Ugens kunstner – Sif Itona Westerberg

Sif Itona Westerberg undersøger, hvilken plads og hvilket virke mennesket har i en tidsalder, hvor natur, menneske og teknologi efterhånden er blevet overlappende størrelser. Hun spekulerer i menneskeskabte klimaforandringer, som ikke kan ses med det blotte øje, og i hvordan vi skal forholde os til de teknologiske fremskridt, hvis fulde effekter hverken kan udredes eller afgrænses i én levealder alene. Fra 28. maj er hun aktuel i gruppeudstillingen Recollection, som er en del af Art Weekend Aarhus- programmet.

I sin skulpturelle, installatoriske og collagebaserede praksis undersøger Sif Itona Westerberg de aftryk, som mennesket og industrien sætter på vores planet. Hendes værker er taktile abstraktioner over aktuelle tematikker, der berører os alle, som klimaforandringer, det teknologiske fremskridt, psykologiske og økologiske systemer i krise.

Overordnet undersøger hun effekten af, at mennesket i dag, i langt højere grad end tidligere, udgør en planetforandrende kraft. Hendes værker rummer elementer af dystopi og geologisk brutalitet, hvilket hun balancerer med en særegen æstetisk og ofte med et humoristisk twist.

Hendes værker lader sig ikke entydigt aflæse, og Westerberg forsøger ikke at konkludere på vegne af sin beskuer. Hun tilbyder rum for refleksion over konsekvenserne af vores eksistens og indvirken og undersøger, hvordan æstetik og sansning kan være med til at danne udgangspunkt for udarbejdelsen af nye etikker, forståelses- og handlingsrum.

Gips og afstøbning
Westerbergs foretrukne materiale er gips, som er et arkiveringsmateriale inden for kunst og arkæologi, der både er historiebevarende og -skabende. Dette relaterer sig på flere planer til de tematikker, som optager hende. I forlængelse heraf er afstøbningen en gennemgående metode i Westerbergs praksis. Her arbejder hun med det tomrum, eller ikke-rum, som opstår, der hvor noget har været, og kun dets kontur er tilbage.

Hendes hidtil mest omfangsrige værk, en ti meter lang frise fra 2014 af rå, armeret gips, afslører fragmenter af objekter, vi kender og bruger: tastaturer, kontorstole, engangskopper og ringbind nedsunket i gips. Objekterne er spor fra vores samtid, der dukker frem fra deres placering i fremtidige geologiske lag. Denne forskydning i tid skaber et rum, der gør de nu så bekendte genstande til fremmede fortidslevn.

At ‘de geologiske fund’ præsenteres i form af en frise, som henleder tankerne på fortidige epoker, får de samtidige objekter til at fremstå som antikke fragmenter og afslører, at vores samtid har sat markante spor i den geologiske og økologiske udvikling.

Værket bærer en ekstrem lang værktitel (se den gengivet nederst i artiklen). Den kredser om en række post-tilstande: “post supermarket chains, post factories, post traffic jams” og understreger dermed, at de objekter, vi ser i værket, befinder sig på den anden side af trafikkaos, af supermarkedskæder og fabrikker. Beskueren får mulighed for at træde ud af nuet og overvære vores samfund fra en (måske dystopisk) fremtid.

Portfolio