Ugens kunstner – Nicolai Howalt
Nicolai Howalt arbejder med fotografiske serier. Deres temaer er forskellige, men alle har de en tendens til at placerer sig mellem det abstrakte og konkrete.
Nicolai Howalt arbejder med fotografiske serier. Deres temaer er forskellige, men alle har de en tendens til at placerer sig mellem det abstrakte og konkrete.
Den danske kunstner Nicolai Howalts praksis tager afsæt i virkelighedens verden. Hans fotografier trækker på en dokumentarisk tradition med inspiration fra både fotografi- og kunsthistorien, og hans konceptuelle greb og maleriske, kompositoriske praksisser er tillige en integreret del af formsproget.
Gennembrud og samarbejde
Siden 1999 har Nicolai Howalt arbejdet tæt samme med kunstfotografen Trine Søndergaard. Deres første fælles serie var N+T – en personlig, intim serie, hvor kunstnerparret både selv indgår og deler deres hverdag, liv og kærlighed.
Det blev dog serien How to Hunt, der gav kunstnerparret deres fælles internationale gennembrud i 2006 på kunstmessen Paris Photo, som dette år havde fokus på det nordiske udtryk. Serien udviklede sig til et 5-årigt projekt, hvor kunstnerparret deltog i en række jagter på danske slotte og herregårde. Det blev til en række nyfortolkninger af temaet jagt – der traditionelt set har været et yndet motiv gennem hele kunsthistorien – med særlig reference til det romantiske landskabsmaleri.
I How to Hunt udfordrer Søndergaard og Howalt det fotografiske medies grænser, idet hvert enkelt fotografi indeholder en række fotografier taget over tid fra det samme sted. Kunstnerne har derefter digitalt sammensat fotografierne i et værk, så vores opfattelse af tid og sted forskydes. Serien blev udstillet på ARoS i 2011 og er i dag repræsenteret i internationale museale såvel som private samlinger.
Sammenstød af forskellige tilstande
Gennemgående for Howalts soloprojekter er en konfronterende og nøgternt undersøgende stil. Det ses for eksempel i serien BOXER fra 2003, der i en række dobbeltportrætter af drengeboksere fra før og efter deres første boksekamp skildrer drengedrømme, pubertet og en søgen efter en defineret identitet. Howalt boksede selv som barn og har i serien taget udgangspunkt i det rum, der opstår inden og efter en kamp.
Dobbeltportrætterne viser på den ene side et ungt uskyldigt blik før debutkampen og på den anden side et hårdt blik og forslået ansigter, der ikke giver tegn på nederlag eller sejr. Udvalgte værker fra serien vil blive vist på en stor omfattende gruppeudstillling på Brooklyn Museum, New York i 2016.
Samme sammenstød af forskellige tilstande ser vi i Howalts serie Car Crash fra 2009, der tager udgangspunkt i forulykkede biler. I den ene del af serien har Howalt placeret sig inde i bilvragene og sætter fokus på livets skrøbelighed. I den anden del zoomes der helt tæt ind på de smadrede bilvrag, så værkerne fremstår abstrakte og minder mere om farverige landskaber.
Howalt blænder på den måde ind og ud, går tæt på og træder et skridt tilbage fra det urovækkende syn. Værkerne balancerer mellem det frygtelige og det skønne. Det samme gør sig gældende i serien Slutninger fra 2011. Her har Howalt studeret døden i form af den aske, som er tilbage efter en kremering af et menneske.
Howalts mandshøje fotografier af aske opleves som en række støvlandskaber eller som en smuk stjernehimmel bestående af partikler i sort, hvid og gråbrune nuancer. Værkerne har et homogent udtryk og et abstraktionsniveau, der gør, at vi kan komme helt tæt på døden – en livsbetingelse, som vi har en bevidsthed om, men som alligevel er fjern og uforklarlig for os.
Fra mørke til lys
Gennem de seneste år har Howalt opbygget en grundlæggende interesse for solen og lyset som materiale. Og i hans nyeste arbejde Light Break – Photography / Light Therapy bringer han videnskab og billedkunst sammen i en visuel undersøgelse af lyset og solens kraft samt af fotografiets basale virkemidler.
Udgangspunktet for serien er den danske læge og Nobel-prismodtager Niels Finsen, som benyttede solens stråler gennem specielle linser og objektiver til at kurere patienter med voldsomme hudsygdomme. Howalt har studeret Finsens arbejde på Medicinsk Museion i København, og – inspireret af Finsens metode – har han indfanget solens stråler gennem de originale linser fra begyndelsen af det 20. århundrede; ladet dem passere gennem farvede filtre og bjergkrystaller og videre ned på et lysfølsomt papir.
Dette fotografiske arbejde samt flere håndfremkaldte fotografier kan opleves i Martin Asbæk Gallery frem til den 14. februar, og i løbet af foråret vil Fotografisk Center i København også vise et udvalg af fotogrammerne på gruppeudstillingen Det Kameraløse fotografi. Dette sker sideløbende med, at Howalt udkommer med en omfattende bog om projektet Light Break.
Portfolio
Fakta
Udstilling
Light Break – Photography / Light Therapy
9 jan 2015 14 feb 2015
Nicolai Howalt
Martin Asbæk Gallery Se kort og tider
Fakta
Nicolai Howalt er født i 1970 og bor og arbejder i København. Han er uddannet ved Danmarks Fotografiske Billedkunstskole Fatamorgana i 1992.
Howalt er præsenteret af:
Martin Asbæk Gallery, København
Gallery Edel Assanti, London
Bruce Silverstein Gallery, New York.
Udvalgte udstillinger:
2014 Light Break, Medicinsk Museion, København
2013 Light Break, Gallery Edel Assanti, London
2013 5 x Solo Den Frie Udstillingsbygning, København
2012 Landscapes, Maison du Danemark, Paris
2011 Endings, Martin Asbæk Gallery, København
2011 Sammenstød, Esbjerg Kunstmuseum, Esbjerg
2009 Car Crash Studies, Bruce Silverstein Gallery, New York
2006 Galerie Poller NY, New York
2005 Nordic House, Krakow, Polen
2004 Kaunas photo, Kaunas, Litauen
2004 Boxer, Århus Kunstbygning, Aarhus.
Nicolai Howalt kan aktuelt opleves på Martin Asbæk Gallery med soloudstillingen Light Break - Photography / Light Therapy til 14. februar og på Brandts i Odense i gruppeudstillingen KUNSTEN til 26. april.