Ugens kunstner – Marie Søndergaard Lolk

Marie Søndergaard Lolks malerier har gennemgående en processuel og taktil karakter, der fremhæver billedets fysiske tilblivelse igennem forskellige stadier. Hendes værker er i den forstand aldrig flade; der er altid flere billedlag til stede samtidig, spor og rester af tidligere etaper, synliggørelser af overgange og underlag. Marie Søndergaard Lolk er for tiden aktuel med en soloudstilling på Thorvaldsens Museum i København.

Man kan forsøgsvis skelne mellem tre forskellige tilgange i Marie Søndergaard Lolks værker. Tre måder, hvorpå værkerne udfolder billeders opståen som en tidslig og materiel proces.

Første tilgang kunne udgøres af abstrakte eller ikke-forestillende værker. Eksempelvis et maleri som Uden titel (2006), hvor akrylmaling er påført i overlappende felter efter en progressiv logik, således at øverste højre hjørne kun er malet i ét lag, mens de følgende felter er malet i et stigende antal lag.

Maling bruges her ikke kun optisk som billeddannende element, men også som en plastisk substans, der gradvist flyder ud af kontrol under påvirkning af tyngdekraft, urenheder i malingen m.v. Til denne tilgang hører også andre typer abstrakte værker som fx en række nyere malerier malet på løse træpinde eller tape, hvor det konkret er malingen som substans, der holder sammen på malegrunden.

En anden tilgang finder sted i værker af Lolk, der indeholder figuration eller tekst i form af sætninger. Værket Uden titel (2007) fremtræder set forfra som et system af lameller opbygget af maling, der visuelt kan minde om vinduespersienner. Set fra siden bliver det imidlertid klart, at de enkelte lameller faktisk er bogstaver, der danner en sætning. Det fysisk-processuelle aspekt er her indbygget i sprog, idet værket bogstavelig talt er en tekst, der bliver til.

I andre malerier bruges en processuel fremgangsmåde til at danne figurativ henvisning, som fx Uden titel (2008). Figurationen i værkerne har tit afsæt i fotografier, film stills og andre digitale billeder. Men det er kendetegnende, at de som regel omdannes til mere stoflige og antydende størrelser og med en nær forbindelse til de fysiske omstændigheder, værket er opstået af. Vægmaleriet Uden titel (2009) afbildede fx en dør (man kunne på midterfeltet ane ordet “OFFICE” skrevet spejlvendt) i færd med at blive malet og ophørt undervejs; figuration som tilblivelse.

Til en tredje tilgang hører endeligt værker, hvor det processuelle møder en mere konstruktiv fremgangsmåde, og hvor billederne tit antager karakter af relief eller assemblage af forskellige materialer. Værkerne i denne gruppe har ud over det optiske-taktile også en konkret tingslig tilstedeværelse i rummet. De fremtræder som en slags konstruktive mellemting mellem billeder og objekter.

Eksempelvis Uden titel (2013), hvor halvdelen af en skuffe fra en kommode udgør rammen om et værk af blandede materialer, dækket med lim i en skrå vinkel. Med til denne konstruktive tilgang hører også flere malerier på træplader, hvor overfladen er blevet hugget eller udboret i åbne figurationer, som fx Uden titel (2009); et værk, som både afbilder en udhugget sten samtidig med, at det også kan aflæses konkret som en udhugget plade.

Men der er også andre tilgange på færde i Lolks malerier, både mellem disse kategorier og udover dem. Fx har hun også skabt en gruppe værker, som man kunne kalde for automatiserede billeder, hvor motivet dannes af støv fra gulvet eller blade fra haven, som herefter indkapsles, eller hvor malegrunden udgøres af beskidte gulvplader fra atelieret. Det processuelle er i disse eksempler direkte og før-subjektivt. En anden tilgang til billeder i tilblivelse finder sted i de værker, der har udgangspunkt i aftryk som eksempelvis en række arbejder på bagepapir fra 2013, eller i værker hvor et maleri direkte drypper ned på et andet.

I den aktuelle udstilling på Thorvaldsens Museum indgår sådanne forskellige spring mellem tilblivelse, billeddannelse og stoflighed i et intrikat samspil. Værkerne til udstillingen er blevet til i en stedspecifik forhandling med museets rumlige detaljer: væggenes farver, lysindfald, ornamentikken i gulv og loft, stukforløb, skygger m.v. Billederne kan umiddelbart opleves som en art camouflage eller spejling af det omgivende. Men er i lige så høj grad selvberoende objekter med antydninger af andre typer rum og figurationer.

De fungerer både som et slags ekko og som en forskydning i forhold til museet. Deres rå og provisoriske fremtræden udgør en markant modsætning til Thorvaldsens egne marmorskulpturer forbundet med neoklassisk perfektionsæstetik. Malerierne er opbygget ved at elementer løbende er afmonteret, og nu kun er tilstede ‘negativt’ som skruehuller i pladerne, falmede farvefelter eller flossede kanter af maling. Det medvirker til en lagdelt tidslighed i værkerne, hvor det, som er, ikke totalt har udvisket det, som var. Billedets tilblivelse forbindes med billedets erindring.

Portfolio (klik på ét af billederne for at se flere)