Ukrainsk kurator: “Ikke muligt at gøre ingenting ”

Af
29. november 2022

Denne uge dedikerer vi til at vise billeder af ukrainske fotografer, der tidligere virkede som kunstfotografer, men efter den russiske invasion fungerer som en slags krigsfotografer.

Den ukrainske kurator Kateryna Radchenko er leder af fotofestivalen Odessa Photo Days. Efter krigsudbruddet har hendes arbejde skiftet fokus. Pressefoto.

Denne uge dedikerer vi til at vise billeder af ukrainske fotografer, der tidligere virkede som kunstfotografer, men efter den russiske invasion fungerer som en slags krigsfotografer.

Af
29. november 2022

Den ukrainske kurator og leder af Odesa Photo Days Kateryna Radchenko har siden den russiske invasion distribueret fotos af ukrainske kunstnere, der nu fungerer som en slags krigsreportere. Men de repræsenterer vel at mærke et mere intimt blik end den udefrakommende krigsfotografs: Krigen set indefra.

På kunsten.nu dedikerer vi den kommende uge til at præsentere fem ukrainske fotografer, og vi gør det ved at vise billeder fra både før og efter krigsudbruddet. Billederne står som stærke vidnesbyrd på, hvordan virkeligheden med et slag kan ændre sig.

Som indledning til serien fortæller Kateryna Radchenko her om tilstande i den ukrainske virkelighed og om skiftet fra kunst til fotojournalistik.

“Før krigen vidste vi ikke, hvad det ville sige at være i krig. Det var noget, man læste om i bøger om 2. verdenskrig. Alt er komplet anderledes, når det sker, og vi lever i konstant stress. I Kyiv ved vi ikke, om der kommer en, fem eller tyve luftalarmer i dag. Vi ved ikke, om der er strøm og vand. Mange familier er blevet splittet ad og kan ikke se hinanden. Der er er en lang, lang liste over forhold, der betyder noget for vores daglige liv. Samtidig fortsætter vi med at arbejde, og det er vigtigt at holde butikker og restauranter åbne. For at være ærlig: Det virker surrealistisk til tider”.

Jeg taler med Kateryna Radchenko over zoom. Hun er i Paris, hvor hun har deltaget på fotofestivalen Paris Photo. Hun har endnu nogle dage med forskellige projekter i Frankrig, før hun vender hjem til den komplicerede tilværelse i Kyiv.

Hun er leder af Odessa Photo Days International Festival of Contemporary Photography, der blev grundlagt i 2015. Festivalen blev fostret i en højspændt situation i Ukraine efter Madjan-revolutionen, Ruslands annektering af Krim og udbruddet af kampene mellem ukrainske regeringstropper og prorussiske separatister i Østukraine, og var dels et svar på den omfattende propaganda og mediemanipulation – Historie og manipulation var den tematiske ramme for den første festival – men også et udtryk for en ambition om at kultivere viden om fotografi, som indtil da kun havde et spinkelt fodfæste som selvstændig kunstform i landet.

Stort fremmøde til åbningen af Odessa Photodays i 2018. Pressefoto.

Således har festivalen gennem årene været båret af et kritisk, politisk engagement og samtidig præsenteret internationale kunstnere og arrangementer, der har kredset om fotografihistorie og -teori.

Men da de russiske tanks d. 24. februar 2022 rullede ind i Ukraine ændrede det festivalens arbejde radikalt.

“Da Putin indledte krigshandlingerne d. 24. februar i år, var det ikke muligt at gøre ingenting”, fortæller Radchenko. “Det er vigtigt at være aktiv og gøre det, man kan gøre. Efter invasionen er det ikke muligt at arbejde med andre emner”.

Lad os vide, hvis I tager billeder fra frontlinien

Derfor udsendte man to meddelelser på festivalens facebook side.

Den første henvendte sig til ukrainske fotografer: “Lad os vide, hvis I tager billeder fra frontlinien og ønsker at få fotografierne distribueret”. Hver dag modtog Radchenko fotos fra fotografer, der tidligere havde arbejdet kunstnerisk med mediet, men som nu med et slag fungerede som krigsdokumentarister. Det var så hendes opgave at se de mange fotos igennem, udvælge, samle, skrive tekster og distribuere.

“Disse fotografer er ikke professionelle krigsfotografer, de er blot fotografer. De har ikke valgt at blive krigsfotografer, men er blevet det – simpelthen fordi de lever i en krigszone. De har måttet lære sig at operere under særdeles farlige omstændigheder, og de har ikke det samme valg som de internationale krigsfotografer, der kommer til landet for at arbejde i nogle måneder, men som bagefter kan tage hjem til en mere rolig tilværelse”.

Det andet facebook-opslag henvendte sig til internationale institutioner og medier med tilbud om at dele det fotografiske materiale og med opfordring til at støtte ukrainske kunstnere. Og snart strømmede det ind med henvendelser fra kuratorer, institutioner og medier verden over, som siden har resulteret i en række samarbejder om udstillinger og publikationer i medier.

Blandt mange præsentationer i blandt andet Slovakiet, Tyskland og Frankrig var udstillingen The Thin Line under Copenhagen Photo Festival denne sommer. Udstillingen rummede både billeder fra krigen og tidligere fotografiske serier af ukrainske kunstnere, og viser på en meget håndgribelig måde, hvordan virkeligheden brat kan ændre sig. I løbet af en nat måtte kunstnerne vænne sig til at blive krigsfotografer ved frontlinjen.

Fotografier med stor rækkevidde

Fordi fotograferne kommer med en kunstnerisk baggrund cirkulerer billederne i flere forskellige sammenhænge. Man kan finde billederne på kunstudstillinger men også i såvel The Guardian som British Journal of Photography. Og det særlige blik indefra er værdifuldt, mener Radchenko:
“Det er godt, der er internationale fotografer til stede i Ukraine. Det er virkelig vigtigt. Men de Ukrainske fotografer kan fortælle andre historier. De kender sproget og konteksten helt indefra, fra hjertet. På den ene side kan det være vanskeligt at være så følelsesmæssigt involveret, men på den anden side åbner det til andre, mere intime fortællinger”.

Beboere fra Irpin flygter med deres kæledyr i begyndelsen af marts 2022, da den russiske hær besatte en del af Kyiv-regionen. Foto: © Alina Smutko.

Rodchenko peger ligeledes på fotojournalistikkens særlige virkemåder i forhold til andre former for journalistik: “Dels kommunikerer billeder direkte og følelsesmæssigt uden ord. Man behøver ikke at kunne ukrainsk for at se, hvad der foregår. Dels er det, at vedblive med at dokumentere hvad der virkelig sker, også et modsvar til propagandaen. Der er kamp om informationerne, og fotografiet er et stærkt medie i den sammenhæng. Men det er selvfølgelig også vigtigt hele tiden at forholde sig kritisk og virkelig analysere de billeder såvel som den information, der spredes”, slutter hun.

I den kommende uge vil læserne på kunsten.nu kunne se præsentationer af 5 ukrainske fotografer. Vi viser billeder fra både før og efter krigsudbruddet. Billederne er stærke vidnesbyrd om, hvordan tilværelsen med et slag kan ændre sig.