Ugens kunstner – Peter Carlsen
Peter Carlsen er kunstneren, som med et glimt i øjet og med kunsthistorien som klangbund maler store og små portrætter af sig selv og det danske folk.
Peter Carlsen er kunstneren, som med et glimt i øjet og med kunsthistorien som klangbund maler store og små portrætter af sig selv og det danske folk.
info
En fællesnævner for Peter Carlsens portrætter er, at de er vellignende. De er ikke en gengivelse af virkeligheden 1:1, men peger efter Carlsens udsagn “ud i verden” og gør indholdet genkendeligt og let at identificere sig med.
Læs også:
“Jeg vender idyllen på vrangen” Interview med Peter Carlsen
Den kunstinteresserede vil genkende kompositioner fra ældre mestre som Delacroix og Caravaggio, den generelle dansker vil genkende sig selv og sin hverdag, og dem, som kender Peter Carlsen af udseende, vil genkende ham. For Carlsen er sin egen foretrukne model. Og denne tredeling bevirker, at skønt det genkendelige er til stede, så får hans publikum altid noget ekstra med hjem.
Parrallelløb med De Unge Vilde
Carlsen begyndte at male som 11-årig. Siden hen studerede han på Det Kongelige Danske Kunstakademi i årene 1977-1983 og deler derfor generation med de såkaldte Unge Vilde Malere, som tæller bl.a. Kehnet Nielsen, Claus Carstensen og Nina Sten-Knudsen.
Han deltog også i nogle af firsernes definerende udstillinger som Kniven på Hovedet (Tranegården, 1982) og Græsset Malker Koens Ben (Værkstedet Værst, 1983). Men hvor de andre unge vilde havde et opgør med kunsthistorien og forsøgte at springe rammen med blod og lysstofsrør i en ny form for ekspressivt maleri, var Carlsen optaget af de store mestre og værkets evne til at pege på andet end værket i sig selv. Så skønt han var en del af miljøet omkring de unge vilde malere, var hans virke mere et parallelløb end et parløb.
Peter & Villy
I Carlsens værker ser man ofte én person, som har stor lighed med Carlsen selv. Der er dog altid en distance tilstede. Mest udtalt er det i serien med figuren Villy, der ligner Carlsen iført tropehjelm. Villy refererer til tegneseriefiguren Willy, som fra 1923 til op i 50’erne var en fast del af Familiejournalen.
I værkerne er Villy stand in for Carlsen. Villy ses ofte med Ekstrabladet i hånden og med en reaktion på de bombastiske overskrifter. Som i værket Maler og Model – Hommage á Jørgen Leth (2011), hvor Villy ses med en nøgen kvinde ved sin side og en udgave af Ekstrabladet med overskriften: “Holdt 17-årig som sex-slave”.
Villy tager det med ophøjet ro. Carlsen gør måske det samme, men med Villy-figuren har han skabt en humoristisk distance til sig selv. En nærmest postmoderne metode eller tilgang, hvor værket er adskilt fra kunstneren, selvom kunstneren endda indgår i værket.
Danmark set med Carlsens blik
Uanset hvilken figur, der er på billedet, er Carlsens udgangspunkt sig selv. Tydeligst ses det i hans personlige portrætserie; en lang række små portrætter af mennesker, som har haft indflydelse på hans professionelle såvel som private liv. Både hans mor, kollegaen Claus Carstensen, politikeren Carl Holst og kaninen Ninus har fået en plads, og serien bliver stadig udvidet.
Samtidigt er Carlsens blik begyndt at pege ud mod landet omkring ham. I de senere år har han kastet sig over Danmark og de historier og symboler, vi kalder særligt danske. I sit værk Danmark 2009 refererer han til franske Delacroixs Friheden Fører Folket fra 1830. Men hvor Delacroix viser symbolet på Frankrig – kvinden Marianne som stærk moderfigur, der fører et stærkt Frankrig fremad – så er det hos Carlsen Villy med tropehjelm og bar mave, der fører en vred hob af roligans, præster og Anders Fogh med ‘blod’ på jakken over bl.a. en ramponeret stork. I 2013-14 begyndte han tilmed at portrættere faldne, danske soldater.
I værket Fordi du gør en Forskel ses Carlsen iført jakkesæt på toppen af en affaldsdynge spejdende udover et gråt, trøsteløst landskab. Her er det Caspar David Friedrichs Vandreren over Tågehavet (1818), der giver værket sit kunsthistoriske tilsnit, og det blandes med en kritik af forbrugssamfundet og en Carlsen-lignende person, der spejder ud.
Læs også:
Torben Sangilds klumme om affald i kunsten, der tager afsæt i maleriet Fordi du gør en Forskel.
Peter Carlsen er en kunstner, som reagerer, men ikke nødvendigvis kritiserer. Hans humoristiske og selvironiske stil tilbyder et satirisk blik på danskheden – vores fælles historie, identitet og nationalisme. Via Carlsens portrætter af sig selv og sin verden
kan vi stille spørgsmål ved os selv og vores velfærdssamfund med kunsthistorien som bagtæppe.
Portfolio
Fakta
Udstilling
Realitymaleri
5 mar 2015 7 jun 2015
Peter Carlsen
Kastrupgårdsamlingen Se kort og tider
Fakta
Peter Carlsen er født i 1955 i Holbæk. I dag bor og arbejder han i København. Uddannelse: 1975-77 Robert Askov-Jensens tegne- og maleskole, Glyptoteket, København 1977-83 Det Kongelige Danske Kunstakademi, København. 1977-79 Ved Sven Dalsgaard 1979-83 Ved Albert Merts 1981-83 Ved Hein Heinsen Peter Carlsen kan aktuelt opleves på særudstillingen Realitymaleri på Kastrupgårdsamlingen til den 7. juni 2015. Derefter på Randers Kunstmuseum fra 8. august til 1. november 2015.