Ugens kunstner – Sophie Hjerl

Sophie Hjerls (f. 1971) kunstneriske praksis er kendetegnet ved en samordning af virkelighedens fysiske og ikke-fysiske sider. Arketypisk mytestof, identitetsforståelser, videnskabelig systematisering og elementær kropslighed bringes i visuel og forståelsesmæssig forbindelse i værker, der forskyder vores vante fornemmelse for tid og rum.

En stor del af Sophie Hjerls værker beskæftiger sig med de måder, hvorpå kroppens bevægelsesdynamik forvaltes og visualiseres i en digital billedvirkelighed. I videoværket Focus (2011) optræder en kvinde, der ved at rotere om sig selv holder den sten, hun har hængende om halsen, i svingning. Filmen er optaget oppefra, hvilket tillader gulvets inddeling i kvadratiske felter at komme til syne.

Foruden at være en parafrase over den græske sagnfigur Atlas, der ifølge mytologien bærer himmelhvælvingen, er Focus også en lignelse over bevægelsesmotivet som sådan – eksempelvis elektroners bane omkring atomets kerne.

Forståelsesmæssige skalaspring som disse er karakteristisk hos Sophie Hjerl, hvilket den tilbagevendende brug af kvadratet, griddet og øvrige geometriske figurer er med til at understrege; det ses eksempelvis i dobbeltprojektionen Perspective 1 og Perspective 2 fra 2011 (se værkerne nederst i portfolioen).

Som strukturbærende element peger især griddet på rationalitet og indstiftelse af en tilsyneladende orden, men som tankefigur har det også med forskellige virkelighedsniveauer og grænseløse potentialer at gøre. Hjerl bevæger sig således i sin kunst i overgangene mellem virtuelt og faktuelt; mellem det nationale, globale og interstellare; mellem krop og skema.

Et yderligere eksempel er værket Motherhood (2012), der på suggestiv vis som en kamerabevægelse gennem abstraherede bymiljøer omhandler moderskab og frugtbarhed samt forskellene og lighederne mellem maskulint og feminint, flydende og fast form. Værket rummer også henvisninger til 3D-modellering, ligesom Hjerl ofte i det foretrukne videomedie indarbejder animation, computergenererede effekter og pågående lydspor.

Ikke sjældent skaber Hjerl sine projekter med udgangspunkt i samarbejder og specifikke steders karakter og egenart. Således også videoen ART (2016), der fortolker en række af de tiltag i form af kunstværker og begivenheder, der placerede Holstebro som en mønsterkommune inden for kunst og kultur. Her anvendes masken – i al dens forunderlighed og kompleksitet – som et gennemgående motiv.

Det raffinerede dobbeltspil, som masken foranstalter, mellem at skjule og klæde ud, mellem negativ og positiv form, udfoldes her i en række billedsekvenser, der tilsammen giver indtryk af formforvandlingens kraft: Månen – symbolet for blandt andet underbevidsthed og det kvindelige – glider over i skuespiller og teaterpædagog ved Odin Teatret Iben Nagel Rasmussens ansigt, der videre fører over i en yngre version af sig selv, som til slut forandrer sig til maskens stiliserede udtryk.

En afrikansk maske med horn fra Holstebro Kunstmuseums samling bliver til den hornede måne; et symbol for den mytologiske Artemis, gudinden for jagt.

Samlet set lader ART os forstå, at identiteten er en flydende størrelse. Og hermed etableres også en parallel til selve kunstens væsen på tværs af tid og rum: Kunsten ligner, men ligner så at sige ikke det, den er. Og aldrig sig selv. På et overordnet plan kredser Sophie Hjerls praksis om beskuerens aktive rolle som dén instans, der så at sige fuldender kunstværkets udsigelse. Og spørgsmålet, der ofte stilles, er altså: Hvad sker der, når vi står ansigt til ansigt med kunsten?

Portfolio (se flere billeder ved at klikke på ét af nedenstående)