes umiddelbare stringens modsvares altså. Og i kraft af den tilsyneladende bevægelse fremstår de organiske og omskiftelige som en øjebliksindfangelse, der indeholder både lys, mørke og de spektre, der ligger derimellem. Gentagelsen bliver til en puls, hvor værkkarakteren ophæves, og malerierne skaber et sted, et rum, hvor der etableres en oplevelse, der ikke vækker genklang som naturoplevelse, men som æstetisk oplevelse.

Portfolio